< מִשְׁלֵי 1 >
משלי שלמה בן-דוד-- מלך ישראל | 1 |
Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
לדעת חכמה ומוסר להבין אמרי בינה | 2 |
Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
לקחת מוסר השכל צדק ומשפט ומשרים | 3 |
tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
לתת לפתאים ערמה לנער דעת ומזמה | 4 |
de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
ישמע חכם ויוסף לקח ונבון תחבלות יקנה | 5 |
den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
להבין משל ומליצה דברי חכמים וחידתם | 6 |
de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gaader.
יראת יהוה ראשית דעת חכמה ומוסר אוילים בזו | 7 |
HERRENS Frygt er Kundskabs begyndelse, Daarer ringeagter Visdom og Tugt.
שמע בני מוסר אביך ואל-תטש תורת אמך | 8 |
Hør, min Søn, paa din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
כי לוית חן הם לראשך וענקים לגרגרתך | 9 |
thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
בני-- אם-יפתוך חטאים אל-תבא | 10 |
Min Søn, sig nej, naar Syndere lokker!
אם-יאמרו לכה אתנו נארבה לדם נצפנה לנקי חנם | 11 |
Siger de: »Kom med, lad os lure paa den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
נבלעם כשאול חיים ותמימים כיורדי בור (Sheol ) | 12 |
Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Haar, som for de i Graven. (Sheol )
כל-הון יקר נמצא נמלא בתינו שלל | 13 |
Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
גורלך תפיל בתוכנו כיס אחד יהיה לכלנו | 14 |
Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!«
בני--אל-תלך בדרך אתם מנע רגלך מנתיבתם | 15 |
— min Søn, gaa da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
כי רגליהם לרע ירוצו וימהרו לשפך-דם | 16 |
thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
כי-חנם מזרה הרשת-- בעיני כל-בעל כנף | 17 |
Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
והם לדמם יארבו יצפנו לנפשתם | 18 |
de lurer paa eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
כן--ארחות כל-בצע בצע את-נפש בעליו יקח | 19 |
Saa gaar det enhver, der attraar Rov, det tager sin Herres Liv.
חכמות בחוץ תרנה ברחבות תתן קולה | 20 |
Visdommen raaber paa Gaden, paa Torvene løfter den Røsten;
בראש המיות תקרא בפתחי שערים בעיר--אמריה תאמר | 21 |
oppe paa Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
עד-מתי פתים-- תאהבו-פתי ולצים--לצון חמדו להם וכסילים ישנאו-דעת | 22 |
Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Daarerne hade Kundskab?
תשובו לתוכחתי הנה אביעה לכם רוחי אודיעה דברי אתכם | 23 |
Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Aand udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
יען קראתי ותמאנו נטיתי ידי ואין מקשיב | 24 |
Fordi jeg raabte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
ותפרעו כל-עצתי ותוכחתי לא אביתם | 25 |
men I lod haant om alt mit Raad og tog ikke min Revselse til jer,
גם-אני באידכם אשחק אלעג בבא פחדכם | 26 |
derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, naar det, I frygter, kommer,
בבא כשאוה (כשואה) פחדכם-- ואידכם כסופה יאתה בבא עליכם צרה וצוקה | 27 |
naar det, I frygter, kommer som Uvejr, naar eders Ulykke kommer som Storm, naar Trængsel og Nød kommer over jer.
אז יקראנני ולא אענה ישחרנני ולא ימצאנני | 28 |
Da svarer jeg ej, naar de kalder, de søger mig uden at finde,
תחת כי-שנאו דעת ויראת יהוה לא בחרו | 29 |
fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENS Frygt;
לא-אבו לעצתי נאצו כל-תוכחתי | 30 |
mit Raad tog de ikke til sig, men lod haant om al min Revselse.
ויאכלו מפרי דרכם וממעצתיהם ישבעו | 31 |
Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Raad;
כי משובת פתים תהרגם ושלות כסילים תאבדם | 32 |
thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Taabers Sorgløshed bliver deres Undergang;
ושמע לי ישכן-בטח ושאנן מפחד רעה | 33 |
men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.