Isaia 17
1 KA wanana no Damaseko. Aia hoi! Ua hookiia o Damaseko, aole ia he kulanakauhale, E lilo no ia i puu opala.
Profeti imod Damaskus. Se, Damaskus skal ikke mere være en Stad, men den skal være en sammenstyrtet Stenhob.
2 Ua haaleleia na kulanakauhale o Aroera; E lilo lakou no na ohana hipa, Malaila lakou e moe ai, aoho mea nana lakou e hoomakau.
Aroers Stæder skulle blive forladte; de skulle være for Hjorde, og disse skulle ligge der, og ingen skal forfærde dem.
3 E hookiia auanei na wahi i paa i ka pa o Eperaima, A me ke aupuni o Damaseko, a me ke koena o Suria: E like me ka nani o na mamo a Iseraela, pela auanei lakou, Wahi a Iehova o na kaua.
Og det skal være forbi med Befæstningen for Efraim og med Kongedømmet for Damaskus og for det overblevne af Syrerne; de skulle være som Israels Børns Herlighed, siger den Herre Zebaoth.
4 A hiki aku ia la, e hoopauia ka nani o Iakoba, A e olala no hoi ke kelekele o kona io.
Og det skal ske paa den Dag, da skal Jakobs Herlighed blive ringe, og hans Køds Fedme skal blive mager.
5 A e like no hoi ia me ka mea okioki i ka hua palaoa, Na kona lima e okioki i na huhui palaoa; A e like no hoi ia me ka mea hoiliili i na huhui palaoa ma ke awawa o Repaima.
Og det skal gaa, som naar en Høstmand griber om det stagende Korn, og hans Arm høster Aksene; og det skal gaa, som naar een samler Aks i Refaims Dal.
6 E waihoia no kekahi koena ai nana, E like me na oliva i luluia, A koe elua, a ekolu paha hua ma na welau o na lala luna; Eha, a elima paha, ma na lala waho hua nui, Wahi a Iehova ke Akua o ka Iseraela.
Og der skal blive en Efterslet tilovers derudi, som naar man ryster et Olietræ: To eller tre Bær i den øverste Top, fire eller fem paa de frugtbare Kviste, siger Herren, Israels Gud.
7 Ia la la, e hilinai aku no ke kanaka ma ka mea nana i hana, E kau no kona mau maka maluna o ka mea Hemolele o ka Iseraela.
Paa den Dag skal Mennesket se hen til den, som har skabt ham, og hans Øjne skulle se hen til den Hellige i Israel.
8 Aole ia e hilinai aku ma na kuahu a kona mau lima i hana'i, Aole hoi e manao i na mea i hanaia e kona mau manamana lima, I na kii o Aseterota, a me na'kua kii.
Og han skal ikke se hen til Altrene, hans Hænders Gerning, og ikke se til det, som hans Fingre have gjort, hverken til Astartes eller Solens Billeder.
9 Ia la la, e like ana na kulanakauhale o kona pakaua, Me ka ululaau i haaleleia, Me na lala maluna i haaleleia no na mamo a Iseraela; E olohelohe ana no ia.
Paa den Dag skulle hans faste Stæder vorde som de forladte Skove og Højder, som man havde forladt for Israels Børns Skyld, og der skal blive en Ørk.
10 No ka mea, ua hoopoina oe i ke Akua nana oe i hoopakele, Aole i hoomanao i ka Pohaku o kou ikaika; Nolaila oe e kanu ai i na mea kanu maikai, A e pohuli i na lala waina o ka malihini.
Thi du har glemt din Frelses Gud og ikke ihukommet din Styrkes Klippe; derfor planter du liflige Plantninger og besætter din Vingaard med fremmede Ranker.
11 I ka la o kou kanu ana hoopaa no oe ia i ka pa, A i ke kakahiaka no oe i hooulu i kau hua; Aka, e laweia ka puu ai i ka la o ka loaa ana, Aole e ole ke kaumaha.
Paa den Dag, du planter, gærder du derom, og om Morgenen bringer du din Sæd til at grønnes; men flygtet er Høsten paa Sygdommens og den ulægelige Smertes Dag.
12 Auwe ke kupikipikio o na lahuikanaka he nui; Ua like ko lakou kupikipikio ana, me ka halulu ana o na kai, Ka halulu o ko na aina: Halulu no lakou e like me ka halulu ana o na wai.
Ve, en Brusen af mange Folkeslag! de bruse som Havets Brusen; og et Bulder af Folkefærd! de buldre, som mægtige Vande buldre.
13 Halulu ko na aina, e like me ka halulu ana o na wai he nui; Aka, e papa no oia ia lakou, A e pee no lakou i kahi loihi; E hahaiia no lakou, e like me ka opala o na kuahiwi imua o ka makani, E like hoi me ka lepo imua o ka puahiohio.
Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fly langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind.
14 I ke ahiahi, aia hoi he weliweli, A mamua o ke kakahiaka, aole lakou. Oia ka hope o ka poe i hao i ka kakou, O ka poe hoi i lawe wale i ka kakou.
Ved Aftenstid — se, da er der Forskrækkelse! førend Morgenen kommer, da ere de ikke mere; dette er deres Del, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
