Παροιμίαι 20
1 ἀκόλαστον οἶνος καὶ ὑβριστικὸν μέθη πᾶς δὲ ὁ συμμειγνύμενος αὐτῇ οὐκ ἔσται σοφός
En Spotter er Vinen, stærk Drik slaar sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.
2 οὐ διαφέρει ἀπειλὴ βασιλέως θυμοῦ λέοντος ὁ δὲ παροξύνων αὐτὸν ἁμαρτάνει εἰς τὴν ἑαυτοῦ ψυχήν
Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.
3 δόξα ἀνδρὶ ἀποστρέφεσθαι λοιδορίας πᾶς δὲ ἄφρων τοιούτοις συμπλέκεται
Mands Ære er det at undgaa Trætte, men alle Taaber vil Strid.
4 ὀνειδιζόμενος ὀκνηρὸς οὐκ αἰσχύνεται ὡσαύτως καὶ ὁ δανιζόμενος σῖτον ἐν ἀμήτῳ
Om Efteraaret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.
5 ὕδωρ βαθὺ βουλὴ ἐν καρδίᾳ ἀνδρός ἀνὴρ δὲ φρόνιμος ἐξαντλήσει αὐτήν
Raad i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op.
6 μέγα ἄνθρωπος καὶ τίμιον ἀνὴρ ἐλεήμων ἄνδρα δὲ πιστὸν ἔργον εὑρεῖν
Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand?
7 ὃς ἀναστρέφεται ἄμωμος ἐν δικαιοσύνῃ μακαρίους τοὺς παῖδας αὐτοῦ καταλείψει
Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner faar Lykke efter ham.
8 ὅταν βασιλεὺς δίκαιος καθίσῃ ἐπὶ θρόνου οὐκ ἐναντιοῦται ἐν ὀφθαλμοῖς αὐτοῦ πᾶν πονηρόν
Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.
9 τίς καυχήσεται ἁγνὴν ἔχειν τὴν καρδίαν ἢ τίς παρρησιάσεται καθαρὸς εἶναι ἀπὸ ἁμαρτιῶν κακολογοῦντος πατέρα ἢ μητέρα σβεσθήσεται λαμπτήρ αἱ δὲ κόραι τῶν ὀφθαλμῶν αὐτοῦ ὄψονται σκότος μερὶς ἐπισπουδαζομένη ἐν πρώτοις ἐν τοῖς τελευταίοις οὐκ εὐλογηθήσεται μὴ εἴπῃς τείσομαι τὸν ἐχθρόν ἀλλὰ ὑπόμεινον τὸν κύριον ἵνα σοι βοηθήσῃ
Hvo kan sige: »Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!«
10 στάθμιον μέγα καὶ μικρὸν καὶ μέτρα δισσά ἀκάθαρτα ἐνώπιον κυρίου καὶ ἀμφότερα
To Slags Vægt og to Slags Maal, begge Dele er HERREN en Gru.
11 καὶ ὁ ποιῶν αὐτὰ ἐν τοῖς ἐπιτηδεύμασιν αὐτοῦ συμποδισθήσεται νεανίσκος μετὰ ὁσίου καὶ εὐθεῖα ἡ ὁδὸς αὐτοῦ
Selv Drengen kendes paa det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.
12 οὖς ἀκούει καὶ ὀφθαλμὸς ὁρᾷ κυρίου ἔργα καὶ ἀμφότερα
Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.
13 μὴ ἀγάπα καταλαλεῖν ἵνα μὴ ἐξαρθῇς διάνοιξον τοὺς ὀφθαλμούς σου καὶ ἐμπλήσθητι ἄρτων
Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.
Køberen siger: »Usselt, usselt!« men skryder af Handelen, naar han gaar bort.
Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.
Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!
Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.
Planer, der lægges ved Raadslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!
Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en aabenmundet at gøre!
Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke gaar hans Lampe ud.
Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.
Sig ikke: »Ondt vil jeg gengælde!« Bi paa HERREN, saa hjælper han dig.
23 βδέλυγμα κυρίῳ δισσὸν στάθμιον καὶ ζυγὸς δόλιος οὐ καλὸν ἐνώπιον αὐτοῦ
To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk.
24 παρὰ κυρίου εὐθύνεται τὰ διαβήματα ἀνδρί θνητὸς δὲ πῶς ἂν νοήσαι τὰς ὁδοὺς αὐτοῦ
Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!
25 παγὶς ἀνδρὶ ταχύ τι τῶν ἰδίων ἁγιάσαι μετὰ γὰρ τὸ εὔξασθαι μετανοεῖν γίνεται
Det er farligt at sige tankeløst: »Helligt!« og først efter Løftet tænke sig om.
26 λικμήτωρ ἀσεβῶν βασιλεὺς σοφὸς καὶ ἐπιβαλεῖ αὐτοῖς τροχόν
Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gaa over dem.
27 φῶς κυρίου πνοὴ ἀνθρώπων ὃς ἐρευνᾷ ταμίεια κοιλίας
Menneskets Aand er en HERRENS Lampe, den ransager alle hans Indres Kamre.
28 ἐλεημοσύνη καὶ ἀλήθεια φυλακὴ βασιλεῖ καὶ περικυκλώσουσιν ἐν δικαιοσύνῃ τὸν θρόνον αὐτοῦ
Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.
29 κόσμος νεανίαις σοφία δόξα δὲ πρεσβυτέρων πολιαί
Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er graanet Haar.
30 ὑπώπια καὶ συντρίμματα συναντᾷ κακοῖς πληγαὶ δὲ εἰς ταμίεια κοιλίας
Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.
