תהילים 105

1 הוֹדוּ לַיהֹוָה קִרְאוּ בִשְׁמוֹ הוֹדִיעוּ בָעַמִּים עֲלִילוֹתָֽיו׃

Priser Herren, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene!

2 שִֽׁירוּ־לוֹ זַמְּרוּ־לוֹ שִׂיחוּ בְּכׇל־נִפְלְאוֹתָֽיו׃

Synger for ham, spiller for ham, taler om alle hans underfulde Gerninger!

3 הִֽתְהַלְלוּ בְּשֵׁם קׇדְשׁוֹ יִשְׂמַח לֵב ׀ מְבַקְשֵׁי יְהֹוָֽה׃

Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte glæder sig, som søge Herren!

4 דִּרְשׁוּ יְהֹוָה וְעֻזּוֹ בַּקְּשׁוּ פָנָיו תָּמִֽיד׃

Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt alle Tider!

5 זִכְרוּ נִפְלְאוֹתָיו אֲשֶׁר־עָשָׂה מֹפְתָיו וּמִשְׁפְּטֵי־פִֽיו׃

Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jærtegn og hans Munds Domme.

6 זֶרַע אַבְרָהָם עַבְדּוֹ בְּנֵי יַעֲקֹב בְּחִירָֽיו׃

I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte!

7 הוּא יְהֹוָה אֱלֹהֵינוּ בְּכׇל־הָאָרֶץ מִשְׁפָּטָֽיו׃

Han er Herren vor Gud; hans Domme ere over al Jorden.

8 זָכַר לְעוֹלָם בְּרִיתוֹ דָּבָר צִוָּה לְאֶלֶף דּֽוֹר׃

Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slægter,

9 אֲשֶׁר כָּרַת אֶת־אַבְרָהָם וּשְׁבוּעָתוֹ לְיִשְׂחָֽק׃

som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak,

10 וַיַּעֲמִידֶהָ לְיַעֲקֹב לְחֹק לְיִשְׂרָאֵל בְּרִית עוֹלָֽם׃

hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt

11 לֵאמֹר לְךָ אֶתֵּן אֶת־אֶֽרֶץ־כְּנָעַן חֶבֶל נַחֲלַתְכֶֽם׃

sigende: Dig vil jeg give Kanaans Land til eders Arvs Lod;

12 בִּֽהְיוֹתָם מְתֵי מִסְפָּר כִּמְעַט וְגָרִים בָּֽהּ׃

der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri;

13 וַיִּֽתְהַלְּכוּ מִגּוֹי אֶל־גּוֹי מִמַּמְלָכָה אֶל־עַם אַחֵֽר׃

og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd.

14 לֹא־הִנִּיחַ אָדָם לְעׇשְׁקָם וַיּוֹכַח עֲלֵיהֶם מְלָכִֽים׃

Han tillod intet Menneske at gøre dem Vold og revsede Konger for deres Skyld:

15 אַֽל־תִּגְּעוּ בִמְשִׁיחָי וְלִנְבִיאַי אַל־תָּרֵֽעוּ׃

„Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt‟.

16 וַיִּקְרָא רָעָב עַל־הָאָרֶץ כׇּֽל־מַטֵּה־לֶחֶם שָׁבָֽר׃

Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad.

17 שָׁלַח לִפְנֵיהֶם אִישׁ לְעֶבֶד נִמְכַּר יוֹסֵֽף׃

Han sendte en Mand forud for dem; til Træl blev Josef solgt.

18 עִנּוּ בַכֶּבֶל (רגליו) [רַגְלוֹ] בַּרְזֶל בָּאָה נַפְשֽׁוֹ׃

De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern

19 עַד־עֵת בֹּא־דְבָרוֹ אִמְרַת יְהֹוָה צְרָפָֽתְהוּ׃

indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da Herrens Tale havde lutret ham.

20 שָׁלַח מֶלֶךְ וַיַּתִּירֵהוּ מֹשֵׁל עַמִּים וַֽיְפַתְּחֵֽהוּ׃

Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri.

21 שָׂמוֹ אָדוֹן לְבֵיתוֹ וּמֹשֵׁל בְּכׇל־קִנְיָנֽוֹ׃

Han satte ham til Herre over sit Hus og til Hersker over alt sit Gods,

22 לֶאְסֹר שָׂרָיו בְּנַפְשׁוֹ וּזְקֵנָיו יְחַכֵּֽם׃

at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og lære hans Ældste Visdom.

