Hebera 6
1 NOLAILA e waiho ana i na hua mua o na olelo a Kristo, e hele aku kakou imua a hiki i ke oo loa ana; aole e hoonoho hou ana i ke kumu no ka mini ana i na hana e make ai, a no ka mauaoio i ke Akua,
Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,
2 A no ke ao ana i na bapetizo ana, a no ke kau ana o na lima, a no ke alahouana o ka poe make, a me ka hoopai mau loa ana. (aiōnios g166)
med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. (aiōnios g166)
3 Oia ka kakou e hana'i, ina i pono ia i ke Akua.
Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.
4 No ka mea, aole e hiki i ka poe i hoonaauaoia mai, a i hoao hoi i ka haawina mai ka lani mai, a i hoolakoia hoi e ka Uhane Hemolele,
Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd
og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, (aiōn g165)
6 A ua haule iho no nae, aole e hiki ke hoala hou ia i ka mihi: ua kau hou aku lakou i ke Keiki a ke Akua ma ko kea no lakou iho, me ka hoomainoino aku ia ia ma ke akea.
og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7 O kahi lepo hoi i inu iho i ka ua e haule pinepine ana maluna iho ona, a i hoohua mai no hoi i na hua e pono ai ka poe nana e mahi, ua hoomaikaiia mai ia e ke Akua.
Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
8 Aka, o kahi i hookupu mai i ke kakalaioa, a me ka nahelehele ooi, he pono ole ia, ua kokoke ia i ka hoahewaia mai; a o kona hope ka puhiia i ke ahi.
men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
9 Aka, e ka poe aloha, ke manao nei makou i na mea maikai aku no oukou, i na mea e pili ana i ke ola, i ko makou olelo ana no hoi pela.
Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.
10 Aole he lokoino ke Akua i poina ai ka oukou hana ana, a me ke aloha a oukou i hoike aku ai i kona inoa, i ko oukou malama ana i ka poe hoano, a me oukou hoi e malama nei.
Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
11 Ke makemake nei no hoi makou e hoike oukou i ua hooikaika mau ana la, i maopopo loa ai ka manaolana a hiki i ka hopena.
Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,
12 Aole e hoomolowa ana oukou, aka, e hoohalike ana me ka poe i loaa ka pono i hai mua ia mai ai, ma ka manaoio a me ke ahonui.
for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.
13 No ka mea, i ko ke Akua hai mua ana ia Aberahama, no ka hiki ole ia ia ke hoohiki ma o ka mea oi aku, ua hoohiki iho oia ma ona la iho,
Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
14 I iho la, He oiaio hoi e hoomaikai loa aku ana au ia oe, a e hoonui loa ana au ia oe.
"Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."
15 A kali aku la hoi ia me ke ahonui, a loaa mai la ia ia ka pono i hai mua ia mai.
Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.
16 O kanaka hoi ke hoohiki nei ma ka mea i oi aku; a o ka hoohiki ana e hooiaio ai, o ko lakou mea ia e oki ai ka hoopaapaa ana.
Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.
17 Pela hoi ke Akua i kona makemake ana e hoomaopopo loa i ka poe hooilina o kana pono i ka luli ole ana o kona manao, ua hooiaio mai oia me ka hoohiki ana;
Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
18 Ma na mea luli ole elua, kahi i hiki ole ai i ke Akua he hoopunipuni, e hoohoihoi loa ia mai ai kakou ka poe i holo i ka puuhonua, e hoopaa i ka manaolana i waihoia mai ma ko kakou alo:
for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,
19 I ko kakou mea e hoopili aku ai me he heleuma la no ka uhane, he paa, a he panee ole, i ka mea hoi i komo loa ae iloko ae o ka pale;
hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,
