Jòb 10
1 “Mwen rayi pwòp lavi m; mwen va fè tout fòs plent mwen yo parèt. Mwen va pale ak anmè ki fonse nan nanm mwen.
Mi sjæl er leid av livet mitt, eg gjev mi klaga lause taumar, vil tala i min såre hugverk.
2 Mwen va di a Bondye: ‘Pa kondane mwen! Fè m konnen poukisa W ap goumen ak mwen.
Til Gud eg segjer: «Døm meg ikkje; seg kvifor du imot meg strider!
3 Èske se vrèman bon pou Ou ta oprime; pou meprize zèv men Ou yo e pou Ou gade ak favè, manèv a mechan yo?
Finn du det godt å gjera vald, og øyda upp ditt eige verk, men lysa yver gudlaust råd?
4 Èske zye Ou fèt ak chè? Oswa èske Ou wè kon yon nonm wè?
Er auga ditt av kjøt og blod? Ser du som menneskje plar sjå?
5 Èske jou Ou yo tankou jou a moun mòtèl, oswa ane Ou yo tankou ane a yon nonm,
Er dine dagar mennesk-dagar? Er dine år lik mannsens år?
6 pou Ou ta dwe chache koupabilite mwen e fè rechèch dèyè peche m?
Med di mitt brot du leitar upp, og granskar etter syndi mi,
7 Malgre Ou konnen mwen pa koupab, sepandan, nanpwen ki ka livre m sòti nan men Ou.’”
endå du veit eg er uskuldig, og ingen bergar or di hand.
8 “Se men Ou ki te fòme mwen nèt. Konsa, èske Ou ta detwi mwen?
Di hand hev skapt og dana meg fullt ut, og no vil du meg tyna?
9 Sonje, souple, ke Ou te fè m kon ajil. Èske Ou ta fè m retounen pousyè ankò?
Hugs på, du forma meg som leir; no gjer du atter meg til mold!
10 Èske se pa tankou lèt ke Ou te vide mwen e fè m kaye tankou fwomaj?
Som mjølk du let meg renna ut og let meg stivna liksom ost;
11 Ou te abiye mwen ak po avèk chè e koude mwen ansanm nan zo ak gwo venn.
Du klædde meg med hud og kjøt, fleitta bein og senar saman.
12 Ou te ban mwen lavi avèk lanmou dous Ou. Se swen Ou ki te konsève lespri m.
Du gav meg både liv og miskunn, og verna um mitt andedrag.
13 Malgre bagay sila yo, Ou te kache yo nan kè Ou. Mwen konnen ke sa a se avèk ou:
Men dette du i hjarta gøymde, eg veit det var i din tanke;
14 si m peche, alò, Ou mete tach sou mwen. Ou pa ta akite m de koupabilite mwen.
Du vakta på meg um eg synda; du gav meg ikkje til mitt brot;
15 Si mwen mechan, malè a mwen! Epi si mwen jis, toujou, menm dwe leve tèt mwen. Mwen chaje ak wont, e byen rekonnesan a mizè mwen.
um eg var skuldig, usæl eg! Um skuldfri, tord’ eg ei meg briska, av skjemsla mett, med naud for augom;
16 Si tèt mwen ta vin leve wo, Ou ta fè lachas dèyè m tankou yon lyon; epi ankò, Ou ta montre pouvwa Ou kont mwen.
For då du jaga meg som løva og let meg atter under sjå,
17 Ou renouvle temwayaj Ou kont mwen, e ogmante kòlè Ou vè mwen. Dezas monte anwo dezas sou mwen.”
du førde nye vitne mot meg og harmast endå meir på meg og sende mot meg her på her.
18 “Alò, poukisa Ou te fè m sòti nan vant manman m? Pito ke m te mouri e pa t gen zye ki te wè m!
Kvi drog du meg or morsliv fram? Kvi fekk eg ikkje usedd døy,
19 Mwen te dwe tankou mwen pa t janm te egziste, kon yon pote sòti nan vant pou rive nan tonbo.
lik ein som aldri til hev vore, og vart i grav frå morsliv lagt?
20 Èske jou m yo pa kout? Rete! Ralanti sou mwen pou m kab jwenn yon ti kras kè kontan,
Er ikkje mine dagar få? Haldt upp! Slepp meg, so eg litt glad kann verta,
21 avan ke m ale—pou mwen pa tounen nan andwa tenèb ak gwo fènwa!
fyrr eg gjeng burt, og kjem’kje att, til myrkre land med daudeskugge,
22 Nan peyi sa a ki dezole nèt tankou tenèb la, nan fon lonbraj san fòm nan, e ki klere tankou fènwa a.”
eit land so myrkt som svarte natti, med daudeskugge og vanskipnad, der dagsljoset er som myrke natt!»»
