איוב 19
| וַיַּעַן אִיּוֹב וַיֹּאמַֽר׃ | 1 |
Så tog Job til Orde og svarede:
| עַד־אָנָה תּוֹגְיוּן נַפְשִׁי וּֽתְדַכּאוּנַנִי בְמִלִּֽים׃ | 2 |
"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?
| זֶה עֶשֶׂר פְּעָמִים תַּכְלִימוּנִי לֹֽא־תֵבֹשׁוּ תַּהְכְּרוּ־לִֽי׃ | 3 |
I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
| וְאַף־אׇמְנָם שָׁגִיתִי אִתִּי תָּלִין מְשׁוּגָתִֽי׃ | 4 |
Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
| אִם־אׇמְנָם עָלַי תַּגְדִּילוּ וְתוֹכִיחוּ עָלַי חֶרְפָּתִֽי׃ | 5 |
Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
| דְּֽעוּ־אֵפוֹ כִּֽי־אֱלוֹהַּ עִוְּתָנִי וּמְצוּדוֹ עָלַי הִקִּֽיף׃ | 6 |
Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
| הֵן אֶצְעַק חָמָס וְלֹא אֵעָנֶה אֲשַׁוַּע וְאֵין מִשְׁפָּֽט׃ | 7 |
Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.
| אׇרְחִי גָדַר וְלֹא אֶעֱבוֹר וְעַל נְתִיבוֹתַי חֹשֶׁךְ יָשִֽׂים׃ | 8 |
Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
| כְּבוֹדִי מֵעָלַי הִפְשִׁיט וַיָּסַר עֲטֶרֶת רֹאשִֽׁי׃ | 9 |
han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
| יִתְּצֵנִי סָבִיב וָאֵלַךְ וַיַּסַּע כָּעֵץ תִּקְוָתִֽי׃ | 10 |
brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;
| וַיַּחַר עָלַי אַפּוֹ וַיַּחְשְׁבֵנִי לוֹ כְצָרָֽיו׃ | 11 |
hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
| יַחַד ׀ יָבֹאוּ גְדוּדָיו וַיָּסֹלּוּ עָלַי דַּרְכָּם וַיַּחֲנוּ סָבִיב לְאׇהֳלִֽי׃ | 12 |
samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
| אַחַי מֵעָלַי הִרְחִיק וְיֹדְעַי אַךְ־זָרוּ מִמֶּֽנִּי׃ | 13 |
Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
| חָדְלוּ קְרוֹבָי וּֽמְיֻדָּעַי שְׁכֵחֽוּנִי׃ | 14 |
mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
| גָּרֵי בֵיתִי וְאַמְהֹתַי לְזָר תַּחְשְׁבֻנִי נׇכְרִי הָיִיתִי בְעֵינֵיהֶֽם׃ | 15 |
mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
| לְעַבְדִּי קָרָאתִי וְלֹא יַעֲנֶה בְּמוֹ־פִי אֶתְחַנֶּן־לֽוֹ׃ | 16 |
ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;
| רוּחִי זָרָה לְאִשְׁתִּי וְחַנֹּתִי לִבְנֵי בִטְנִֽי׃ | 17 |
ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
| גַּם־עֲוִילִים מָאֲסוּ בִי אָקוּמָה וַיְדַבְּרוּ־בִֽי׃ | 18 |
selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;
| תִּעֲבוּנִי כׇּל־מְתֵי סוֹדִי וְזֶה־אָהַבְתִּי נֶהְפְּכוּ־בִֽי׃ | 19 |
Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
| בְּעוֹרִי וּבִבְשָׂרִי דָּבְקָה עַצְמִי וָאֶתְמַלְּטָה בְּעוֹר שִׁנָּֽי׃ | 20 |
Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
| חׇנֻּנִי חׇנֻּנִי אַתֶּם רֵעָי כִּי יַד־אֱלוֹהַּ נָגְעָה בִּֽי׃ | 21 |
Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!
| לָמָּה תִּרְדְּפֻנִי כְמוֹ־אֵל וּמִבְּשָׂרִי לֹא תִשְׂבָּֽעוּ׃ | 22 |
Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
| מִי־יִתֵּן אֵפוֹ וְיִכָּתְבוּן מִלָּי מִי־יִתֵּן בַּסֵּפֶר וְיֻחָֽקוּ׃ | 23 |
Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
| בְּעֵט־בַּרְזֶל וְעֹפָרֶת לָעַד בַּצּוּר יֵחָצְבֽוּן׃ | 24 |
med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!
| וַאֲנִי יָדַעְתִּי גֹּאֲלִי חָי וְאַחֲרוֹן עַל־עָפָר יָקֽוּם׃ | 25 |
Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.
| וְאַחַר עוֹרִי נִקְּפוּ־זֹאת וּמִבְּשָׂרִי אֶחֱזֶה אֱלֽוֹהַּ׃ | 26 |
Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
| אֲשֶׁר אֲנִי ׀ אֶחֱזֶה־לִּי וְעֵינַי רָאוּ וְלֹא־זָר כָּלוּ כִלְיֹתַי בְּחֵקִֽי׃ | 27 |
hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
| כִּי תֹאמְרוּ מַה־נִּרְדׇּף־לוֹ וְשֹׁרֶשׁ דָּבָר נִמְצָא־בִֽי׃ | 28 |
Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"
| גּוּרוּ לָכֶם ׀ מִפְּנֵי־חֶרֶב כִּֽי־חֵמָה עֲוֺנוֹת חָרֶב לְמַעַן תֵּדְעוּן (שדין) [שַׁדּֽוּן]׃ | 29 |
så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
