< עמוס 6 >
הוי השאננים בציון והבטחים בהר שמרון נקבי ראשית הגוים ובאו להם בית ישראל | 1 |
Ve de trygge i Zion og de sorgløse paa Samarias Bjerg, de navnkundige iblandt det første af Folkene og dem, til hvilke Israels Hus kommer.
עברו כלנה וראו ולכו משם חמת רבה ורדו גת פלשתים הטובים מן הממלכות האלה--אם רב גבולם מגבלכם | 2 |
Gaar over til Kalne og ser, og gaar derfra til det store Hamath, og drager ned til Filisternes Gath! mon de ere lykkeligere end disse Riger? eller mon deres Landemærke er større end eders Landemærke?
המנדים ליום רע ותגשון שבת חמס | 3 |
I, som vise den onde Dag bort og bringe Volds Sæde til at komme nærmere!
השכבים על מטות שן וסרחים על ערשותם ואכלים כרים מצאן ועגלים מתוך מרבק | 4 |
Folk, som sove paa Elfenbens Senge og række sig paa deres Leje, og som æde Lam af Hjorden og Kalve fra Fedestalden;
הפרטים על פי הנבל כדויד חשבו להם כלי שיר | 5 |
som fremkunstle Toner efter Psalteren og, som David, optænke sig Strengeleg;
השתים במזרקי יין וראשית שמנים ימשחו ולא נחלו על שבר יוסף | 6 |
som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olie, men føle ikke Smerte over Josefs Brøst!
לכן עתה יגלו בראש גלים וסר מרזח סרוחים | 7 |
Derfor skulle de nu bortføres, fremmest iblandt de bortførte, og Frydesangen af dem, som rækkede sig, skal ophøre.
נשבע אדני יהוה בנפשו נאם יהוה אלהי צבאות מתאב אנכי את גאון יעקב וארמנתיו שנאתי והסגרתי עיר ומלאה | 8 |
Den Herre, Herre har svoret ved sig selv, siger Herren, Zebaoths Gud: Jeg afskyr Jakobs Stolthed og hader hans Paladser, derfor vil jeg prisgive Staden og dens Fylde.
והיה אם יותרו עשרה אנשים בבית אחד--ומתו | 9 |
Og det skal ske, hvis der i eet Hus bliver ti Mænd tilovers, da skulle de dø;
ונשאו דודו ומסרפו להוציא עצמים מן הבית ואמר לאשר בירכתי הבית העוד עמך ואמר אפס ואמר הס כי לא להזכיר בשם יהוה | 10 |
og en Mands næste Slægtning eller den, der besørger hans Begravelse, skal tage ham for at udbære Benene af Huset; og han skal sige til den, som er i det inderste af Huset: Mon der endnu er flere hos dig? og denne skal svare: Der er ingen! saa skal han sige: Tys! thi det er ikke Tid nu at paakalde Herrens Navn.
כי הנה יהוה מצוה והכה הבית הגדול רסיסים והבית הקטן בקעים | 11 |
Thi se, Herren byder, og han slaar det store Hus i Splinter og det lille Hus i Stykker.
הירצון בסלע סוסים אם יחרוש בבקרים כי הפכתם לראש משפט ופרי צדקה ללענה | 12 |
Mon Heste løbe paa Klippen? mon man pløjer der med Øksne? thi I have omvendt Retten til Galde og Retfærdighedens Frugt til Malurt.
השמחים ללא דבר האמרים--הלוא בחזקנו לקחנו לנו קרנים | 13 |
I som glædes ved det, som intet er, og som sige: Have vi ikke ved vor Styrke taget os Horn?
כי הנני מקים עליכם בית ישראל נאם יהוה אלהי הצבאות--גוי ולחצו אתכם מלבוא חמת עד נחל הערבה | 14 |
Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus! siger Herren, Zebaoths Gud, og de skulle trænge eder fra Hamath af og indtil Bækken paa den slette Mark.