Ἰώβ 39
1 εἰ ἔγνως καιρὸν τοκετοῦ τραγελάφων πέτρας ἐφύλαξας δὲ ὠδῖνας ἐλάφων
Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare paa Hindenes Veer,
2 ἠρίθμησας δὲ αὐτῶν μῆνας πλήρεις τοκετοῦ ὠδῖνας δὲ αὐτῶν ἔλυσας
tæller du mon deres Drægtigheds Maaneder, kender du Tiden, de føder?
3 ἐξέθρεψας δὲ αὐτῶν τὰ παιδία ἔξω φόβου ὠδῖνας αὐτῶν ἐξαποστελεῖς
De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
4 ἀπορρήξουσιν τὰ τέκνα αὐτῶν πληθυνθήσονται ἐν γενήματι ἐξελεύσονται καὶ οὐ μὴ ἀνακάμψουσιν αὐτοῖς
Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
5 τίς δέ ἐστιν ὁ ἀφεὶς ὄνον ἄγριον ἐλεύθερον δεσμοὺς δὲ αὐτοῦ τίς ἔλυσεν
Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
6 ἐθέμην δὲ τὴν δίαιταν αὐτοῦ ἔρημον καὶ τὰ σκηνώματα αὐτοῦ ἁλμυρίδα
som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
7 καταγελῶν πολυοχλίας πόλεως μέμψιν δὲ φορολόγου οὐκ ἀκούων
Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
8 κατασκέψεται ὄρη νομὴν αὐτοῦ καὶ ὀπίσω παντὸς χλωροῦ ζητεῖ
det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstraa op.
9 βουλήσεται δέ σοι μονόκερως δουλεῦσαι ἢ κοιμηθῆναι ἐπὶ φάτνης σου
Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den staa ved din Krybbe om Natten?
10 δήσεις δὲ ἐν ἱμᾶσι ζυγὸν αὐτοῦ ἢ ἑλκύσει σου αὔλακας ἐν πεδίῳ
Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
11 πέποιθας δὲ ἐπ’ αὐτῷ ὅτι πολλὴ ἡ ἰσχὺς αὐτοῦ ἐπαφήσεις δὲ αὐτῷ τὰ ἔργα σου
Stoler du paa dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
12 πιστεύσεις δὲ ὅτι ἀποδώσει σοι τὸν σπόρον εἰσοίσει δέ σου τὸν ἅλωνα
Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd paa Loen?
13 πτέρυξ τερπομένων νεελασα ἐὰν συλλάβῃ ασιδα καὶ νεσσα
Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
14 ὅτι ἀφήσει εἰς γῆν τὰ ᾠὰ αὐτῆς καὶ ἐπὶ χοῦν θάλψει
siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
15 καὶ ἐπελάθετο ὅτι ποὺς σκορπιεῖ καὶ θηρία ἀγροῦ καταπατήσει
tænker ej paa, at en Fod kan knuse dem, Vildtet paa Marken træde dem sønder?
16 ἀπεσκλήρυνεν τὰ τέκνα αὐτῆς ὥστε μὴ ἑαυτῇ εἰς κενὸν ἐκοπίασεν ἄνευ φόβου
Haard ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
17 ὅτι κατεσιώπησεν αὐτῇ ὁ θεὸς σοφίαν καὶ οὐκ ἐμέρισεν αὐτῇ ἐν τῇ συνέσει
Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
18 κατὰ καιρὸν ἐν ὕψει ὑψώσει καταγελάσεται ἵππου καὶ τοῦ ἐπιβάτου αὐτοῦ
Naar Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
19 ἦ σὺ περιέθηκας ἵππῳ δύναμιν ἐνέδυσας δὲ τραχήλῳ αὐτοῦ φόβον
Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
20 περιέθηκας δὲ αὐτῷ πανοπλίαν δόξαν δὲ στηθέων αὐτοῦ τόλμῃ
og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
21 ἀνορύσσων ἐν πεδίῳ γαυριᾷ ἐκπορεύεται δὲ εἰς πεδίον ἐν ἰσχύι
Den skraber muntert i Dalen, gaar Brynjen væligt i Møde;
22 συναντῶν βέλει καταγελᾷ καὶ οὐ μὴ ἀποστραφῇ ἀπὸ σιδήρου
den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
23 ἐπ’ αὐτῷ γαυριᾷ τόξον καὶ μάχαιρα
Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
24 καὶ ὀργῇ ἀφανιεῖ τὴν γῆν καὶ οὐ μὴ πιστεύσῃ ἕως ἂν σημάνῃ σάλπιγξ
den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, naar Hornet lyder;
25 σάλπιγγος δὲ σημαινούσης λέγει εὖγε πόρρωθεν δὲ ὀσφραίνεται πολέμου σὺν ἅλματι καὶ κραυγῇ
et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Raab.
26 ἐκ δὲ τῆς σῆς ἐπιστήμης ἕστηκεν ἱέραξ ἀναπετάσας τὰς πτέρυγας ἀκίνητος καθορῶν τὰ πρὸς νότον
Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
27 ἐπὶ δὲ σῷ προστάγματι ὑψοῦται ἀετός γὺψ δὲ ἐπὶ νοσσιᾶς αὐτοῦ καθεσθεὶς αὐλίζεται
Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
28 ἐπ’ ἐξοχῇ πέτρας καὶ ἀποκρύφῳ
Den bygger og bor paa Klipper, paa Klippens Tinde og Borg;
29 ἐκεῖσε ὢν ζητεῖ τὰ σῖτα πόρρωθεν οἱ ὀφθαλμοὶ αὐτοῦ σκοπεύουσιν
den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
30 νεοσσοὶ δὲ αὐτοῦ φύρονται ἐν αἵματι οὗ δ’ ἂν ὦσι τεθνεῶτες παραχρῆμα εὑρίσκονται
Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
