Zabura 95

1 Ku zo, bari mu rera don farin ciki ga Ubangiji; bari mu yi sowa da ƙarfi ga Dutsen cetonmu.

Kom, lad os juble for HERREN, raabe af fryd for vor Frelses Klippe,

2 Bari mu zo gabansa da godiya mu rera gare shi da kiɗi da waƙa.

møde med Tak for hans Aasyn, juble i Sang til hans Pris!

3 Gama Ubangiji Allah mai girma ne, babban Sarki a bisa dukan alloli.

Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;

4 A hannunsa ne zurfafan duniya suke, ƙwanƙolin dutse kuma nasa ne.

i hans Haand er Jordens Dybder, Bjergenes Tinder er hans;

5 Teku nasa ne, gama shi ne ya yi shi, da hannuwansa kuma ya yi busasshiyar ƙasa.

Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet.

6 Ku zo, bari mu rusuna mu yi sujada, bari mu durƙusa a gaban Ubangiji Mahaliccinmu;

Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!

7 gama shi ne Allahnmu mu mutanen makiyayansa ne, garke kuwa a ƙarƙashin kulawarsa. Yau, in kuka ji muryarsa,

Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:

8 “Kada ku taurare zukatanku kamar yadda kuka yi a Meriba, kamar yadda kuka yi a wancan rana a Massa a hamada,

»Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen,

9 inda kakanninku suka gwada suka kuma jarraba ni, ko da yake sun ga abin da na yi.

da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.

10 Shekara arba’in na yi fushi da wancan tsara; na ce, ‘Su mutane ne waɗanda zukatansu suka kauce, kuma ba su san hanyoyina ba.’

Jeg væmmedes fyrretyve Aar ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.

11 Saboda haka na yi rantsuwa cikin fushina, ‘Ba za su taɓa shiga hutuna ba.’”

Saa svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gaa ind til min Hvile!«