Chante Salomon 2

1 Mwen se flè Woz Saron an, flè Lis a vale yo.

Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.

2 Tankou yon flè lis pami pikan yo, se konsa cheri mwen an ye pami tout jenn fi yo.

Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.

3 Tankou yon pye pòm pami bwa nan forè, se konsa cheri mwen an ye pami jennonm yo. Nan lonbraj li mwen te pran gwo plezi pou m te chita; konsa fwi li te dous nan gou m.

Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.

4 Li te mennen m nan gwo sal bankè li, e drapo li monte sou mwen an se lanmou.

Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.

5 Ban m fòs ak gato rezen, rafrechi m ak pòm, akoz mwen malad ak lanmou.

Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.

6 Kite men goch li rete anba tèt mwen ak men dwat li pou l anbrase m.

Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.

7 M ap avèti nou, O fi a Jérusalem yo, nan non antilòp ak bich mawon an, pou nou pa fè lanmou m leve, ni ouvri zye li jiskaske se plezi li.

Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.

8 Koute! Men cheri mwen an! Men l ap vini! L ap monte sou mòn yo, epi vòltije sou kolin yo!

Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.

9 Cheri mwen an tankou yon antilòp, oswa yon jenn sèf. Gade byen, li kanpe dèyè mi kay nou an; l ap gade nan fenèt yo, l ap gade nan jalouzi a.

Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.

10 Cheri mwen an te reponn mwen e te di m: “Leve vini cheri mwen an, pi bèl mwen an.

Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.

11 Paske gade, sezon fredi a fin pase, lapli fin pati nèt.

Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.

12 Flè yo deja parèt nan peyi a; tan an chante a fin rive! Vwa toutrèl la ap koute deja nan peyi a.

Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.

13 Fwi pye fig etranje a fin mi, e chan rezen yo bay odè pafen. Leve vini, annou pati!”

Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!

14 O toutrèl nan fant wòch mwen an, nan kote sekrè chemen ki monte apik, kite mwen wè figi ou, kite mwen tande vwa ou! Paske vwa ou dous e fòm ou bèl nèt.

Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.

15 Kenbe rena yo pou nou, ti rena k ap detwi chan rezen yo, paske chan nou yo ap fè flè.

Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.

16 Cheri mwen an se pa m, e mwen se pa l. Li fè patiraj twoupo li pami flè lis yo.

Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.

17 Jiskaske joune a vin fè fre lè lonbraj yo kouri ale; vire, cheri mwen an, fè tankou antilòp la, oswa jenn sèf sou mòn Bether a.

Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!