מִשְׁלֵי 20

1 לֵץ הַיַּיִן הֹמֶה שֵׁכָר וְכׇל־שֹׁגֶה בּוֹ לֹא יֶחְכָּֽם׃

Vin er en Spotter, stærk Drik en Larmer, og hver som raver deraf, bliver ikke viis.

2 נַהַם כַּכְּפִיר אֵימַת מֶלֶךְ מִתְעַבְּרוֹ חוֹטֵא נַפְשֽׁוֹ׃

Den Forfærdelse, en Konge vækker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv.

3 כָּבוֹד לָאִישׁ שֶׁבֶת מֵרִיב וְכׇל־אֱוִיל יִתְגַּלָּֽע׃

Det er en Ære for en Mand at blive fra Trætte, men hver Daare vælter sig ind i den.

4 מֵחֹרֶף עָצֵל לֹא־יַחֲרֹשׁ (ישאל) [וְשָׁאַל] בַּקָּצִיר וָאָֽיִן׃

Fordi det er Vinter, vil den lade ikke pløje; om Høsten vil han søge, og der er intet.

5 מַיִם עֲמֻקִּים עֵצָה בְלֶב־אִישׁ וְאִישׁ תְּבוּנָה יִדְלֶֽנָּה׃

Raad i en Mands Hjerte er dybt Vand, men en forstandig Mand drager det op.

6 רׇב־אָדָם יִקְרָא אִישׁ חַסְדּוֹ וְאִישׁ אֱמוּנִים מִי יִמְצָֽא׃

Mange Mennesker udraabe hver sin Kærlighed; men hvo finder en trofast Mand?

7 מִתְהַלֵּךְ בְּתֻמּוֹ צַדִּיק אַשְׁרֵי בָנָיו אַחֲרָֽיו׃

Den, som vandrer frem i sin Oprigtighed, er retfærdig; lyksalige ere hans Børn efter ham.

8 מֶלֶךְ יוֹשֵׁב עַל־כִּסֵּא־דִין מְזָרֶה בְעֵינָיו כׇּל־רָֽע׃

En Konge, som sidder paa Domstolen, udskiller alle onde med sine Øjne.

9 מִֽי־יֹאמַר זִכִּיתִי לִבִּי טָהַרְתִּי מֵחַטָּאתִֽי׃

Hvo kan sige: Jeg har renset mit Hjerte; jeg er ren for min Synd?

10 אֶבֶן וָאֶבֶן אֵיפָה וְאֵיפָה תּוֹעֲבַת יְהֹוָה גַּם־שְׁנֵיהֶֽם׃

To Slags Vægt og to Slags Efa, de ere begge en Vederstyggelighed for Herren.

11 גַּם בְּמַעֲלָלָיו יִתְנַכֶּר־נָעַר אִם־זַךְ וְאִם־יָשָׁר פׇּעֳלֽוֹ׃

Ogsaa af sine Gerninger kendes den unge, om han er ren, og om hans Gerning er ret.

12 אֹזֶן שֹׁמַעַת וְעַיִן רֹאָה יְהֹוָה עָשָׂה גַם־שְׁנֵיהֶֽם׃

Et Øre, som hører, og et Øje, som ser, ogsaa dem begge har Herren gjort.

13 אַל־תֶּאֱהַב שֵׁנָה פֶּן־תִּוָּרֵשׁ פְּקַח עֵינֶיךָ שְֽׂבַֽע־לָֽחֶם׃

Elsk ikke Søvn, at du ikke skal blive fattig; slaa dine Øjne op, saa skal du mættes af Brød.

14 רַע רַע יֹאמַר הַקּוֹנֶה וְאֹזֵל לוֹ אָז יִתְהַלָּֽל׃

Det er slet! det er slet! siger Køberen; men naar han gaar bort, da roser han sig.

15 יֵשׁ זָהָב וְרׇב־פְּנִינִים וּכְלִי יְקָר שִׂפְתֵי־דָֽעַת׃

Der er Guld og mange Perler til; men Kundskabs Læber ere et dyrebart Kar.

