< איוב 35 >
וַיַּעַן אֱלִיהוּ וַיֹּאמַֽר׃ | 1 |
Og Elihu tog til Orde og sagde:
הֲזֹאת חָשַׁבְתָּ לְמִשְׁפָּט אָמַרְתָּ צִדְקִי מֵאֵֽל׃ | 2 |
"Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,
כִּֽי־תֹאמַר מַה־יִּסְכׇּן־לָךְ מָה־אֹעִיל מֵחַטָּאתִֽי׃ | 3 |
at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"
אֲנִי אֲשִֽׁיבְךָ מִלִּין וְֽאֶת־רֵעֶיךָ עִמָּֽךְ׃ | 4 |
Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:
הַבֵּט שָׁמַיִם וּרְאֵה וְשׁוּר שְׁחָקִים גָּבְהוּ מִמֶּֽךָּ׃ | 5 |
Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!
אִם־חָטָאתָ מַה־תִּפְעׇל־בּוֹ וְרַבּוּ פְשָׁעֶיךָ מַה־תַּֽעֲשֶׂה־לּֽוֹ׃ | 6 |
Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?
אִם־צָדַקְתָּ מַה־תִּתֶּן־לוֹ אוֹ מַה־מִּיָּדְךָ יִקָּֽח׃ | 7 |
Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd?
לְאִישׁ־כָּמוֹךָ רִשְׁעֶךָ וּלְבֶן־אָדָם צִדְקָתֶֽךָ׃ | 8 |
Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!
מֵרֹב עֲשׁוּקִים יַזְעִיקוּ יְשַׁוְּעוּ מִזְּרוֹעַ רַבִּֽים׃ | 9 |
Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,
וְֽלֹא־אָמַר אַיֵּה אֱלוֹהַּ עֹשָׂי נֹתֵן זְמִרוֹת בַּלָּֽיְלָה׃ | 10 |
men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,
מַלְּפֵנוּ מִבַּהֲמוֹת אָרֶץ וּמֵעוֹף הַשָּׁמַיִם יְחַכְּמֵֽנוּ׃ | 11 |
lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?"
שָׁם יִצְעֲקוּ וְלֹא יַעֲנֶה מִפְּנֵי גְּאוֹן רָעִֽים׃ | 12 |
Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;
אַךְ־שָׁוְא לֹא־יִשְׁמַע ׀ אֵל וְשַׁדַּי לֹא יְשׁוּרֶֽנָּה׃ | 13 |
til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,
אַף כִּֽי־תֹאמַר לֹא תְשׁוּרֶנּוּ דִּין לְפָנָיו וּתְחוֹלֵֽל לֽוֹ׃ | 14 |
endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham!
וְעַתָּה כִּי־אַיִן פָּקַד אַפּוֹ וְלֹֽא־יָדַע בַּפַּשׁ מְאֹֽד׃ | 15 |
Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,
וְאִיּוֹב הֶבֶל יִפְצֶה־פִּיהוּ בִּבְלִי־דַעַת מִלִּין יַכְבִּֽר׃ | 16 |
så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.