איוב 9
| וַיַּעַן אִיּוֹב וַיֹּאמַֽר׃ | 1 |
Så tog Job til Orde og svarede:
| אׇמְנָם יָדַעְתִּי כִי־כֵן וּמַה־יִּצְדַּק אֱנוֹשׁ עִם־אֵֽל׃ | 2 |
"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
| אִם־יַחְפֹּץ לָרִיב עִמּוֹ לֹֽא־יַעֲנֶנּוּ אַחַת מִנִּי־אָֽלֶף׃ | 3 |
Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
| חֲכַם לֵבָב וְאַמִּיץ כֹּחַ מִֽי־הִקְשָׁה אֵלָיו וַיִּשְׁלָֽם׃ | 4 |
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
| הַמַּעְתִּיק הָרִים וְלֹא יָדָעוּ אֲשֶׁר הֲפָכָם בְּאַפּֽוֹ׃ | 5 |
Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
| הַמַּרְגִּיז אֶרֶץ מִמְּקוֹמָהּ וְעַמּוּדֶיהָ יִתְפַּלָּצֽוּן׃ | 6 |
ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
| הָאֹמֵר לַחֶרֶס וְלֹא יִזְרָח וּבְעַד כּוֹכָבִים יַחְתֹּֽם׃ | 7 |
han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
| נֹטֶה שָׁמַיִם לְבַדּוֹ וְדוֹרֵךְ עַל־בָּמֳתֵי יָֽם׃ | 8 |
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
| עֹֽשֶׂה־עָשׁ כְּסִיל וְכִימָה וְחַדְרֵי תֵמָֽן׃ | 9 |
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
| עֹשֶׂה גְדֹלוֹת עַד־אֵין חֵקֶר וְנִפְלָאוֹת עַד־אֵין מִסְפָּֽר׃ | 10 |
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
| הֵן יַעֲבֹר עָלַי וְלֹא אֶרְאֶה וְיַחֲלֹף וְֽלֹא־אָבִין לֽוֹ׃ | 11 |
Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
| הֵן יַחְתֹּף מִי יְשִׁיבֶנּוּ מִי־יֹאמַר אֵלָיו מַֽה־תַּעֲשֶֽׂה׃ | 12 |
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
| אֱלוֹהַּ לֹא־יָשִׁיב אַפּוֹ תַּחְתָּו שָׁחֲחוּ עֹזְרֵי רָֽהַב׃ | 13 |
Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
| אַף כִּֽי־אָנֹכִי אֶעֱנֶנּוּ אֶבְחֲרָה דְבָרַי עִמּֽוֹ׃ | 14 |
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
| אֲשֶׁר אִם־צָדַקְתִּי לֹא אֶעֱנֶה לִמְשֹׁפְטִי אֶתְחַנָּֽן׃ | 15 |
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
| אִם־קָרָאתִי וַֽיַּעֲנֵנִי לֹֽא־אַאֲמִין כִּֽי־יַאֲזִין קוֹלִֽי׃ | 16 |
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
| אֲשֶׁר־בִּשְׂעָרָה יְשׁוּפֵנִי וְהִרְבָּה פְצָעַי חִנָּֽם׃ | 17 |
han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
| לֹֽא־יִתְּנֵנִי הָשֵׁב רוּחִי כִּי יַשְׂבִּעַנִי מַמְּרֹרִֽים׃ | 18 |
ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
| אִם־לְכֹחַ אַמִּיץ הִנֵּה וְאִם־לְמִשְׁפָּט מִי יוֹעִידֵֽנִי׃ | 19 |
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
| אִם־אֶצְדָּק פִּי יַרְשִׁיעֵנִי תׇּֽם־אָנִי וַֽיַּעְקְשֵֽׁנִי׃ | 20 |
Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
| תׇּֽם־אָנִי לֹֽא־אֵדַע נַפְשִׁי אֶמְאַס חַיָּֽי׃ | 21 |
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
| אַחַת הִיא עַל־כֵּן אָמַרְתִּי תָּם וְרָשָׁע הוּא מְכַלֶּֽה׃ | 22 |
Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
| אִם־שׁוֹט יָמִית פִּתְאֹם לְמַסַּת נְקִיִּם יִלְעָֽג׃ | 23 |
Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
| אֶרֶץ ׀ נִתְּנָה בְֽיַד־רָשָׁע פְּנֵֽי־שֹׁפְטֶיהָ יְכַסֶּה אִם־לֹא אֵפוֹא מִי־הֽוּא׃ | 24 |
Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
| וְיָמַי קַלּוּ מִנִּי־רָץ בָּרְחוּ לֹא־רָאוּ טוֹבָֽה׃ | 25 |
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
| חָלְפוּ עִם־אֳנִיּוֹת אֵבֶה כְּנֶשֶׁר יָטוּשׂ עֲלֵי־אֹֽכֶל׃ | 26 |
gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
| אִם־אׇמְרִי אֶשְׁכְּחָה שִׂיחִי אֶעֶזְבָה פָנַי וְאַבְלִֽיגָה׃ | 27 |
Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
| יָגֹרְתִּי כׇל־עַצְּבֹתָי יָדַעְתִּי כִּי־לֹא תְנַקֵּֽנִי׃ | 28 |
må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
| אָנֹכִי אֶרְשָׁע לָמָּה־זֶּה הֶבֶל אִיגָֽע׃ | 29 |
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
| אִם־הִתְרָחַצְתִּי (במו) [בְמֵי־]שָׁלֶג וַהֲזִכּוֹתִי בְּבֹר כַּפָּֽי׃ | 30 |
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
| אָז בַּשַּׁחַת תִּטְבְּלֵנִי וְתִעֲבוּנִי שַׂלְמוֹתָֽי׃ | 31 |
du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
| כִּֽי־לֹא־אִישׁ כָּמוֹנִי אֶעֱנֶנּוּ נָבוֹא יַחְדָּו בַּמִּשְׁפָּֽט׃ | 32 |
Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
| לֹא יֵשׁ־בֵּינֵינוּ מוֹכִיחַ יָשֵׁת יָדוֹ עַל־שְׁנֵֽינוּ׃ | 33 |
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
| יָסֵר מֵעָלַי שִׁבְ ט וֹ וְאֵמָתוֹ אַֽל־תְּבַעֲתַֽנִּי׃ | 34 |
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
| אֲֽדַבְּרָה וְלֹא אִירָאֶנּוּ כִּי לֹא־כֵן אָנֹכִי עִמָּדִֽי׃ | 35 |
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
