Ayuba 4
1 Sai Elifaz mutumin Teman ya amsa,
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 “In wani ya yi maka magana, za ka ji haushi? Amma wa zai iya yin shiru?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Ka tuna yadda ka yi wa mutane da yawa magana, yadda ka ƙarfafa hannuwa marasa ƙarfi.
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 Maganarka ta ƙarfafa waɗanda suka yi tuntuɓe; ka ƙarfafa gwiwoyin da suka rasa ƙarfinsu.
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 Amma yanzu wahala ta zo maka, sai ka karaya; wahala ta sa ka rikice.
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 Ashe bai kamata ka dogara ga Allahnka ba, amincinka kuma yă zama begenka?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 “Ka duba ka gani yanzu. Wane marar laifi ne ya taɓa hallaka? Ko an taɓa hallaka masu adalci?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 Na kula cewa waɗanda suke huɗa gonar mugunta, da waɗanda suke shuka mugunta, su ne suke girbe mugunta.
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 A sa’a ɗaya Allah yake hallaka su, cikin fushinsa yakan hallaka su.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 Zakoki suna ruri suna gurnani; duk da haka an karya haƙoran manyan zakoki.
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 Zakoki suna mutuwa domin ba dabbar da za su kashe su ci,’ya’yan zakanya kuma sun watse.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 “Asirce aka gaya mini maganan nan, da ƙyar kunnuwana suka iya ji.
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 Cikin mafarki da tsakar dare, lokacin kowa yana zurfin barci, na sami saƙon nan.
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 Tsoro da fargaba suka kama ni har duk ƙasusuwan jikina suka yi ta rawa.
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 Wani iska ya taɓa mini fuska, sai tsigar jikina ta tashi.
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 Ya tsaya cik, amma ban iya sani ko mene ne ba. Wani abu ya tsaya a gabana, na kuma ji murya.
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 ‘Ko zai yiwu mutum yă fi Allah adalci, ko kuma mutum yă fi wanda ya halicce shi tsarki?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 In Allah bai yarda da bayinsa ba, in ya sami mala’ikunsa da laifi,
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 to, su wane ne mutane masu zama a gidan da aka yi da laka, waɗanda da ƙura aka yi harsashensu, waɗanda za a iya murƙushe su kamar asu!
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 Tsakanin safe da yamma mai yiwuwa ne ragargaza su; farat ɗaya, su mutu har abada.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Ba a tuge igiyar tentinsu, don su mutu ba tare da hikima ba?’
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
