איוב 30
| וְעַתָּה ׀ שָֽׂחֲקוּ עָלַי צְעִירִים מִמֶּנִּי לְיָמִים אֲשֶׁר־מָאַסְתִּי אֲבוֹתָם לָשִׁית עִם־כַּלְבֵי צֹאנִֽי׃ | 1 |
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
| גַּם־כֹּחַ יְדֵיהֶם לָמָּה לִּי עָלֵימוֹ אָבַד כָּֽלַח׃ | 2 |
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
| בְּחֶסֶר וּבְכָפָן גַּלְמוּד הַֽעֹרְקִים צִיָּה אֶמֶשׁ שׁוֹאָה וּמְשֹׁאָֽה׃ | 3 |
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
| הַקֹּטְפִים מַלּוּחַ עֲלֵי־שִׂיחַ וְשֹׁרֶשׁ רְתָמִים לַחְמָֽם׃ | 4 |
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
| מִן־גֵּו יְגֹרָשׁוּ יָרִיעוּ עָלֵימוֹ כַּגַּנָּֽב׃ | 5 |
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
| בַּעֲרוּץ נְחָלִים לִשְׁכֹּן חֹרֵי עָפָר וְכֵפִֽים׃ | 6 |
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
| בֵּין־שִׂיחִים יִנְהָקוּ תַּחַת חָרוּל יְסֻפָּֽחוּ׃ | 7 |
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
| בְּֽנֵי־נָבָל גַּם־בְּנֵי בְלִי־שֵׁם נִכְּאוּ מִן־הָאָֽרֶץ׃ | 8 |
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
| וְעַתָּה נְגִינָתָם הָיִיתִי וָאֱהִי לָהֶם לְמִלָּֽה׃ | 9 |
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
| תִּֽעֲבוּנִי רָחֲקוּ מֶנִּי וּמִפָּנַי לֹא־חָשְׂכוּ רֹֽק׃ | 10 |
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
| כִּֽי־יתרו יִתְרִי פִתַּח וַיְעַנֵּנִי וְרֶסֶן מִפָּנַי שִׁלֵּֽחוּ׃ | 11 |
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
| עַל־יָמִין פִּרְחַח יָקוּמוּ רַגְלַי שִׁלֵּחוּ וַיָּסֹלּוּ עָלַי אָרְחוֹת אֵידָֽם׃ | 12 |
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
| נָתְסוּ נְֽתִיבָתִי לְהַוָּתִי יֹעִילוּ לֹא עֹזֵר לָֽמוֹ׃ | 13 |
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
| כְּפֶרֶץ רָחָב יֶאֱתָיוּ תַּחַת שֹׁאָה הִתְגַּלְגָּֽלוּ׃ | 14 |
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
| הָהְפַּךְ עָלַי בַּלָּהוֹת תִּרְדֹּף כָּרוּחַ נְדִבָתִי וּכְעָב עָבְרָה יְשֻׁעָתִֽי׃ | 15 |
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
| וְעַתָּה עָלַי תִּשְׁתַּפֵּךְ נַפְשִׁי יֹאחֲזוּנִי יְמֵי־עֹֽנִי׃ | 16 |
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
| לַיְלָה עֲצָמַי נִקַּר מֵעָלָי וְעֹרְקַי לֹא יִשְׁכָּבֽוּן׃ | 17 |
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
| בְּרָב־כֹּחַ יִתְחַפֵּשׂ לְבוּשִׁי כְּפִי כֻתָּנְתִּי יַֽאַזְרֵֽנִי׃ | 18 |
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
| הֹרָנִי לַחֹמֶר וָאֶתְמַשֵּׁל כֶּעָפָר וָאֵֽפֶר׃ | 19 |
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
| אֲשַׁוַּע אֵלֶיךָ וְלֹא תַעֲנֵנִי עָמַדְתִּי וַתִּתְבֹּנֶן בִּֽי׃ | 20 |
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
| תֵּהָפֵךְ לְאַכְזָר לִי בְּעֹצֶם יָדְךָ תִשְׂטְמֵֽנִי׃ | 21 |
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
| תִּשָּׂאֵנִי אֶל־רוּחַ תַּרְכִּיבֵנִי וּתְמֹגְגֵנִי תשוה תּוּשִׁיָּֽה׃ | 22 |
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
| כִּֽי־יָדַעְתִּי מָוֶת תְּשִׁיבֵנִי וּבֵית מוֹעֵד לְכָל־חָֽי׃ | 23 |
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
| אַךְ לֹא־בְעִי יִשְׁלַח־יָד אִם־בְּפִידוֹ לָהֶן שֽׁוּעַ׃ | 24 |
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
| אִם־לֹא בָכִיתִי לִקְשֵׁה־יוֹם עָֽגְמָה נַפְשִׁי לָאֶבְיֽוֹן׃ | 25 |
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
| כִּי טוֹב קִוִּיתִי וַיָּבֹא רָע וַֽאֲיַחֲלָה לְאוֹר וַיָּבֹא אֹֽפֶל׃ | 26 |
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
| מֵעַי רֻתְּחוּ וְלֹא־דָמּוּ קִדְּמֻנִי יְמֵי־עֹֽנִי׃ | 27 |
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
| קֹדֵר הִלַּכְתִּי בְּלֹא חַמָּה קַמְתִּי בַקָּהָל אֲשַׁוֵּֽעַ׃ | 28 |
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
| אָח הָיִיתִי לְתַנִּים וְרֵעַ לִבְנוֹת יַעֲנָֽה׃ | 29 |
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
| עוֹרִי שָׁחַר מֵעָלָי וְעַצְמִי־חָרָה מִנִּי־חֹֽרֶב׃ | 30 |
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
| וַיְהִי לְאֵבֶל כִּנֹּרִי וְעֻגָבִי לְקוֹל בֹּכִֽים׃ | 31 |
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
