< איוב 8 >

וַיַּעַן בִּלְדַּד הַשּׁוּחִי וַיֹּאמַֽר׃ 1
Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
עַד־אָן תְּמַלֶּל־אֵלֶּה וְרוּחַ כַּבִּיר אִמְרֵי־פִֽיךָ׃ 2
Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
הַאֵל יְעַוֵּת מִשְׁפָּט וְאִם־שַׁדַּי יְעַוֵּת־צֶֽדֶק׃ 3
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
אִם־בָּנֶיךָ חָֽטְאוּ־לוֹ וַֽיְשַׁלְּחֵם בְּיַד־פִּשְׁעָֽם׃ 4
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
אִם־אַתָּה תְּשַׁחֵר אֶל־אֵל וְאֶל־שַׁדַּי תִּתְחַנָּֽן׃ 5
saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
אִם־זַךְ וְיָשָׁר אָתָּה כִּֽי־עַתָּה יָעִיר עָלֶיךָ וְשִׁלַּם נְוַת צִדְקֶֽךָ׃ 6
Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
וְהָיָה רֵאשִׁיתְךָ מִצְעָר וְאַחֲרִֽיתְךָ יִשְׂגֶּה מְאֹֽד׃ 7
din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
כִּֽי־שְׁאַל־נָא לְדֹר רִישׁוֹן וְכוֹנֵן לְחֵקֶר אֲבוֹתָֽם׃ 8
Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
כִּֽי־תְמוֹל אֲנַחְנוּ וְלֹא נֵדָע כִּי צֵל יָמֵינוּ עֲלֵי־אָֽרֶץ׃ 9
Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
הֲלֹא־הֵם יוֹרוּךָ יֹאמְרוּ לָךְ וּמִלִּבָּם יוֹצִאוּ מִלִּֽים׃ 10
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
הֲיִֽגְאֶה־גֹּמֶא בְּלֹא בִצָּה יִשְׂגֶּה־אָחוּ בְלִי־מָֽיִם׃ 11
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
עֹדֶנּוּ בְאִבּוֹ לֹא יִקָּטֵף וְלִפְנֵי כׇל־חָצִיר יִיבָֽשׁ׃ 12
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
כֵּן אׇרְחוֹת כׇּל־שֹׁכְחֵי אֵל וְתִקְוַת חָנֵף תֹּאבֵֽד׃ 13
Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
אֲשֶׁר־יָקוֹט כִּסְלוֹ וּבֵית עַכָּבִישׁ מִבְטַחֽוֹ׃ 14
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
יִשָּׁעֵן עַל־בֵּיתוֹ וְלֹא יַעֲמֹד יַחֲזִיק בּוֹ וְלֹא יָקֽוּם׃ 15
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
רָטֹב הוּא לִפְנֵי־שָׁמֶשׁ וְעַל גַּנָּתוֹ יֹנַקְתּוֹ תֵצֵֽא׃ 16
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
עַל־גַּל שׇׁרָשָׁיו יְסֻבָּכוּ בֵּית אֲבָנִים יֶחֱזֶֽה׃ 17
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
אִם־יְבַלְּעֶנּוּ מִמְּקֹמוֹ וְכִחֶשׁ בּוֹ לֹא רְאִיתִֽיךָ׃ 18
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
הֶן־הוּא מְשׂוֹשׂ דַּרְכּוֹ וּמֵעָפָר אַחֵר יִצְמָֽחוּ׃ 19
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
הֶן־אֵל לֹא יִמְאַס־תָּם וְלֹֽא־יַחֲזִיק בְּיַד־מְרֵעִֽים׃ 20
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
עַד־יְמַלֵּה שְׂחוֹק פִּיךָ וּשְׂפָתֶיךָ תְרוּעָֽה׃ 21
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
שֹׂנְאֶיךָ יִלְבְּשׁוּ־בֹשֶׁת וְאֹהֶל רְשָׁעִים אֵינֶֽנּוּ׃ 22
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

< איוב 8 >