Ioba 28
1 HE oiaio, he wahi ahu no ke kala, A he wahi no ke gula, kahi a lakou e hoomaemae ai.
Thi Sølvet har sit Sted, hvorfra det kommer, og Guldet, man renser, har sit Sted.
2 Ua laweia ka hao mailoko mai o ka lepo, A ua hooheheeia ke keleawe mailoko mai o ka pohaku.
Jern hentes af Støvet og Stene, som smeltes til Kobber.
3 Hoonoho no ia i ka hope no ka pouli, A imi no ia ma na wahi hohonu a pau; I ka pohaku o ka pouli a me ka malu make.
Man gør Ende paa Mørket, og indtil det yderste ransager man de Stene, som ligge i Mørket og Dødens Skygge.
4 Eli ae ia i lua mao aku mai kahi e noho ai na kanaka; Iho lakou ilalo aole ma ka wawae, A lewa lakou mai kanaka aku.
Man bryder en Skakt ned fra Jordboen; forglemte af Vandrerens Fod hænge de, borte fra Mennesker svæve de.
5 O ka honua, kahi i puka mai ai ka berena, Ua hoohuaiia oia malalo iho ona e like me ke ahi.
Af Jorden fremkommer Brød, men indeni omvæltes den som af Ild.
6 O kona mau pohaku, kahi o ka sapira; A he lepo gula kona.
Dens Stene ere Safirens Sted, og den har Guldstøv i sig.
7 O ke alanui aole i ikeia e ka manu, Aole i ikeia e ka maka o ka vuletura;
Stien derhen har ingen Rovfugl kendt, ingen Skades Øjne set.
8 Aole i hehi iho na holoholona hihiu ia ia, Aole ka liona i maalo ae ilaila.
De stolte Dyr have ikke betraadt den, og ingen Løve har gaaet ad den.
9 Kau aku no ia i kona lima maluna o ka pohakupaa; Hookahuli ae ia i na mauna mai ke kumu aku.
Man lægger Haand paa den haarde Flint, man omvælter Bjerge fra Roden af.
10 Hoopoha no ia i ke kahawai mawaena o na pohaku; A ike no kona maka i na mea waiwai nui a pau.
Man udhugger Gange i Klipperne, og Øjet ser alt det dyrebare.
11 Pani aku no ia i na wai i ke kahe ana iho, A o na mea i hunaia kana i lawe mai ai i ka malamalama.
Man binder for Strømmene, saa at ikke en Draabe siver ud, og fører de skjulte Ting frem til Lyset.
12 Aka, mahea la e loaa'i ka noeau? Mahea hoi kahi o ka naauao?
Men Visdommen — hvorfra vil man finde den? og hvor er Indsigtens Sted?
13 Aohe kanaka i ike i kona kumukuai; Aole hoi e loaa ia ma ka aina o ka poe e ola ana.
Et Menneske kender ikke dens Værdi, og den findes ikke i de levendes Land.
14 I mai ka hohonu, Aole ia iloko o'u: I mai la hoi ke kai, Aole ia me au.
Afgrunden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.
15 Aole e haawiia ke gula maikai i kumu e loaa mai ai, Aole hoi e kaupaona ke kala i kumukuai nona.
Den kan ikke faas for det fineste Guld, ej heller dens Værdi opvejes med Sølv.
16 Aole e kau pu ia oia me ke gula o Opira, Me ka pohaku onika maikai a me ka sapira.
Den kan ikke opvejes med Guld fra Ofir, ej heller med den dyrebare Onyks og Safir.
17 Aole e hoolikeia ke gula a me ka pohaku aniani me ia: Aole e hooliloia ia mea no na ipu gula maikai.
Den kan ikke vurderes lige med Guld og Krystal; man kan ikke tilbytte sig den for Kar af fint Guld.
18 Aole e manaoia ke akoakoa, a me ka pohaku maikai: No ka mea, o ka waiwai o ka noeau ua oi aku ia mamua o na momi.
Koraller og Ædelstene tales der ikke om; og Visdoms Besiddelse er bedre end Perler.
19 Aole e hoolikeia ke topaza o Aitiopa me ia, Aole hoi ia e kau pu ia me ke gula maikai.
Topazer af Morland kunne ikke vurderes lige imod den; den kan ikke opvejes med det rene Guld.
20 Mai hea mai hoi ka noeau? A mahea hoi kahi o ka naauao?
Men Visdommen — hvorfra kommer den? og hvor er Indsigtens Sted?
21 No ka mea, ua hunaia oia mai na maka aku o ka poe a pau e ola ana, A ua nalo oia mai na manu o ka lewa aku.
Den er skjult for alle levendes Øjne, den er og dulgt for Fuglene under Himmelen.
22 I mai la ka po a me ka make, Ua lohe no maua me ko maua pepeiao i kona lono.
Afgrunden og Døden sige: Kun et Rygte om den hørte vi med vore Øren.
23 Ua maopopo no i ke Akua kona aoao, A oia ka i ike i kona wahi.
Gud forstaar dens Vej, og han kender dens Sted.
24 No ka mea, oia ka i nana aku i na welau o ka honua, Ua ike no ia malalo o ka lani a pau;
Thi han skuer indtil Jordens Ender; han ser hen under al Himmelen.
25 E hana i ka mea kaupaona no ka makani, A ua ana no ia i na wai maloko o ka mea ana.
Der han gav Vinden sin Vægt og bestemte Vandet dets Maal,
26 I kana hana ana i ke kanawai no ka ua, A me ke ala no ka uwila o ka hekili;
der han satte en Lov for Regnen og en Vej for Lynet, som gaar foran Torden,
27 Alaila ike no oia ia mea, a hoike mai hoi ia; Hoomakaukau oia ia mea, a imi aku hoi ia mea.
da saa han den og kundgjorde den, beredte den, ja gennemskuede den.
28 A ua i mai no ia i ke kanaka, Aia hoi, o ka makau i ka Haku, oia ka noeau; A o ka haalele i ka hewa, oia ka naauao.
Og han sagde til Mennesket: Se, Herrens Frygt, det er Visdom, og at vige fra det onde, det er Forstand.
