Ayuba 14

1 “Mutum haihuwar mace kwanakinsa kaɗan ne, kuma cike da wahala.

Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

2 Yana tasowa kamar fure yana kuma shuɗewa; kamar inuwa, ba ya daɗewa.

Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

3 Za ka zura ido a kan irin wannan ne? Za ka kawo shi gaba don ka yi masa shari’a?

Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

4 Wane ne zai iya kawo abin da yake da tsarki daga cikin abu marar tsarki? Babu!

Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

5 An lissafta kwanakin mutum; ka riga ka ɗibar masa watanni, ka yi masa iyaka, ba zai iya wuce iyakar ba.

Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

6 Saboda haka ka kawar da kanka daga gare shi, ka rabu da shi har sai ya cika lokacinsa kamar mutumin da aka ɗauki hayarsa.

Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

7 “Aƙalla itace yana da bege. In an sare shi, zai sāke tsira, zai tohu da kyau.

Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

8 Ko da jijiyoyin itacen sun tsufa a cikin ƙasa kuma kututturensa ya mutu a cikin ƙasa.

Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

9 Daga ya ji ƙanshin ruwa zai tohu yă yi tsiro kamar shuka.

saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

10 Amma mutum yana mutuwa a bizne shi; daga ya ja numfashinsa na ƙarshe, shi ke nan.

Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

11 Kamar yadda ruwa yake bushewa a teku ko a gaɓar rafi sai wurin yă bushe,

Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

12 haka mutum zai kwanta ba zai tashi ba; har sai duniya ta shuɗe mutane ba za su farka ba, ba za su tashi daga barcinsu ba.

Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

13 “Da ma za ka ɓoye ni a cikin kabari ka ɓoye ni har sai fushinka ya wuce! In da za ka keɓe mini lokaci sa’an nan ka tuna da ni! (Sheol h7585)

Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

14 In mutum ya mutu, ko zai sāke rayuwa? In haka ne zan daure kwanakin da nake shan wahala har su wuce.

Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

15 Za ka kira zan kuwa amsa maka; za ka yi marmarin abin da hannunka ya halitta.

Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

16 Ba shakka a lokacin ne za ka lura da matakaina amma ba za ka kula da zunubaina ba.

Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

17 Za a daure laifofina a cikin jaka; za ka rufe zunubaina.

Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

18 “Amma kamar yadda manyan duwatsu suke fāɗuwa su farfashe su kuma gusa daga wurarensu,

Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

19 yadda ruwa yakan zaizaye duwatsu ruwa mai ƙarfi kuma yă kwashe turɓayar ƙasa, haka kake barin mutum ba bege.

Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

20 Ka sha ƙarfinsa gaba ɗaya, sai ya ɓace, ka sauya yanayinsa ka kuma kore shi.

Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

21 Ko an martaba’ya’yansa maza, ba zai sani ba; Ko an wulaƙanta su, ba zai gani ba.

Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

22 Zafin jikinsa kaɗai yake ji yana kuka wa kansa ne kaɗai.”

For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.