Ἰώβ 9
1 ὑπολαβὼν δὲ Ιωβ λέγει
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 ἐπ’ ἀληθείας οἶδα ὅτι οὕτως ἐστίν πῶς γὰρ ἔσται δίκαιος βροτὸς παρὰ κυρίῳ
Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 ἐὰν γὰρ βούληται κριθῆναι αὐτῷ οὐ μὴ ὑπακούσῃ αὐτῷ ἵνα μὴ ἀντείπῃ πρὸς ἕνα λόγον αὐτοῦ ἐκ χιλίων
Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
4 σοφὸς γάρ ἐστιν διανοίᾳ κραταιός τε καὶ μέγας τίς σκληρὸς γενόμενος ἐναντίον αὐτοῦ ὑπέμεινεν
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 ὁ παλαιῶν ὄρη καὶ οὐκ οἴδασιν ὁ καταστρέφων αὐτὰ ὀργῇ
Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 ὁ σείων τὴν ὑπ’ οὐρανὸν ἐκ θεμελίων οἱ δὲ στῦλοι αὐτῆς σαλεύονται
ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
7 ὁ λέγων τῷ ἡλίῳ καὶ οὐκ ἀνατέλλει κατὰ δὲ ἄστρων κατασφραγίζει
han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 ὁ τανύσας τὸν οὐρανὸν μόνος καὶ περιπατῶν ὡς ἐπ’ ἐδάφους ἐπὶ θαλάσσης
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 ὁ ποιῶν Πλειάδα καὶ ἕσπερον καὶ ἀρκτοῦρον καὶ ταμίεια νότου
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 ὁ ποιῶν μεγάλα καὶ ἀνεξιχνίαστα ἔνδοξά τε καὶ ἐξαίσια ὧν οὐκ ἔστιν ἀριθμός
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 ἐὰν ὑπερβῇ με οὐ μὴ ἴδω καὶ ἐὰν παρέλθῃ με οὐδ’ ὧς ἔγνων
Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 ἐὰν ἀπαλλάξῃ τίς ἀποστρέψει ἢ τίς ἐρεῖ αὐτῷ τί ἐποίησας
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
13 αὐτὸς γὰρ ἀπέστραπται ὀργήν ὑπ’ αὐτοῦ ἐκάμφθησαν κήτη τὰ ὑπ’ οὐρανόν
Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 ἐὰν δέ μου ὑπακούσηται ἦ διακρινεῖ τὰ ῥήματά μου
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 ἐάν τε γὰρ ὦ δίκαιος οὐκ εἰσακούσεταί μου τοῦ κρίματος αὐτοῦ δεηθήσομαι
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
16 ἐάν τε καλέσω καὶ ὑπακούσῃ οὐ πιστεύω ὅτι εἰσακήκοέν μου
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 μὴ γνόφῳ με ἐκτρίψῃ πολλὰ δέ μου τὰ συντρίμματα πεποίηκεν διὰ κενῆς
han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
18 οὐκ ἐᾷ γάρ με ἀναπνεῦσαι ἐνέπλησεν δέ με πικρίας
ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
19 ὅτι μὲν γὰρ ἰσχύι κρατεῖ τίς οὖν κρίματι αὐτοῦ ἀντιστήσεται
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 ἐὰν γὰρ ὦ δίκαιος τὸ στόμα μου ἀσεβήσει ἐάν τε ὦ ἄμεμπτος σκολιὸς ἀποβήσομαι
Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 εἴτε γὰρ ἠσέβησα οὐκ οἶδα τῇ ψυχῇ πλὴν ὅτι ἀφαιρεῖταί μου ἡ ζωή
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 διὸ εἶπον μέγαν καὶ δυνάστην ἀπολλύει ὀργή
Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 ὅτι φαῦλοι ἐν θανάτῳ ἐξαισίῳ ἀλλὰ δίκαιοι καταγελῶνται
Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
24 παραδέδονται γὰρ εἰς χεῖρας ἀσεβοῦς πρόσωπα κριτῶν αὐτῆς συγκαλύπτει εἰ δὲ μὴ αὐτός τίς ἐστιν
Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 ὁ δὲ βίος μού ἐστιν ἐλαφρότερος δρομέως ἀπέδρασαν καὶ οὐκ εἴδοσαν
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
26 ἦ καὶ ἔστιν ναυσὶν ἴχνος ὁδοῦ ἢ ἀετοῦ πετομένου ζητοῦντος βοράν
gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
27 ἐάν τε γὰρ εἴπω ἐπιλήσομαι λαλῶν συγκύψας τῷ προσώπῳ στενάξω
Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
28 σείομαι πᾶσιν τοῖς μέλεσιν οἶδα γὰρ ὅτι οὐκ ἀθῷόν με ἐάσεις
maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 ἐπειδὴ δέ εἰμι ἀσεβής διὰ τί οὐκ ἀπέθανον
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 ἐὰν γὰρ ἀπολούσωμαι χιόνι καὶ ἀποκαθάρωμαι χερσὶν καθαραῖς
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 ἱκανῶς ἐν ῥύπῳ με ἔβαψας ἐβδελύξατο δέ με ἡ στολή
du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
32 οὐ γὰρ εἶ ἄνθρωπος κατ’ ἐμέ ᾧ ἀντικρινοῦμαι ἵνα ἔλθωμεν ὁμοθυμαδὸν εἰς κρίσιν
Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
33 εἴθε ἦν ὁ μεσίτης ἡμῶν καὶ ἐλέγχων καὶ διακούων ἀνὰ μέσον ἀμφοτέρων
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
34 ἀπαλλαξάτω ἀπ’ ἐμοῦ τὴν ῥάβδον ὁ δὲ φόβος αὐτοῦ μή με στροβείτω
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 καὶ οὐ μὴ φοβηθῶ ἀλλὰ λαλήσω οὐ γὰρ οὕτω συνεπίσταμαι
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
