Ayuba 4

1 Sai Elifaz mutumin Teman ya amsa,

Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

2 “In wani ya yi maka magana, za ka ji haushi? Amma wa zai iya yin shiru?

Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

3 Ka tuna yadda ka yi wa mutane da yawa magana, yadda ka ƙarfafa hannuwa marasa ƙarfi.

Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

4 Maganarka ta ƙarfafa waɗanda suka yi tuntuɓe; ka ƙarfafa gwiwoyin da suka rasa ƙarfinsu.

dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

5 Amma yanzu wahala ta zo maka, sai ka karaya; wahala ta sa ka rikice.

Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

6 Ashe bai kamata ka dogara ga Allahnka ba, amincinka kuma yă zama begenka?

Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

7 “Ka duba ka gani yanzu. Wane marar laifi ne ya taɓa hallaka? Ko an taɓa hallaka masu adalci?

Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

8 Na kula cewa waɗanda suke huɗa gonar mugunta, da waɗanda suke shuka mugunta, su ne suke girbe mugunta.

Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

9 A sa’a ɗaya Allah yake hallaka su, cikin fushinsa yakan hallaka su.

De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

10 Zakoki suna ruri suna gurnani; duk da haka an karya haƙoran manyan zakoki.

Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

11 Zakoki suna mutuwa domin ba dabbar da za su kashe su ci,’ya’yan zakanya kuma sun watse.

Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

12 “Asirce aka gaya mini maganan nan, da ƙyar kunnuwana suka iya ji.

Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

13 Cikin mafarki da tsakar dare, lokacin kowa yana zurfin barci, na sami saƙon nan.

under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

14 Tsoro da fargaba suka kama ni har duk ƙasusuwan jikina suka yi ta rawa.

Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

15 Wani iska ya taɓa mini fuska, sai tsigar jikina ta tashi.

Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

16 Ya tsaya cik, amma ban iya sani ko mene ne ba. Wani abu ya tsaya a gabana, na kuma ji murya.

Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

17 ‘Ko zai yiwu mutum yă fi Allah adalci, ko kuma mutum yă fi wanda ya halicce shi tsarki?

Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

18 In Allah bai yarda da bayinsa ba, in ya sami mala’ikunsa da laifi,

Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,

19 to, su wane ne mutane masu zama a gidan da aka yi da laka, waɗanda da ƙura aka yi harsashensu, waɗanda za a iya murƙushe su kamar asu!

hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

20 Tsakanin safe da yamma mai yiwuwa ne ragargaza su; farat ɗaya, su mutu har abada.

Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

21 Ba a tuge igiyar tentinsu, don su mutu ba tare da hikima ba?’

Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.