Jòb 30
1 Men koulye a, sila ki pi jenn pase m ap giyonnen m. Papa a sila mwen pat ta dakò pou mete ansanm ak chen bann mouton yo.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Anverite, ki byen fòs men pa yo ta kab fè m? Gwo fòs te deja disparèt nan yo
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 akoz mank bagay ak grangou. Y ap manje tè sèk nan lannwit lan, ak pèt e ak dezolasyon an.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Yo rache fèy raje nan mitan rakèt la. Manje yo se rasin bayawonn.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Yo chase yo deyò lavil la nan dezè; yo kriye dèyè yo tankou se vòlè,
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 jiskaske yo vin rete nan move ravin yo, nan twou tè ak nan wòch yo.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Pami rak tibwa yo, yo rele fò. Anba machacha a, yo vin rasanble ansanm.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Pitit a moun fou, wi, pitit a mechan yo, yo te resevwa fwèt jis lè yo kite peyi a.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Men koulye a, se mwen menm yo pase nan rizib; mwen devni yon pawòl betiz pou yo.
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Yo pè m, yo kanpe lwen m, e yo pa sispann krache nan figi m.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Akoz Li te lage fisèl banza a pou te aflije mwen, yo rete retire brid la nèt devan m.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Sou men dwat lan, nich sa vin leve. Yo rale pye mwen akote. Yo mennen kont mwen tout manèv destriksyon yo.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 Yo gate wout mwen. Yo bourade lachit mwen san mande sekou.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Tankou nan yon gran brèch, yo parèt; nan mitan tanpèt, yo woule m.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Gwo perèz yo vin vire kont mwen. Yo tanmen gate respè m tankou van. Byennèt mwen disparèt tankou nwaj.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Konsa, koulye a nanm mwen vide nèt. Jou afliksyon yo sezi m.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Nan lannwit, zo m yo frennen anndan m, e sa yo kap manje m pa pran repo.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Ak gwo fòs, vètman m vin tòde sou mwen. Li mare m nèt tankou kolye manto m.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Li te jete mwen nan labou, e mwen te vin tankou pousyè ak sann.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Mwen kriye a Ou menm pou sekou, men Ou pa reponn mwen. Mwen kanpe, e se gete, Ou gete m.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
21 Ou vin okipe m ak mechanste. Avèk fòs a men Ou, Ou pèsekite m.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
22 Ou leve m wo sou van, e fè m monte; epi Ou fè m fonn nèt nan move tan an.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Paske mwen konnen ke Ou ap mennen m a lanmò, jis rive nan gwo kay asanble a ki fèt pou tout sila ki viv yo.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 Malgre, èske yon moun k ap tonbe pa lonje men l? Oswa nan gwo pwoblem li pa kriye sekou?
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
25 Èske mwen pa t kriye pou sila nan gwo twoub? Èske nanm mwen pa t plen tristès pou malere a?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Lè m t ap tann sa ki bon an, se mal ki rive m; lè m tap tann limyè, alò se tenèb ki te vini.
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
27 Kè m twouble nèt anndan m. Mwen pa kab poze. Jou plen ak afliksyon yo parèt devan m.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Mwen fè dèy toupatou san solèy. Mwen kanpe nan asanble; mwen rele sekou.
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
29 Mwen te vin frè ak chen mawon, zanmi ak otrich la.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Chè m vin nwa sou mwen, li kale, e zo m yo brile ak lafyèv.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Pou sa, se doulè ap mwen jwe, e flit mwen an sonne pou sila k ap kriye.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
