Sòm 137

1 Bò rivyè a Babylone yo, se la nou te chita. Nou te kriye, lè nou te sonje Sion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 Sou pye sikrèn nan mitan li an, nou te pandye ap nou yo.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 Paske la, ravisè nou yo te mande nou chante pou yo, e bouwo nou yo ak gwo kè kontan, t ap di: “Chante pou nou youn nan chanson Sion yo.”

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Kijan pou nou ta chante chan SENYÈ a nan yon peyi etranje?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Si mwen ta bliye ou, O Jérusalem, kite men dwat mwen bliye kapasite li.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Ke lang mwen kole rèd anlè bouch mwen, Si m pa ta sonje ou, si m pa ta leve Jérusalem wo, pi wo ke pi gwo plezi m yo.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Sonje, O SENYÈ, kont fis a Édom yo, jou a Jérusalem nan, ke yo te di: “Raze l nèt! Raze l jis rive nan fondasyon li.”

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 O fi a Babylone nan, Ou menm ki te devaste nou an, A la beni (sila) ki rekonpanse ou ak menm rekonpans ke ou te rekonpanse nou an va beni!

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 A la beni (sila) ki sezi pitit ou yo, e ki kraze yo nan wòch la va beni!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.