Halelu 42

1 E LIKE me ka dia e makemake ana i ka wai kahe, Pela e makemake nei ko'u uhane ia oe, e ke Akua.

(Til sangmesteren. En maskil af Koras sønner.) Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

2 Ke makewai nei ko'u uhane i ke Akua, i ke Akua ola; Ahea la hiki aku au, a ikeia mai imua o ke Akua?

Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn?

3 Ua lilo ko'u mau waimaka i ai na'u i ke ao a me ka po, Ia lakou i olelo mau mai ai ia'u, Auhea kou Akua?

Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"

4 A hoomanao aku au ia mau mea, ninini iho au i ko'u uhane iloko o'u: No ka mea, ua hele au me ka lehulehu, Hele pu no wau me lakou i ka hale o ke Akua, Me ka leo o ka olioli, a me ka hoolea, Me ke anaina malama i ka ahaaina.

Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren.

5 No ke aha la oe e hoohaahaaia, e kuu uhane? No ke aha la oe i paumako ai iloko o'u? E manao laua aku oe i ke Akua; No ka mea, e hoolea auanei au ia ia, No ke kokua ana mai o kona maka.

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

6 E ko'u Akua, ua hoohaahaa ko'u uhane iloko o'u: Nolaila e hoomanao aku ai au ia oe ma ka aina Ioredane, A ma na Heremona a me ka mauna Mizara.

Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.

7 Ke kahea nei kekahi hohonu i kekahi hohonu, I ka halulu mau ana o kou waipuilani; Ua popoi mai na ale me na nalu maluna'e o'u.

Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

8 Aka, i ke ao e kauoha mai o Iehova i kona lokomaikai, A i ka po, eia auanei me au ka mele nona, A me ka'u pule i ke Akua o ko'u ola nei.

Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

9 E olelo aku au i ke Akua i ko'u Pohaku, No ke aha la oe e hoopoina mai ai ia'u? No ke aha la e u hele ai au no ka hooluhihewa ana mai o ka enemi?

Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

10 Me he pahikaua la iloko o ko'u mau iwi, Ke hoino mai nei ko'u poe enemi ia'u; I ka lakou olelo ana mai ia'u i kela la i keia la, Auhea la kou Akua.

Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"

11 No ke aha la oe i hooliaahaaia'i, e ko'u uhane? No ke aha la oe i paumako ai iloko o'u? E hoolana i ka manao i ke Akua; No ka mea, e hoolea auanei au ia ia; Oia ke ola o ko'u maka, a me kuu Akua.

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!