Ayubu 37
1 “Ndaigua ũguo ngoro yakwa ĩgatumatuuma, na ĩkambarara ĩkoima handũ hayo.
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2 Thikĩrĩria! Thikĩrĩria mũraramo wa mũgambo wake, mũrurumo ũrĩa uumaga kanua gake.
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der gaar fra hans Mund!
3 Arekagĩrĩria rũheni rwake rungu rwa igũrũ guothe na akarũtũma nginya ituri cia thĩ.
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4 Thuutha waruo gũũkaga mũgambo wa mũraramo wake; arurumaga na mũgambo wake mũkaru. Hĩndĩ ĩrĩa mũgambo wake waiguuo-rĩ, ndarigagĩrĩria heni.
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke paa Lyn, imedens hans Stemme høres.
5 Mũgambo wa Mũrungu ũrurumaga na njĩra ya magegania; ekaga maũndũ manene tũtangĩhota kũmenya.
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6 Eeraga tharunji atĩrĩ, ‘Gwa thĩ,’ nayo mbura ya rũthuthuũ akamĩĩra atĩrĩ, ‘Tuĩka mbura nene.’
Thi han siger til Sneen: »Fald ned paa Jorden!« til Byger og Regnskyl: »Bliv stærke!«
7 Nĩatigithagia mũndũ o wothe wĩra wake nĩgeetha andũ othe ombĩte mamenye wĩra wake.
For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle maa kende hans Gerning.
8 Nyamũ nacio nĩciĩhithaga; ciikaraga imamo-inĩ ciacio.
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9 Kĩhuhũkanio kiumaga gĩikaro gĩakĩo, heho nayo ĩkoima rũhuho-inĩ rũkĩhurutana.
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10 Mĩhũmũ ya Mũrungu nĩĩthondekaga mbarabu, namo maaĩ harĩa maaramĩire makanyiitana.
Ved Guds Aande bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11 Nĩaiyũragia matu na ũigũ; ahurunjaga rũheni rũkamatũrĩkia.
Saa fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12 Mathiiaga magĩthiũrũrũkaga o kũrĩa angĩmeerekeria thĩ yothe, mageeke o ũrĩa wothe angĩmaatha.
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, paa hele den vide Jord,
13 Arehaga matu macio nĩguo aherithie andũ, kana aihũgie thĩ yake na onanie wendani wake.
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14 “Ayubu, thikĩrĩria ũhoro ũyũ; tithĩria hau wĩcũũranie ũhoro wa magegania ma Mũrungu.
Job du maa lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15 Wee nĩũũĩ ũrĩa Ngai aathaga matu, na ũrĩa atũmaga rũheni rwake rũhenũke?
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys straale frem fra sin Sky?
16 Wee nĩũũĩ ũrĩa matu macio macuurĩtio wega, magegania macio ma ũrĩa ũrĩ ũmenyo mũkinyanĩru?
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17 Wee ũringĩkaga nĩ ũrugarĩ wa nguo ciaku rĩrĩa bũrũri ũkirĩte ki hĩndĩ ya rũhuho rwa gũthini-rĩ,
Du, hvis Klæder ophedes, naar Jorden døser ved Søndenvind?
18 no ũhote kũruta wĩra nake ũhoro-inĩ wa gũtambũrũkia matu mairũ, o macio momĩte o ta gĩcicio gĩa gĩcango?
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19 “Ta twĩre ũrĩa twagĩrĩirwo nĩ kũmwĩra; tũtingĩhota gwĩciirĩra nĩ ũndũ wa nduma iitũ.
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi faa frem for Mørke.
20 Nĩagĩrĩire kwĩrwo atĩ nĩngwenda kwaria? Nĩ kũrĩ mũndũ o na ũ ũngiuga amerio?
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21 Rĩu-rĩ, gũtirĩ mũndũ ũngĩhota kũrora riũa, rĩcangararĩte kũu igũrũ thuutha wakuo kũhaatwo nĩ rũhuho gũgathera.
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22 Okaga kuuma mwena wa gathigathini arĩ na riiri ukengeete ta wa thahabu; Ngai okaga arĩ na ũkaru wa gwĩtigĩrwo.
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23 Ũcio Mwene-Hinya-Wothe-rĩ, tũtingĩhota kũmũkinyĩra, nĩatũũgĩrĩtio nĩ ũndũ wa ũhoti wake; tondũ wa ũrĩa arĩ wa kĩhooto na ũthingu mũnene-rĩ, ndahinyanagĩrĩria.
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig paa Retfærd bøjer han ikke Retten;
24 Nĩ ũndũ ũcio andũ nĩmamũtĩĩte, tondũ githĩ ndarũmbũyagia arĩa meyonaga ta marĩ oogĩ na ngoro ciao?”
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
