Sòm 137

1 Bò rivyè a Babylone yo, se la nou te chita. Nou te kriye, lè nou te sonje Sion.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

2 Sou pye sikrèn nan mitan li an, nou te pandye ap nou yo.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 Paske la, ravisè nou yo te mande nou chante pou yo, e bouwo nou yo ak gwo kè kontan, t ap di: “Chante pou nou youn nan chanson Sion yo.”

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

4 Kijan pou nou ta chante chan SENYÈ a nan yon peyi etranje?

Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

5 Si mwen ta bliye ou, O Jérusalem, kite men dwat mwen bliye kapasite li.

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 Ke lang mwen kole rèd anlè bouch mwen, Si m pa ta sonje ou, si m pa ta leve Jérusalem wo, pi wo ke pi gwo plezi m yo.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Sonje, O SENYÈ, kont fis a Édom yo, jou a Jérusalem nan, ke yo te di: “Raze l nèt! Raze l jis rive nan fondasyon li.”

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

8 O fi a Babylone nan, Ou menm ki te devaste nou an, A la beni (sila) ki rekonpanse ou ak menm rekonpans ke ou te rekonpanse nou an va beni!

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 A la beni (sila) ki sezi pitit ou yo, e ki kraze yo nan wòch la va beni!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!