תהילים 120

1 שִׁיר הַֽמַּעֲלוֹת אֶל־יְהֹוָה בַּצָּרָתָה לִּי קָרָאתִי וַֽיַּעֲנֵֽנִי׃

Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.

2 יְֽהֹוָה הַצִּילָה נַפְשִׁי מִשְּׂפַת־שֶׁקֶר מִלָּשׁוֹן רְמִיָּֽה׃

Herre! fri min Sjæl fra Løgnens Læbe, fra en svigefuld Tunge.

3 מַה־יִּתֵּן לְךָ וּמַה־יֹּסִיף לָךְ לָשׁוֹן רְמִיָּֽה׃

Hvad giver han dig, og hvad giver han dig ydermere, du svigefulde Tunge?

4 חִצֵּי גִבּוֹר שְׁנוּנִים עִם גַּחֲלֵי רְתָמִֽים׃

Den vældiges skærpede Pile med Gløder af Enebærtræ!

5 אֽוֹיָה־לִי כִּי־גַרְתִּי מֶשֶׁךְ שָׁכַנְתִּי עִֽם־אׇהֳלֵי קֵדָֽר׃

Ve mig! thi jeg har været som fremmed iblandt Mesek, jeg har boet ved Kedars Telte.

6 רַבַּת שָֽׁכְנָה־לָּהּ נַפְשִׁי עִם שׂוֹנֵא שָׁלֽוֹם׃

Min Sjæl har længe nok boet hos dem, som hade Fred.

7 אֲֽנִי־שָׁלוֹם וְכִי אֲדַבֵּר הֵמָּה לַמִּלְחָמָֽה׃

Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.