איוב 13

1 הֶן־כֹּל רָאֲתָה עֵינִי שָֽׁמְעָה אָזְנִי וַתָּבֶן לָֽהּ׃

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

2 כְּֽדַעְתְּכֶם יָדַעְתִּי גַם־אָנִי לֹא־נֹפֵל אָנֹכִי מִכֶּֽם׃

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

3 אוּלָם אֲנִי אֶל־שַׁדַּי אֲדַבֵּר וְהוֹכֵחַ אֶל־אֵל אֶחְפָּֽץ׃

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

4 וְֽאוּלָם אַתֶּם טֹֽפְלֵי־שָׁקֶר רֹפְאֵי אֱלִל כֻּלְּכֶֽם׃

mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

5 מִֽי־יִתֵּן הַחֲרֵשׁ תַּחֲרִישׁוּן וּתְהִי לָכֶם לְחָכְמָֽה׃

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

6 שִׁמְעוּ־נָא תוֹכַחְתִּי וְרִבוֹת שְׂפָתַי הַקְשִֽׁיבוּ׃

Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

7 הַלְאֵל תְּדַבְּרוּ עַוְלָה וְלוֹ תְּֽדַבְּרוּ רְמִיָּֽה׃

Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

8 הֲפָנָיו תִּשָּׂאוּן אִם־לָאֵל תְּרִיבֽוּן׃

Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

9 הֲטוֹב כִּֽי־יַחְקֹר אֶתְכֶם אִם־כְּהָתֵל בֶּאֱנוֹשׁ תְּהָתֵלּוּ בֽוֹ׃

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

10 הוֹכֵחַ יוֹכִיחַ אֶתְכֶם אִם־בַּסֵּתֶר פָּנִים תִּשָּׂאֽוּן׃

Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

11 הֲלֹא שְׂאֵתוֹ תְּבַעֵת אֶתְכֶם וּפַחְדּוֹ יִפֹּל עֲלֵיכֶֽם׃

Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

12 זִֽכְרֹנֵיכֶם מִשְׁלֵי־אֵפֶר לְגַבֵּי־חֹמֶר גַּבֵּיכֶֽם׃

Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

13 הַחֲרִישׁוּ מִמֶּנִּי וַאֲדַבְּרָה־אָנִי וְיַעֲבֹר עָלַי מָֽה׃

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

14 עַל־מָה ׀ אֶשָּׂא בְשָׂרִי בְשִׁנָּי וְנַפְשִׁי אָשִׂים בְּכַפִּֽי׃

Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

15 הֵן יִקְטְלֵנִי לא לוֹ אֲיַחֵל אַךְ־דְּרָכַי אֶל־פָּנָיו אוֹכִֽיחַ׃

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

16 גַּם־הוּא־לִי לִֽישׁוּעָה כִּי־לֹא לְפָנָיו חָנֵף יָבֽוֹא׃

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

17 שִׁמְעוּ שָׁמוֹעַ מִלָּתִי וְאֽ͏ַחֲוָתִי בְּאָזְנֵיכֶֽם׃

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

18 הִנֵּה־נָא עָרַכְתִּי מִשְׁפָּט יָדַעְתִּי כִּֽי־אֲנִי אֶצְדָּֽק׃

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

19 מִי־הוּא יָרִיב עִמָּדִי כִּֽי־עַתָּה אַחֲרִישׁ וְאֶגְוָֽע׃

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

20 אַךְ־שְׁתַּיִם אַל־תַּעַשׂ עִמָּדִי אָז מִפָּנֶיךָ לֹא אֶסָּתֵֽר׃

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

21 כַּפְּךָ מֵעָלַי הַרְחַק וְאֵמָתְךָ אַֽל־תְּבַעֲתַֽנִּי׃

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

22 וּקְרָא וְאָנֹכִי אֶֽעֱנֶה אֽוֹ־אֲדַבֵּר וַהֲשִׁיבֵֽנִי׃

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

23 כַּמָּה לִי עֲוֺנוֹת וְחַטָּאוֹת פִּֽשְׁעִי וְחַטָּאתִי הֹדִיעֵֽנִי׃

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

24 לָֽמָּה־פָנֶיךָ תַסְתִּיר וְתַחְשְׁבֵנִי לְאוֹיֵב לָֽךְ׃

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

25 הֶעָלֶה נִדָּף תַּעֲרוֹץ וְאֶת־קַשׁ יָבֵשׁ תִּרְדֹּֽף׃

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

26 כִּֽי־תִכְתֹּב עָלַי מְרֹרוֹת וְתוֹרִישֵׁנִי עֲוֺנוֹת נְעוּרָֽי׃

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

27 וְתָשֵׂם בַּסַּד ׀ רַגְלַי וְתִשְׁמוֹר כָּל־אָרְחוֹתָי עַל־שָׁרְשֵׁי רַגְלַי תִּתְחַקֶּֽה׃

lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

28 וְהוּא כְּרָקָב יִבְלֶה כְּבֶגֶד אֲכָלוֹ עָֽשׁ׃

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,