Kanikau 4
1 NANI ka mae wale ana o ke gula! A me ke ano e ana o ke gula maikai! Ua hooleiia na pohaku o kahi hoano ma ke poo o na alanui a pau.
Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!
2 O na keiki nani o Ziona i kau pu ia me ke gula maikai, Nani ko lakou manao like ia me na ipu lepo, Ka hana a na lima o ka potera!
Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk
3 Unuhi ae no na ia nui i ka omaka waiu, A hanai waiu aku i ka lakou poe keiki: Aka, ua lokoino ke kaikamahine a ko'u poe kanaka, E like me na Iana o ka waonahele.
Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.
4 Ua pipili ke alelo o ke keiki ai waiu i ke aluna o ka waha, no ka makewai; Nonoi aku na keiki i ka berena, Aohe mea nana e haawi aku na lakou.
Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.
5 O ka poe i ai i ka ai maikai, Ua wailana lakou ma na alanui, O ka poe hoi i aahuia i ka lole ula, Ua apo iho lakou i na puu lepo.
Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.
6 Ua hooiia'ku ka hewa o ke kaikamahine a ko'u poe kanaka, Mamua o ka hewa o ko Sodoma, Ka mea i hookahuliia ma ke amo aua o ka maka, Aohe lima ikaika maluna ona,
Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
7 Oi aku ka maemae o kona poe laa, mamua o ko ka hau, Oi aku ko lakou keokeo mamua o ka waiu, Oi aku ka ula o ke kino, i ko na pohaku ula, A like ko lakou helehelena me ko ka sapeiro.
Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;
8 Ua oi aku ka eleelo o ko lakou helehelena i ko ka pouli, Aole lakou i ikeia ma na alanui; Ua pipili ko lakou ili i ko lakou mau iwi, Ua maloo, ua like hoi me ka laau.
mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.
9 Ua oi ka pomaikai o ka poe i make i ka pahikaua, mamua o ko ka poe i make i ka pololi: Hokii ae la keia poe, ua houia no ka hua ole o ka mahinaai.
Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.
10 O na lima o na wahine aloha, ua hoolapalapa lakou i ka lakou mau keiki iho; O lakou no ka lakou ai i ka make ana o ke kaikamahine a ko'u poe kanaka.
Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.
11 Ua hooko mai o Iehova i kona huhu, Ua ninini mai oia i kona inaina nui; Ua hoa oia i ke ahi maloko o Ziona, A ua ai ia i kana mau kumu.
HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.
12 Aole i hiki i na'lii o ka honua, a me ka poe a pau e noho la ma ke ao nei, ke manao, E komo mai ana ka enemi, a me ka mea huhu iloko o na pukapa o Ierusalema.
Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.
13 No ka hewa o kona mau kaula, ka hala hoi o kona mau kahuna, Ka poe i hookahe i ke koko o ka poe pono iwaenakonu ona,
Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.
14 Kuewa makapo aku lakou ma na alanui, Ua hoohaumia ia lakou iho i ko koko, Nolaila, aole hiki ke hoopa aku i ko lakou aahu.
De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.
15 Kahea mai la na kanaka ia lakou, E hele aku, ua haumia; E hele aku, e hele aku, mai hoopa aku; Ia lakou i holo ai, a kuewa aku, i ae la lakou iwaena o ko na aina e, Aole lakou e noho hou.
"Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"
16 Na ka maka o Iehova i hoopuehu lakou; Aole ia e manao hou mai ia lakou; Aole lakou i manao i na maka o na kahuna, Aole i aloha i na lunakahiko.
HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.
17 A hiki mai i keia wa, ua maule ko makou mau maka, no ke kokua makehewa ia mai; I ko makou kakali ana, ua kakali makou i ka lahuikanaka hoola ole mai.
End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.
18 Hoohalua lakou i ko makou hele ana, I ole ai makou e hele ma na alanui; Ua kokoke ko makou hope, ua piha ko makou mau la, no ka mea, ua hiki mai ko makou hope.
De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.
19 Ua oi ka mama o ka poe alualu mai ia makou mamua o ko na aeto o ka lani; Ma na mauna lakou i hahai mai ai ia makou, Hoohalua lakou ia makou ma ka waonahele.
Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,
20 O ka hanu o ko makou mau pukaihu, o ka Iehova mea i poniia, Ua hoopioia oia iloko o ko lakou mau lua, Olelo no makou nona, Ma kona malu makou e ola'i iwaena o ko na aina e.
vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
21 E olioli, a e hauoli hoi, e ke kaikamahine o Edoma, Ka mea e noho la ma ka aina o Uza; E hiki aku no ke kiaha iou la, E inu ana no hoi oe, a e hemo no kou lole.
Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.
22 Ua pau kou hoopaiia, e ke kaikamahine o Ziona; Aole ia e lawe hou aku ia oe iloko o ke pio; E hoopai no oia i kou hewa, e ke kaikamahine o Edoma, E hoike aku no oia i kou mau hewa.
Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