16 לְֽקַח־בִּגְדוֹ כִּי־עָרַב זָר וּבְעַד (נכרים) [נׇכְרִיָּה] חַבְלֵֽהוּ׃

Naar en gaar i Borgen for en fremmed, saa tag hans Klæder; og tag Pant af ham, naar det er for den ubekendte.

17 עָרֵב לָאִישׁ לֶחֶם שָׁקֶר וְאַחַר יִמָּֽלֵא־פִיהוּ חָצָֽץ׃

Brød, tjent ved Bedrag, smager en Mand vel; men siden bliver hans Mund fuld af Grus.

18 מַחֲשָׁבוֹת בְּעֵצָה תִכּוֹן וּבְתַחְבֻּלוֹת עֲשֵׂה מִלְחָמָֽה׃

Beslutninger efter Raadslagning bestaa; før da Krig efter fornuftig Ledelse!

19 גּֽוֹלֶה־סּוֹד הוֹלֵךְ רָכִיל וּלְפֹתֶה שְׂפָתָיו לֹא תִתְעָרָֽב׃

Den, der gaar om som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; og indlad dig ikke med den, som er aabenmundet.

20 מְקַלֵּל אָבִיו וְאִמּוֹ יִֽדְעַךְ נֵרוֹ (באישון) [בֶּאֱשׁוּן] חֹֽשֶׁךְ׃

Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.

21 נַחֲלָה (מבחלת) [מְבֹהֶלֶת] בָּרִאשׁוֹנָה וְאַחֲרִיתָהּ לֹא תְבֹרָֽךְ׃

Den Arv, som man i Førstningen higer efter, den skal ikke velsignes paa det sidste.

22 אַל־תֹּאמַר אֲשַׁלְּמָה־רָע קַוֵּה לַיהֹוָה וְיֹשַֽׁע לָֽךְ׃

Sig ikke: Jeg vil betale ondt; bi efter Herren, og han skal frelse dig.

23 תּוֹעֲבַת יְהֹוָה אֶבֶן וָאָבֶן וּמֹאזְנֵי מִרְמָה לֹא־טֽוֹב׃

To Slags Vægt er en Vederstyggelighed for Herren, og falske Vægtskaaler ere ikke gode.

24 מֵיְהֹוָה מִצְעֲדֵי־גָבֶר וְאָדָם מַה־יָּבִין דַּרְכּֽוֹ׃

En Mands Gang er at Herren, og hvad forstaar et Menneske sig paa sin Vej?

25 מוֹקֵשׁ אָדָם יָלַע קֹדֶשׁ וְאַחַר נְדָרִים לְבַקֵּֽר׃

Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: „Helligt!‟ og først efter Løfterne betænke det.

26 מְזָרֶה רְשָׁעִים מֶלֶךְ חָכָם וַיָּשֶׁב עֲלֵיהֶם אוֹפָֽן׃

En viis Konge udskiller de ugudelige og lader Hjulet gaa over dem.

27 נֵר יְהֹוָה נִשְׁמַת אָדָם חֹפֵשׂ כׇּל־חַדְרֵי־בָֽטֶן׃

Menneskens Aand er en Lampe fra Herren; den ransager alle Lønkamre i hans Indre.

28 חֶסֶד וֶֽאֱמֶת יִצְּרוּ־מֶלֶךְ וְסָעַד בַּחֶסֶד כִּסְאֽוֹ׃

Miskundhed og Sandhed bevare en Konge, og han støtter sin Trone ved Miskundhed.

29 תִּפְאֶרֶת בַּחוּרִים כֹּחָם וַהֲדַר זְקֵנִים שֵׂיבָֽה׃

En Pryd for de unge er deres Kraft, og et Smykke for de gamle ere de graa Haar.

30 חַבֻּרוֹת פֶּצַע (תמריק) [תַּמְרוּק] בְּרָע וּמַכּוֹת חַדְרֵי־בָֽטֶן׃

En Salvelse for den onde ere Striber af Saar og Slag, der trænge dybt ind i hans Krop.