< תהילים 46 >
לַמְנַצֵּחַ לִבְנֵי־קֹרַח עַֽל־עֲלָמוֹת שִֽׁיר׃ אֱלֹהִים לָנוּ מַחֲסֶה וָעֹז עֶזְרָה בְצָרוֹת נִמְצָא מְאֹֽד׃ | 1 |
Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.
עַל־כֵּן לֹֽא־נִירָא בְּהָמִיר אָרֶץ וּבְמוֹט הָרִים בְּלֵב יַמִּֽים׃ | 2 |
Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde.
יֶהֱמוּ יֶחְמְרוּ מֵימָיו יִרְעֲשֽׁוּ הָרִים בְּגַאֲוָתוֹ סֶֽלָה׃ | 3 |
Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb;
נָהָר פְּלָגָיו יְשַׂמְּחוּ עִיר־אֱלֹהִים קְדֹשׁ מִשְׁכְּנֵי עֶלְיֽוֹן׃ | 4 |
om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. (Sela)
אֱלֹהִים בְּקִרְבָּהּ בַּל־תִּמּוֹט יַעְזְרֶהָ אֱלֹהִים לִפְנוֹת בֹּֽקֶר׃ | 5 |
Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen, den Højestes Boliger.
הָמוּ גוֹיִם מָטוּ מַמְלָכוֹת נָתַן בְּקוֹלוֹ תָּמוּג אָֽרֶץ׃ | 6 |
Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
יְהֹוָה צְבָאוֹת עִמָּנוּ מִשְׂגָּֽב־לָנוּ אֱלֹהֵי יַֽעֲקֹב סֶֽלָה׃ | 7 |
Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
לְֽכוּ־חֲזוּ מִפְעֲלוֹת יְהֹוָה אֲשֶׁר־שָׂם שַׁמּוֹת בָּאָֽרֶץ׃ | 8 |
Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. (Sela)
מַשְׁבִּית מִלְחָמוֹת עַד־קְצֵה הָאָרֶץ קֶשֶׁת יְשַׁבֵּר וְקִצֵּץ חֲנִית עֲגָלוֹת יִשְׂרֹף בָּאֵֽשׁ׃ | 9 |
Kommer, ser Herrens Gerninger, hvorledes han har anrettet Ødelæggelser paa Jorden.
הַרְפּוּ וּדְעוּ כִּֽי־אָנֹכִי אֱלֹהִים אָרוּם בַּגּוֹיִם אָרוּם בָּאָֽרֶץ׃ | 10 |
Han, som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild.
יְהֹוָה צְבָאוֹת עִמָּנוּ מִשְׂגָּֽב־לָנוּ אֱלֹהֵי יַעֲקֹב סֶֽלָה׃ | 11 |
Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa Jorden. Herren Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. (Sela)