< איוב 29 >

וַיֹּסֶף אִיּוֹב שְׂאֵת מְשָׁלוֹ וַיֹּאמַֽר׃ 1
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
מִֽי־יִתְּנֵנִי כְיַרְחֵי־קֶדֶם כִּימֵי אֱלוֹהַּ יִשְׁמְרֵֽנִי׃ 2
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
בְּהִלּוֹ נֵרוֹ עֲלֵי רֹאשִׁי לְאוֹרוֹ אֵלֶךְ חֹֽשֶׁךְ׃ 3
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
כַּאֲשֶׁר הָיִיתִי בִּימֵי חׇרְפִּי בְּסוֹד אֱלוֹהַּ עֲלֵי אׇהֳלִֽי׃ 4
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
בְּעוֹד שַׁדַּי עִמָּדִי סְבִיבוֹתַי נְעָרָֽי׃ 5
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
בִּרְחֹץ הֲלִיכַי בְּחֵמָה וְצוּר יָצוּק עִמָּדִי פַּלְגֵי־שָֽׁמֶן׃ 6
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
בְּצֵאתִי שַׁעַר עֲלֵי־קָרֶת בָּרְחוֹב אָכִין מוֹשָׁבִֽי׃ 7
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
רָאוּנִי נְעָרִים וְנֶחְבָּאוּ וִישִׁישִׁים קָמוּ עָמָֽדוּ׃ 8
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
שָׂרִים עָצְרוּ בְמִלִּים וְכַף יָשִׂימוּ לְפִיהֶֽם׃ 9
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
קוֹל־נְגִידִים נֶחְבָּאוּ וּלְשׁוֹנָם לְחִכָּם דָּבֵֽקָה׃ 10
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
כִּי אֹזֶן שָׁמְעָה וַֽתְּאַשְּׁרֵנִי וְעַיִן רָאֲתָה וַתְּעִידֵֽנִי׃ 11
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
כִּֽי־אֲמַלֵּט עָנִי מְשַׁוֵּעַ וְיָתוֹם וְֽלֹא־עֹזֵר לֽוֹ׃ 12
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
בִּרְכַּת אֹבֵד עָלַי תָּבֹא וְלֵב אַלְמָנָה אַרְנִֽן׃ 13
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
צֶדֶק לָבַשְׁתִּי וַיִּלְבָּשֵׁנִי כִּמְעִיל וְצָנִיף מִשְׁפָּטִֽי׃ 14
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
עֵינַיִם הָיִיתִי לַעִוֵּר וְרַגְלַיִם לַפִּסֵּחַ אָֽנִי׃ 15
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
אָב אָנֹכִֽי לָאֶבְיוֹנִים וְרִב לֹא־יָדַעְתִּי אֶחְקְרֵֽהוּ׃ 16
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
וָאֲשַׁבְּרָה מְתַלְּעוֹת עַוָּל וּמִשִּׁנָּיו אַשְׁלִיךְ טָֽרֶף׃ 17
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
וָאֹמַר עִם־קִנִּי אֶגְוָע וְכַחוֹל אַרְבֶּה יָמִֽים׃ 18
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
שׇׁרְשִׁי פָתוּחַ אֱלֵי־מָיִם וְטַל יָלִין בִּקְצִירִֽי׃ 19
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
כְּבוֹדִי חָדָשׁ עִמָּדִי וְקַשְׁתִּי בְּיָדִי תַחֲלִֽיף׃ 20
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
לִֽי־שָׁמְעוּ וְיִחֵלּוּ וְיִדְּמוּ לְמוֹ עֲצָתִֽי׃ 21
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
אַחֲרֵי דְבָרִי לֹא יִשְׁנוּ וְעָלֵימוֹ תִּטֹּף מִלָּתִֽי׃ 22
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
וְיִחֲלוּ כַמָּטָר לִי וּפִיהֶם פָּעֲרוּ לְמַלְקֽוֹשׁ׃ 23
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
אֶשְׂחַק אֲלֵהֶם לֹא יַאֲמִינוּ וְאוֹר פָּנַי לֹא יַפִּילֽוּן׃ 24
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
אֶבְחַר דַּרְכָּם וְאֵשֵׁב רֹאשׁ וְאֶשְׁכּוֹן כְּמֶלֶךְ בַּגְּדוּד כַּאֲשֶׁר אֲבֵלִים יְנַחֵֽם׃ 25
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

< איוב 29 >