מִשְׁלֵי 5

1 בְּנִי לְחׇכְמָתִי הַקְשִׁיבָה לִתְבוּנָתִי הַט־אׇזְנֶֽךָ׃

Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;

2 לִשְׁמֹר מְזִמּוֹת וְדַעַת שְׂפָתֶיךָ יִנְצֹֽרוּ׃

at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.

3 כִּי נֹפֶת תִּטֹּפְנָה שִׂפְתֵי זָרָה וְחָלָק מִשֶּׁמֶן חִכָּֽהּ׃

Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.

4 וְֽאַחֲרִיתָהּ מָרָה כַֽלַּעֲנָה חַדָּה כְּחֶרֶב פִּיּֽוֹת׃

Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.

5 רַגְלֶיהָ יֹרְדוֹת מָוֶת שְׁאוֹל צְעָדֶיהָ יִתְמֹֽכוּ׃ (Sheol h7585)

Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)

6 אֹרַח חַיִּים פֶּן־תְּפַלֵּס נָעוּ מַעְגְּלֹתֶיהָ לֹא תֵדָֽע׃

For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.

7 וְעַתָּה בָנִים שִׁמְעוּ־לִי וְאַל־תָּסוּרוּ מֵאִמְרֵי־פִֽי׃

Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.

8 הַרְחֵק מֵעָלֶיהָ דַרְכֶּךָ וְאַל־תִּקְרַב אֶל־פֶּתַח בֵּיתָֽהּ׃

Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,

9 פֶּן־תִּתֵּן לַאֲחֵרִים הוֹדֶךָ וּשְׁנֹתֶיךָ לְאַכְזָרִֽי׃

at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;

10 פֶּֽן־יִשְׂבְּעוּ זָרִים כֹּחֶךָ וַעֲצָבֶיךָ בְּבֵית נׇכְרִֽי׃

at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;

11 וְנָהַמְתָּ בְאַחֲרִיתֶךָ בִּכְלוֹת בְּשָׂרְךָ וּשְׁאֵרֶֽךָ׃

saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,

12 וְֽאָמַרְתָּ אֵיךְ שָׂנֵאתִי מוּסָר וְתוֹכַחַת נָאַץ לִבִּֽי׃

og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?

13 וְֽלֹא־שָׁמַעְתִּי בְּקוֹל מוֹרָי וְלִֽמְלַמְּדַי לֹֽא־הִטִּיתִי אׇזְנִֽי׃

saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.

14 כִּמְעַט הָיִיתִי בְכׇל־רָע בְּתוֹךְ קָהָל וְעֵדָֽה׃

Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.

15 שְׁתֵה־מַיִם מִבּוֹרֶךָ וְנֹזְלִים מִתּוֹךְ בְּאֵרֶֽךָ׃

Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!

16 יָפוּצוּ מַעְיְנֹתֶיךָ חוּצָה בָּרְחֹבוֹת פַּלְגֵי־מָֽיִם׃

Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?

17 יִֽהְיוּ־לְךָ לְבַדֶּךָ וְאֵין לְזָרִים אִתָּֽךְ׃

Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.

18 יְהִֽי־מְקוֹרְךָ בָרוּךְ וּשְׂמַח מֵאֵשֶׁת נְעוּרֶֽךָ׃

Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

19 אַיֶּלֶת אֲהָבִים וְֽיַעֲלַת־חֵן דַּדֶּיהָ יְרַוֻּךָ בְכׇל־עֵת בְּאַהֲבָתָהּ תִּשְׁגֶּה תָמִֽיד׃

en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.

20 וְלָמָּה תִשְׁגֶּה בְנִי בְזָרָה וּתְחַבֵּק חֵק נׇכְרִיָּֽה׃

Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?

21 כִּי נֹכַח ׀ עֵינֵי יְהֹוָה דַּרְכֵי־אִישׁ וְֽכׇל־מַעְגְּלֹתָיו מְפַלֵּֽס׃

Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.

22 עֲֽווֹנֹתָיו יִלְכְּדֻנוֹ אֶת־הָרָשָׁע וּבְחַבְלֵי חַטָּאתוֹ יִתָּמֵֽךְ׃

Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.

23 הוּא יָמוּת בְּאֵין מוּסָר וּבְרֹב אִוַּלְתּוֹ יִשְׁגֶּֽה׃

Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.