איוב 8
| וַיַּעַן בִּלְדַּד הַשּׁוּחִי וַיֹּאמַֽר׃ | 1 |
Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
| עַד־אָן תְּמַלֶּל־אֵלֶּה וְרוּחַ כַּבִּיר אִמְרֵי־פִֽיךָ׃ | 2 |
"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
| הַאֵל יְעַוֵּת מִשְׁפָּט וְאִם־שַׁדַּי יְעַוֵּת־צֶֽדֶק׃ | 3 |
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
| אִם־בָּנֶיךָ חָֽטְאוּ־לוֹ וַֽיְשַׁלְּחֵם בְּיַד־פִּשְׁעָֽם׃ | 4 |
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
| אִם־אַתָּה תְּשַׁחֵר אֶל־אֵל וְאֶל־שַׁדַּי תִּתְחַנָּֽן׃ | 5 |
så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
| אִם־זַךְ וְיָשָׁר אָתָּה כִּֽי־עַתָּה יָעִיר עָלֶיךָ וְשִׁלַּם נְוַת צִדְקֶֽךָ׃ | 6 |
Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
| וְהָיָה רֵאשִׁיתְךָ מִצְעָר וְאַחֲרִֽיתְךָ יִשְׂגֶּה מְאֹֽד׃ | 7 |
din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
| כִּֽי־שְׁאַל־נָא לְדֹר רִישׁוֹן וְכוֹנֵן לְחֵקֶר אֲבוֹתָֽם׃ | 8 |
Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
| כִּֽי־תְמוֹל אֲנַחְנוּ וְלֹא נֵדָע כִּי צֵל יָמֵינוּ עֲלֵי־אָֽרֶץ׃ | 9 |
Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
| הֲלֹא־הֵם יוֹרוּךָ יֹאמְרוּ לָךְ וּמִלִּבָּם יוֹצִאוּ מִלִּֽים׃ | 10 |
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
| הֲיִֽגְאֶה־גֹּמֶא בְּלֹא בִצָּה יִשְׂגֶּה־אָחוּ בְלִי־מָֽיִם׃ | 11 |
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
| עֹדֶנּוּ בְאִבּוֹ לֹא יִקָּטֵף וְלִפְנֵי כׇל־חָצִיר יִיבָֽשׁ׃ | 12 |
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
| כֵּן אׇרְחוֹת כׇּל־שֹׁכְחֵי אֵל וְתִקְוַת חָנֵף תֹּאבֵֽד׃ | 13 |
Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
| אֲשֶׁר־יָקוֹט כִּסְלוֹ וּבֵית עַכָּבִישׁ מִבְטַחֽוֹ׃ | 14 |
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
| יִשָּׁעֵן עַל־בֵּיתוֹ וְלֹא יַעֲמֹד יַחֲזִיק בּוֹ וְלֹא יָקֽוּם׃ | 15 |
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
| רָטֹב הוּא לִפְנֵי־שָׁמֶשׁ וְעַל גַּנָּתוֹ יֹנַקְתּוֹ תֵצֵֽא׃ | 16 |
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
| עַל־גַּל שׇׁרָשָׁיו יְסֻבָּכוּ בֵּית אֲבָנִים יֶחֱזֶֽה׃ | 17 |
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
| אִם־יְבַלְּעֶנּוּ מִמְּקֹמוֹ וְכִחֶשׁ בּוֹ לֹא רְאִיתִֽיךָ׃ | 18 |
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
| הֶן־הוּא מְשׂוֹשׂ דַּרְכּוֹ וּמֵעָפָר אַחֵר יִצְמָֽחוּ׃ | 19 |
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
| הֶן־אֵל לֹא יִמְאַס־תָּם וְלֹֽא־יַחֲזִיק בְּיַד־מְרֵעִֽים׃ | 20 |
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
| עַד־יְמַלֵּה שְׂחוֹק פִּיךָ וּשְׂפָתֶיךָ תְרוּעָֽה׃ | 21 |
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
| שֹׂנְאֶיךָ יִלְבְּשׁוּ־בֹשֶׁת וְאֹהֶל רְשָׁעִים אֵינֶֽנּוּ׃ | 22 |
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
