מִשְׁלֵי 8

1 הֲלֹֽא־חׇכְמָה תִקְרָא וּתְבוּנָה תִּתֵּן קוֹלָֽהּ׃

Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

2 בְּרֹאשׁ־מְרֹמִים עֲלֵי־דָרֶךְ בֵּית נְתִיבוֹת נִצָּֽבָה׃

Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

3 לְיַד־שְׁעָרִים לְפִי־קָרֶת מְבוֹא פְתָחִים תָּרֹֽנָּה׃

ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

4 אֲלֵיכֶם אִישִׁים אֶקְרָא וְקוֹלִי אֶל־בְּנֵי אָדָֽם׃

Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

5 הָבִינוּ פְתָאיִם עׇרְמָה וּכְסִילִים הָבִינוּ לֵֽב׃

I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!

6 שִׁמְעוּ כִּֽי־נְגִידִים אֲדַבֵּר וּמִפְתַּח שְׂפָתַי מֵישָׁרִֽים׃

Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;

7 כִּֽי־אֱמֶת יֶהְגֶּה חִכִּי וְתוֹעֲבַת שְׂפָתַי רֶֽשַׁע׃

ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

8 בְּצֶדֶק כׇּל־אִמְרֵי־פִי אֵין בָּהֶם נִפְתָּל וְעִקֵּֽשׁ׃

Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

9 כֻּלָּם נְכֹחִים לַמֵּבִין וִישָׁרִים לְמֹצְאֵי דָֽעַת׃

de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

10 קְחֽוּ־מוּסָרִי וְאַל־כָּסֶף וְדַעַת מֵחָרוּץ נִבְחָֽר׃

Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

11 כִּֽי־טוֹבָה חׇכְמָה מִפְּנִינִים וְכׇל־חֲפָצִים לֹא יִֽשְׁווּ־בָֽהּ׃

thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

12 אֲֽנִי־חׇכְמָה שָׁכַנְתִּי עׇרְמָה וְדַעַת מְזִמּוֹת אֶמְצָֽא׃

Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

13 יִרְאַת יְהֹוָה שְֽׂנֹאת ־ רָע גֵּאָה וְגָאוֹן ׀ וְדֶרֶךְ רָע וּפִי תַהְפֻּכוֹת שָׂנֵֽאתִי׃

HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

14 לִֽי־עֵצָה וְתוּשִׁיָּה אֲנִי בִינָה לִי גְבוּרָֽה׃

Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

15 בִּי מְלָכִים יִמְלֹכוּ וְרֹזְנִים יְחֹקְקוּ צֶֽדֶק׃

Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

16 בִּי שָׂרִים יָשֹׂרוּ וּנְדִיבִים כׇּל־שֹׁפְטֵי צֶֽדֶק׃

ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

17 אֲנִי (אהביה) [אֹהֲבַי] אֵהָב וּמְשַׁחֲרַי יִמְצָאֻֽנְנִי׃

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

18 עֹֽשֶׁר־וְכָבוֹד אִתִּי הוֹן עָתֵק וּצְדָקָֽה׃

Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

19 טוֹב פִּרְיִי מֵחָרוּץ וּמִפָּז וּתְבוּאָתִי מִכֶּסֶף נִבְחָֽר׃

Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

20 בְּאֹֽרַח־צְדָקָה אֲהַלֵּךְ בְּתוֹךְ נְתִיבוֹת מִשְׁפָּֽט׃

Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier

21 לְהַנְחִיל אֹהֲבַי ׀ יֵשׁ וְאֹצְרֹתֵיהֶם אֲמַלֵּֽא׃

for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

22 יְֽהֹוָה קָנָנִי רֵאשִׁית דַּרְכּוֹ קֶדֶם מִפְעָלָיו מֵאָֽז׃

Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

23 מֵעוֹלָם נִסַּכְתִּי מֵרֹאשׁ מִקַּדְמֵי־אָֽרֶץ׃

jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

24 בְּאֵין־תְּהֹמוֹת חוֹלָלְתִּי בְּאֵין מַעְיָנוֹת נִכְבַּדֵּי־מָֽיִם׃

jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

25 בְּטֶרֶם הָרִים הׇטְבָּעוּ לִפְנֵי גְבָעוֹת חוֹלָֽלְתִּי׃

førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

26 עַד־לֹא עָשָׂה אֶרֶץ וְחוּצוֹת וְרֹאשׁ עַפְרוֹת תֵּבֵֽל׃

førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

27 בַּהֲכִינוֹ שָׁמַיִם שָׁם אָנִי בְּחֻקוֹ חוּג עַל־פְּנֵי תְהֽוֹם׃

Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

28 בְּאַמְּצוֹ שְׁחָקִים מִמָּעַל בַּעֲזוֹז עִינוֹת תְּהֽוֹם׃

Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

29 בְּשׂוּמוֹ לַיָּם ׀ חֻקּוֹ וּמַיִם לֹא יַֽעַבְרוּ־פִיו בְּחוּקוֹ מוֹסְדֵי אָֽרֶץ׃

da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

30 וָאֶהְיֶה אֶצְלוֹ אָמוֹן וָאֶהְיֶה שַׁעֲשׁוּעִים יוֹם ׀ יוֹם מְשַׂחֶקֶת לְפָנָיו בְּכׇל־עֵֽת׃

da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,

31 מְשַׂחֶקֶת בְּתֵבֵל אַרְצוֹ וְשַׁעֲשֻׁעַי אֶת־בְּנֵי אָדָֽם׃

leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

32 וְעַתָּה בָנִים שִׁמְעוּ־לִי וְאַשְׁרֵי דְּרָכַי יִשְׁמֹֽרוּ׃

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

33 שִׁמְעוּ מוּסָר וַחֲכָמוּ וְאַל־תִּפְרָֽעוּ׃

Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

34 אַשְֽׁרֵי אָדָם שֹׁמֵעַֽ לִי לִשְׁקֹד עַל־דַּלְתֹתַי יוֹם ׀ יוֹם לִשְׁמֹר מְזוּזֹת פְּתָחָֽי׃

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

35 כִּי מֹצְאִי (מצאי) [מָצָא] חַיִּים וַיָּפֶק רָצוֹן מֵיְהֹוָֽה׃

Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

36 וְֽחֹטְאִי חֹמֵס נַפְשׁוֹ כׇּל־מְשַׂנְאַי אָהֲבוּ מָֽוֶת׃

men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.