איוב 27
| וַיֹּסֶף אִיּוֹב שְׂאֵת מְשָׁלוֹ וַיֹּאמַֽר׃ | 1 |
Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
| חַי־אֵל הֵסִיר מִשְׁפָּטִי וְשַׁדַּי הֵמַר נַפְשִֽׁי׃ | 2 |
"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
| כִּי־כׇל־עוֹד נִשְׁמָתִי בִי וְרוּחַ אֱלוֹהַּ בְּאַפִּֽי׃ | 3 |
Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
| אִם־תְּדַבֵּרְנָה שְׂפָתַי עַוְלָה וּלְשׁוֹנִי אִם־יֶהְגֶּה רְמִיָּֽה׃ | 4 |
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
| חָלִילָה לִּי אִם־אַצְדִּיק אֶתְכֶם עַד־אֶגְוָע לֹֽא־אָסִיר תֻּמָּתִי מִמֶּֽנִּי׃ | 5 |
Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
| בְּצִדְקָתִי הֶחֱזַקְתִּי וְלֹא אַרְפֶּהָ לֹא־יֶחֱרַף לְבָבִי מִיָּמָֽי׃ | 6 |
Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
| יְהִי כְרָשָׁע אֹיְבִי וּמִתְקוֹמְמִי כְעַוָּֽל׃ | 7 |
Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
| כִּי מַה־תִּקְוַת חָנֵף כִּי יִבְצָע כִּי יֵשֶׁל אֱלוֹהַּ נַפְשֽׁוֹ׃ | 8 |
Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
| הֲֽצַעֲקָתוֹ יִשְׁמַע ׀ אֵל כִּֽי־תָבוֹא עָלָיו צָרָֽה׃ | 9 |
Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
| אִם־עַל־שַׁדַּי יִתְעַנָּג יִקְרָא אֱלוֹהַּ בְּכׇל־עֵֽת׃ | 10 |
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
| אוֹרֶה אֶתְכֶם בְּיַד־אֵל אֲשֶׁר עִם־שַׁדַּי לֹא אֲכַחֵֽד׃ | 11 |
Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
| הֵן־אַתֶּם כֻּלְּכֶם חֲזִיתֶם וְלָמָּה־זֶּה הֶבֶל תֶּהְבָּֽלוּ׃ | 12 |
se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
| זֶה ׀ חֵלֶק־אָדָם רָשָׁע ׀ עִם־אֵל וְֽנַחֲלַת עָרִיצִים מִשַּׁדַּי יִקָּֽחוּ׃ | 13 |
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
| אִם־יִרְבּוּ בָנָיו לְמוֹ־חָרֶב וְצֶאֱצָאָיו לֹא יִשְׂבְּעוּ־לָֽחֶם׃ | 14 |
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
| שְׂרִידָו בַּמָּוֶת יִקָּבֵרוּ וְאַלְמְנֹתָיו לֹא תִבְכֶּֽינָה׃ | 15 |
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
| אִם־יִצְבֹּר כֶּעָפָר כָּסֶף וְכַחֹמֶר יָכִין מַלְבּֽוּשׁ׃ | 16 |
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
| יָכִין וְצַדִּיק יִלְבָּשׁ וְכֶסֶף נָקִי יַחֲלֹֽק׃ | 17 |
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
| בָּנָה כָעָשׁ בֵּיתוֹ וּכְסֻכָּה עָשָׂה נֹצֵֽר׃ | 18 |
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
| עָשִׁיר יִשְׁכַּב וְלֹא יֵאָסֵף עֵינָיו פָּקַח וְאֵינֶֽנּוּ׃ | 19 |
han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
| תַּשִּׂיגֵהוּ כַמַּיִם בַּלָּהוֹת לַיְלָה גְּנָבַתּוּ סוּפָֽה׃ | 20 |
Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
| יִשָּׂאֵהוּ קָדִים וְיֵלַךְ וִישָׂעֲרֵהוּ מִמְּקֹמֽוֹ׃ | 21 |
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
| וְיַשְׁלֵךְ עָלָיו וְלֹא יַחְמֹל מִיָּדוֹ בָּרוֹחַ יִבְרָֽח׃ | 22 |
Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
| יִשְׂפֹּק עָלֵימוֹ כַפֵּימוֹ וְיִשְׁרֹק עָלָיו מִמְּקֹמֽוֹ׃ | 23 |
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
