< תהילים 38 >
מִזְמוֹר לְדָוִד לְהַזְכִּֽיר׃ יְֽהֹוָה אַל־בְּקֶצְפְּךָ תוֹכִיחֵנִי וּֽבַחֲמָתְךָ תְיַסְּרֵֽנִי׃ | 1 |
(En salme af David. Lehazkir.) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
כִּֽי־חִצֶּיךָ נִחֲתוּ בִי וַתִּנְחַת עָלַי יָדֶֽךָ׃ | 2 |
Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
אֵין־מְתֹם בִּבְשָׂרִי מִפְּנֵי זַעְמֶךָ אֵין־שָׁלוֹם בַּעֲצָמַי מִפְּנֵי חַטָּאתִֽי׃ | 3 |
Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
כִּי עֲוֺנֹתַי עָֽבְרוּ רֹאשִׁי כְּמַשָּׂא כָבֵד יִכְבְּדוּ מִמֶּֽנִּי׃ | 4 |
thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
הִבְאִישׁוּ נָמַקּוּ חַבּוּרֹתָי מִפְּנֵי אִוַּלְתִּֽי׃ | 5 |
Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;
נַעֲוֵיתִי שַׁחֹתִי עַד־מְאֹד כׇּל־הַיּוֹם קֹדֵר הִלָּֽכְתִּי׃ | 6 |
jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
כִּֽי־כְסָלַי מָלְאוּ נִקְלֶה וְאֵין מְתֹם בִּבְשָׂרִֽי׃ | 7 |
Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
נְפוּגוֹתִי וְנִדְכֵּיתִי עַד־מְאֹד שָׁאַגְתִּי מִֽנַּהֲמַת לִבִּֽי׃ | 8 |
jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
אֲֽדֹנָי נֶגְדְּךָ כׇל־תַּאֲוָתִי וְאַנְחָתִי מִמְּךָ לֹֽא־נִסְתָּֽרָה׃ | 9 |
HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
לִבִּי סְחַרְחַר עֲזָבַנִי כֹחִי וְֽאוֹר־עֵינַי גַּם־הֵם אֵין אִתִּֽי׃ | 10 |
mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
אֹֽהֲבַי ׀ וְרֵעַי מִנֶּגֶד נִגְעִי יַעֲמֹדוּ וּקְרוֹבַי מֵרָחֹק עָמָֽדוּ׃ | 11 |
For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;
וַיְנַקְשׁוּ ׀ מְבַקְשֵׁי נַפְשִׁי וְדֹרְשֵׁי רָעָתִי דִּבְּרוּ הַוּוֹת וּמִרְמוֹת כׇּל־הַיּוֹם יֶהְגּֽוּ׃ | 12 |
de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
וַאֲנִי כְחֵרֵשׁ לֹא אֶשְׁמָע וּכְאִלֵּם לֹא יִפְתַּח־פִּֽיו׃ | 13 |
Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
וָאֱהִי כְּאִישׁ אֲשֶׁר לֹֽא־שֹׁמֵעַ וְאֵין בְּפִיו תּוֹכָחֽוֹת׃ | 14 |
som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
כִּֽי־לְךָ יְהֹוָה הוֹחָלְתִּי אַתָּה תַעֲנֶה אֲדֹנָי אֱלֹהָֽי׃ | 15 |
Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
כִּֽי־אָמַרְתִּי פֶּן־יִשְׂמְחוּ־לִי בְּמוֹט רַגְלִי עָלַי הִגְדִּֽילוּ׃ | 16 |
når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"
כִּֽי־אֲנִי לְצֶלַע נָכוֹן וּמַכְאוֹבִי נֶגְדִּי תָמִֽיד׃ | 17 |
Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
כִּֽי־עֲוֺנִי אַגִּיד אֶדְאַג מֵחַטָּאתִֽי׃ | 18 |
thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.
וְֽאֹיְבַי חַיִּים עָצֵמוּ וְרַבּוּ שֹׂנְאַי שָֽׁקֶר׃ | 19 |
Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
וּמְשַׁלְּמֵי רָעָה תַּחַת טוֹבָה יִשְׂטְנוּנִי תַּחַת (רדופי) [רׇֽדְפִי־]טֽוֹב׃ | 20 |
som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.
אַל־תַּעַזְבֵנִי יְהֹוָה אֱלֹהַי אַל־תִּרְחַק מִמֶּֽנִּי׃ | 21 |
HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
חוּשָׁה לְעֶזְרָתִי אֲדֹנָי תְּשׁוּעָתִֽי׃ | 22 |
il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!