איוב 22
| וַיַּעַן אֱלִיפַז הַֽתֵּמָנִי וַיֹּאמַֽר׃ | 1 |
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
| הַלְאֵל יִסְכׇּן־גָּבֶר כִּֽי־יִסְכֹּן עָלֵימוֹ מַשְׂכִּֽיל׃ | 2 |
"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
| הַחֵפֶץ לְשַׁדַּי כִּי תִצְדָּק וְאִם־בֶּצַע כִּֽי־תַתֵּם דְּרָכֶֽיךָ׃ | 3 |
Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
| הֲֽמִיִּרְאָתְךָ יֹכִיחֶךָ יָבוֹא עִמְּךָ בַּמִּשְׁפָּֽט׃ | 4 |
Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?
| הֲלֹא רָעָֽתְךָ רַבָּה וְאֵֽין־קֵץ לַעֲוֺנֹתֶֽיךָ׃ | 5 |
Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
| כִּֽי־תַחְבֹּל אַחֶיךָ חִנָּם וּבִגְדֵי עֲרוּמִּים תַּפְשִֽׁיט׃ | 6 |
Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
| לֹא־מַיִם עָיֵף תַּשְׁקֶה וּמֵרָעֵב תִּֽמְנַֽע־לָֽחֶם׃ | 7 |
gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
| וְאִישׁ זְרוֹעַ לוֹ הָאָרֶץ וּנְשׂוּא פָנִים יֵשֶׁב בָּֽהּ׃ | 8 |
Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.
| אַלְמָנוֹת שִׁלַּחְתָּ רֵיקָם וּזְרֹעוֹת יְתֹמִים יְדֻכָּֽא׃ | 9 |
Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
| עַל־כֵּן סְבִיבוֹתֶיךָ פַחִים וִיבַהֶלְךָ פַּחַד פִּתְאֹֽם׃ | 10 |
Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
| אוֹ־חֹשֶׁךְ לֹֽא־תִרְאֶה וְֽשִׁפְעַת־מַיִם תְּכַסֶּֽךָּ׃ | 11 |
Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
| הֲֽלֹא־אֱלוֹהַּ גֹּבַהּ שָׁמָיִם וּרְאֵה רֹאשׁ כּוֹכָבִים כִּי־רָֽמּוּ׃ | 12 |
Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!
| וְֽאָמַרְתָּ מַה־יָּדַֽע אֵל הַבְעַד עֲרָפֶל יִשְׁפּֽוֹט׃ | 13 |
Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
| עָבִים סֵֽתֶר־לוֹ וְלֹא יִרְאֶה וְחוּג שָׁמַיִם יִתְהַלָּֽךְ׃ | 14 |
Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"
| הַאֹרַח עוֹלָם תִּשְׁמוֹר אֲשֶׁר דָּרְכוּ מְתֵי־אָֽוֶן׃ | 15 |
Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,
| אֲשֶֽׁר־קֻמְּטוּ וְלֹא־עֵת נָהָר יוּצַק יְסוֹדָֽם׃ | 16 |
de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
| הָאֹמְרִים לָאֵל סוּר מִמֶּנּוּ וּמַה־יִּפְעַל שַׁדַּי לָֽמוֹ׃ | 17 |
som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"
| וְהוּא מִלֵּא בָתֵּיהֶם טוֹב וַעֲצַת רְשָׁעִים רָחֲקָה מֶֽנִּי׃ | 18 |
Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.
| יִרְאוּ צַדִּיקִים וְיִשְׂמָחוּ וְנָקִי יִלְעַג־לָֽמוֹ׃ | 19 |
De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
| אִם־לֹא נִכְחַד קִימָנוּ וְיִתְרָם אָכְלָה אֵֽשׁ׃ | 20 |
For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
| הַסְכֶּן־נָא עִמּוֹ וּשְׁלָם בָּהֶם תְּֽבוֹאַתְךָ טוֹבָֽה׃ | 21 |
Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;
| קַח־נָא מִפִּיו תּוֹרָה וְשִׂים אֲמָרָיו בִּלְבָבֶֽךָ׃ | 22 |
tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!
| אִם־תָּשׁוּב עַד־שַׁדַּי תִּבָּנֶה תַּרְחִיק עַוְלָה מֵאׇהֳלֶֽךָ׃ | 23 |
Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
| וְשִׁית־עַל־עָפָר בָּצֶר וּכְצוּר נְחָלִים אוֹפִֽיר׃ | 24 |
kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
| וְהָיָה שַׁדַּי בְּצָרֶיךָ וְכֶסֶף תּוֹעָפוֹת לָֽךְ׃ | 25 |
så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
| כִּי־אָז עַל־שַׁדַּי תִּתְעַנָּג וְתִשָּׂא אֶל־אֱלוֹהַּ פָּנֶֽיךָ׃ | 26 |
ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.
| תַּעְתִּיר אֵלָיו וְיִשְׁמָעֶךָּ וּנְדָרֶיךָ תְשַׁלֵּֽם׃ | 27 |
Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
| וְֽתִגְזַר־אֹמֶר וְיָקׇם לָךְ וְעַל־דְּרָכֶיךָ נָגַהּ אֽוֹר׃ | 28 |
hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;
| כִּֽי־הִשְׁפִּילוּ וַתֹּאמֶר גֵּוָה וְשַׁח עֵינַיִם יוֹשִֽׁעַ׃ | 29 |
thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;
| יְמַלֵּט אִֽי־נָקִי וְנִמְלַט בְּבֹר כַּפֶּֽיךָ׃ | 30 |
han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