23 וַיָּבֹא יִשְׂרָאֵל מִצְרָיִם וְיַעֲקֹב גָּר בְּאֶֽרֶץ־חָֽם׃

Saa kom Israel til Ægypten og Jakob boede som fremmed i Kams Land.

24 וַיֶּפֶר אֶת־עַמּוֹ מְאֹד וַיַּעֲצִמֵהוּ מִצָּרָֽיו׃

Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere.

25 הָפַךְ לִבָּם לִשְׂנֹא עַמּוֹ לְהִתְנַכֵּל בַּעֲבָדָֽיו׃

Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere.

26 שָׁלַח מֹשֶׁה עַבְדּוֹ אַהֲרֹן אֲשֶׁר בָּחַר־בּֽוֹ׃

Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt.

27 שָֽׂמוּ־בָם דִּבְרֵי אֹתוֹתָיו וּמֹפְתִים בְּאֶרֶץ חָֽם׃

De kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land.

28 שָׁלַֽח חֹשֶׁךְ וַיַּחְשִׁךְ וְלֹֽא־מָרוּ אֶת־[דְּבָרֽוֹ] (דבריו)׃

Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og de vare ikke genstridige imod hans Ord.

29 הָפַךְ אֶת־מֵימֵיהֶם לְדָם וַיָּמֶת אֶת־דְּגָתָֽם׃

Han vendte deres Vande om til Blod og dræbte deres Fisk.

30 שָׁרַץ אַרְצָם צְפַרְדְּעִים בְּחַדְרֵי מַלְכֵיהֶֽם׃

Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre.

31 אָמַר וַיָּבֹא עָרֹב כִּנִּים בְּכׇל־גְּבוּלָֽם׃

Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke.

32 נָתַן גִּשְׁמֵיהֶם בָּרָד אֵשׁ לֶהָבוֹת בְּאַרְצָֽם׃

Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land.

33 וַיַּךְ גַּפְנָם וּתְאֵנָתָם וַיְשַׁבֵּר עֵץ גְּבוּלָֽם׃

Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke.

34 אָמַר וַיָּבֹא אַרְבֶּה וְיֶלֶק וְאֵין מִסְפָּֽר׃

Han talte, saa kom der Græshopper og Høskrækker, og der var ikke Tal paa dem.

35 וַיֹּאכַל כׇּל־עֵשֶׂב בְּאַרְצָם וַיֹּאכַל פְּרִי אַדְמָתָֽם׃

Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark.

36 וַיַּךְ כׇּל־בְּכוֹר בְּאַרְצָם רֵאשִׁית לְכׇל־אוֹנָֽם׃

Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft.

37 וַֽיּוֹצִיאֵם בְּכֶסֶף וְזָהָב וְאֵין בִּשְׁבָטָיו כּוֹשֵֽׁל׃

Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer.

38 שָׂמַח מִצְרַיִם בְּצֵאתָם כִּֽי־נָפַל פַּחְדָּם עֲלֵיהֶֽם׃

Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det.

39 פָּרַשׂ עָנָן לְמָסָךְ וְאֵשׁ לְהָאִיר לָֽיְלָה׃

Han udbredte en Sky til Skjul og en Ild til at lyse om Natten.

40 שָׁאַל וַיָּבֵא שְׂלָו וְלֶחֶם שָׁמַיִם יַשְׂבִּיעֵֽם׃

De bade, saa lod han Vagtler komme og mættede dem med Himmelbrød.

41 פָּתַח צוּר וַיָּזוּבוּ מָיִם הָלְכוּ בַּצִּיּוֹת נָהָֽר׃

Han oplod en Klippe, og der flød Vand, det løb igennem de tørre Steder som en Flod.

42 כִּֽי־זָכַר אֶת־דְּבַר קׇדְשׁוֹ אֶֽת־אַבְרָהָם עַבְדּֽוֹ׃

Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham.

43 וַיּוֹצִא עַמּוֹ בְשָׂשׂוֹן בְּרִנָּה אֶת־בְּחִירָֽיו׃

Og han førte sit Folk ud med Glæde, sine udvalgte med Frydeskrig.

44 וַיִּתֵּן לָהֶם אַרְצוֹת גּוֹיִם וַעֲמַל לְאֻמִּים יִירָֽשׁוּ׃

Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for,

45 בַּעֲבוּר ׀ יִשְׁמְרוּ חֻקָּיו וְתוֹרֹתָיו יִנְצֹרוּ הַֽלְלוּ־יָֽהּ׃

paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!