איוב 6

1 וַיַּעַן אִיּוֹב וַיֹּאמַֽר׃

Så tog Job til Orde og svarede:

2 לוּ שָׁקוֹל יִשָּׁקֵל כַּעְשִׂי (והיתי) [וְהַוָּתִי] בְּֽמֹאזְנַיִם יִשְׂאוּ־יָֽחַד׃

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

3 כִּֽי־עַתָּה מֵחוֹל יַמִּים יִכְבָּד עַל־כֵּן דְּבָרַי לָֽעוּ׃

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

4 כִּי חִצֵּי שַׁדַּי עִמָּדִי אֲשֶׁר חֲמָתָם שֹׁתָה רוּחִי בִּעוּתֵי אֱלוֹהַּ יַעַרְכֽוּנִי׃

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

5 הֲיִֽנְהַק־פֶּרֶא עֲלֵי־דֶשֶׁא אִם יִגְעֶה־שּׁוֹר עַל־בְּלִילֽוֹ׃

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

6 הֲיֵאָכֵל תָּפֵל מִבְּלִי־מֶלַח אִם־יֶשׁ־טַעַם בְּרִיר חַלָּמֽוּת׃

Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

7 מֵאֲנָה לִנְגּוֹעַ נַפְשִׁי הֵמָּה כִּדְוֵי לַחְמִֽי׃

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

8 מִֽי־יִתֵּן תָּבוֹא שֶׁאֱלָתִי וְתִקְוָתִי יִתֵּן אֱלֽוֹהַּ׃

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

9 וְיֹאֵל אֱלוֹהַּ וִידַכְּאֵנִי יַתֵּר יָדוֹ וִיבַצְּעֵֽנִי׃

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

10 וּתְהִי־עוֹד ׀ נֶחָמָתִי וַאֲסַלְּדָה בְחִילָה לֹא יַחְמוֹל כִּי־לֹא כִחַדְתִּי אִמְרֵי קָדֽוֹשׁ׃

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

11 מַה־כֹּחִי כִֽי־אֲיַחֵל וּמַה־קִּצִּי כִּֽי־אַאֲרִיךְ נַפְשִֽׁי׃

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

12 אִם־כֹּחַ אֲבָנִים כֹּחִי אִֽם־בְּשָׂרִי נָחֽוּשׁ׃

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

13 הַאִם אֵין עֶזְרָתִי בִי וְתֻשִׁיָּה נִדְּחָה מִמֶּֽנִּי׃

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

14 לַמָּס מֵרֵעֵהוּ חָסֶד וְיִרְאַת שַׁדַּי יַעֲזֽוֹב׃

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

15 אַחַי בָּגְדוּ כְמוֹ־נָחַל כַּאֲפִיק נְחָלִים יַעֲבֹֽרוּ׃

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

16 הַקֹּדְרִים מִנִּי־קָרַח עָלֵימוֹ יִתְעַלֶּם־שָֽׁלֶג׃

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

17 בְּעֵת יְזֹרְבוּ נִצְמָתוּ בְּחֻמּוֹ נִדְעֲכוּ מִמְּקוֹמָֽם׃

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

18 יִלָּפְתוּ אׇרְחוֹת דַּרְכָּם יַעֲלוּ בַתֹּהוּ וְיֹאבֵֽדוּ׃

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

19 הִבִּיטוּ אׇרְחוֹת תֵּמָא הֲלִיכֹת שְׁבָא קִוּוּ־לָֽמוֹ׃

Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

20 בֹּשׁוּ כִֽי־בָטָח בָּאוּ עָדֶיהָ וַיֶּחְפָּֽרוּ׃

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

21 כִּֽי־עַתָּה הֱיִיתֶם לֹא תִּֽרְאוּ חֲתַת וַתִּירָֽאוּ׃

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

22 הֲֽכִי־אָמַרְתִּי הָבוּ לִי וּמִכֹּחֲכֶם שִׁחֲדוּ בַעֲדִֽי׃

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

23 וּמַלְּטוּנִי מִיַּד־צָר וּמִיַּד עָרִיצִים תִּפְדּֽוּנִי׃

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

24 הוֹרוּנִי וַאֲנִי אַחֲרִישׁ וּמַה־שָּׁגִיתִי הָבִינוּ לִֽי׃

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

25 מַה־נִּמְרְצוּ אִמְרֵי־יֹשֶׁר וּמַה־יּוֹכִיחַ הוֹכֵחַ מִכֶּֽם׃

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

26 הַלְהוֹכַח מִלִּים תַּחְשֹׁבוּ וּלְרוּחַ אִמְרֵי נֹאָֽשׁ׃

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

27 אַף־עַל־יָתוֹם תַּפִּילוּ וְתִכְרוּ עַֽל־רֵיעֲכֶֽם׃

Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

28 וְעַתָּה הוֹאִילוּ פְנוּ־בִי וְעַל־פְּנֵיכֶם אִם־אֲכַזֵּֽב׃

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

29 שֽׁוּבוּ־נָא אַל־תְּהִי עַוְלָה (ושבי) [וְשׁוּבוּ] עוֹד צִדְקִי־בָֽהּ׃

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

30 הֲיֵשׁ־בִּלְשׁוֹנִי עַוְלָה אִם־חִכִּי לֹא־יָבִין הַוּֽוֹת׃

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?