Jeremia 3

1 “Mũndũ angĩtigana na mũtumia wake, nake mũtumia ũcio athiĩ ahikĩre mũndũ ũngĩ-rĩ, mũthuuri ũcio no amũcookerere? Githĩ bũrũri ũcio to ũthaahe biũ? No wee-rĩ, ũtũũrĩte ũhũũraga ũmaraya na endwa aku aingĩ mũno! Rĩu-rĩ, wee no ũnjookerere?” ũguo nĩguo Jehova ekuuga.

Naar en Mand forstøder sin Hustru, og hun gaar fra ham og ægter en anden, kan hun saa gaa tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere, vil tilbage til mig! saa lyder det fra HERREN.

2 “Ta tiira maitho ũcũthĩrĩrie tũcũmbĩrĩ twa irĩma kũrĩa gũtigĩtwo ũtheri. Nĩ kũrĩ handũ ũtarĩ wakomwo nawe? Mĩkĩra-inĩ ya njĩra-rĩ, nĩkuo wetagĩrĩra endwa aku, kũu nĩkuo waikaraga thĩ ũkameterera, o ta Mũarabu arĩ werũ-inĩ. Wee nĩũthaahĩtie bũrũri ũyũ na ũmaraya waku na waganu waku.

Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene vogted du paa dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet baade ved din Utugt og Ondskab,

3 Tondũ wa ũguo-rĩ, mbura ya maguna-ngʼombe nĩĩgirĩtio yure, o na ĩrĩa ya gũkũria irio nayo ĩkaaga kuura. No rĩrĩ, wee nĩũmĩtie gĩthiithi ta kĩa mũmaraya, ũkaaga thoni o na hanini.

en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande har du, trodser al Skam.

4 Githĩ to rĩu wanjĩta ũkiugaga: ‘Baba, wee mũrata wakwa kuuma ndĩ o mũnini,

Raabte du ikke nylig til mig: »Min Fader! Du er min Ungdoms Ven.

5 kaĩ ũgũgĩtũũra ũrakarĩte? Mangʼũrĩ macio maku-rĩ, megũgĩthiĩ na mbere nginya tene?’ Ũguo nĩguo waragia, no ũgacooka ũgeeka ũũru wothe ũrĩa ũngĩhota.”

Vil han evigt gemme paa Vrede, bære Nag for stedse?« Se, saaledes taler du, men øver det onde til Gavns.

6 Matukũ-inĩ ma wathani wa Mũthamaki Josia, Jehova nĩanjũririe atĩrĩ: “Ĩĩ nĩwonete ũrĩa Isiraeli aahutatĩire? Nĩahaicĩte gĩthũngũri-inĩ gĩothe kĩrĩa kĩraihu na igũrũ, na agathiĩ rungu rwa mũtĩ o wothe ũrĩa mũruru na akahũũrĩra ũmaraya kuo.

HERREN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Saa du, hvad den troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op paa ethvert højt Bjerg og hen under ethvert grønt Træ og bolede.

7 Ndeciirĩtie atĩ nĩakanjookerera aarĩkia gwĩka maũndũ macio mothe, nowe ndaigana kũnjookerera, nake mwarĩ wa nyina, Juda, ũrĩa ũtaarĩ mwĩhokeku, agĩkĩĩonera maũndũ macio.

Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om til mig; men hun vendte ikke om. Det saa hendes svigefulde Søster Juda;

8 Nĩndaheire Isiraeli ũcio wahutatĩire marũa ma gũtigana nake, ngĩmũingata nĩ ũndũ wa ũtharia ũcio wake wothe. No rĩrĩ, nĩndonire atĩ o na Juda, mwarĩ wa nyina ũcio ũtaarĩ mwĩhokeku, ndaarĩ na guoya; o nake nĩoimagarire, agĩthiĩ gũtharia.

hun saa, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde Søster Juda frygtede dog ikke, men gik ogsaa hen og bolede.

9 Tondũ wa ũrĩa Isiraeli oonaga ũmaraya wake ũtarĩ ũndũ mũnene harĩ we, nĩathaahirie bũrũri ũcio, agĩkĩrĩrĩria kũhũũra ũmaraya na ũndũ wa kũhooya mahiga na mĩtĩ.

Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten og Træ.

10 O na kũrĩ ũguo-rĩ, Juda, mwarĩ wa nyina ũcio ũtaarĩ mwĩhokeku, ndaanjookereire na ngoro yake yothe, no aanjookereire na ũhinga,” ũguo nĩguo Jehova ekuuga.

Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig af hele sit Hjerte, men kun paa Skrømt, lyder det fra HERREN.

11 Jehova akĩnjĩĩra atĩrĩ: “Isiraeli, ũrĩa waahuutatĩire-rĩ, nĩ mũthingu gũkĩra Juda, ũcio ũtaarĩ mwĩhokeku.

Og HERREN sagde til mig: Det troløse Israels Sag staar bedre end det svigefulde Judas.

12 Thiĩ ũkahunjanĩrie ndũmĩrĩri ĩno werekeire mwena wa gathigathini, uuge ũũ: “‘Njookerera, wee Isiraeli, o wee ũũhutatĩire,’ ũguo nĩguo Jehova ekuuga, ‘na niĩ ndigacooka gũkũhetera gĩthiithi na marakara, nĩ ũndũ njiyũrĩtwo nĩ tha,’ ũguo nĩguo Jehova ekuuga. ‘Ndigũtũũra ndakarĩte nginya tene.

Gaa hen og udraab disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra HERREN; jeg vil ikke vredes paa eder, thi naadig er jeg, lyder det fra HERREN; jeg gemmer ej evigt paa Vrede;

13 Wee ũndũ ũrĩa ũgwĩka-rĩ, no kuumbũra mahĩtia maku, nĩ ũndũ wa ũrĩa ũremeire Jehova Ngai waku, nĩ ũndũ wa ũrĩa waneitanga, ũkĩĩheanaga kũrĩ ngai cia kũngĩ, rungu rwa mũtĩ o wothe mũruru, na ũkaaga kũnjathĩkĩra,’” ũguo nĩguo Jehova ekuuga.

men vedgaa din Uret, at du forbrød dig mod HERREN din Gud; for de fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte ikke min Røst, saa lyder det fra HERREN.

14 Jehova ekuuga atĩrĩ: “Njookererai, inyuĩ andũ aya mũũhutatĩire, nĩgũkorwo nĩ niĩ mũthuuri wanyu; nĩngamũcookanĩrĩria, ndute mũndũ ũmwe itũũra-inĩ rĩmwe, na angĩ eerĩ ndĩmarute mũhĩrĩga ũmwe, ndĩmũtware Zayuni.

Vend om, I frafaldne Sønner, lyder det fra HERREN; thi jeg er eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og bringer eder til Zion,

15 Nĩngacooka ndĩmũhe arĩithi arĩa ndĩthuurĩire na ngoro yakwa, arĩa makaamũtongoragia marĩ na ũũgĩ o na ũmenyo.”

og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt.

16 Jehova ekuuga atĩrĩ: “Matukũ-inĩ macio, rĩrĩa mũgaakorwo mũingĩhĩte mũno gũkũ bũrũri ũyũ-rĩ, andũ matigacooka kuuga, ‘Ithandũkũ rĩa kĩrĩkanĩro kĩa Jehova.’ Ũhoro ũcio ndũgatoonya meciiria-inĩ mao kana ũririkanwo; rĩtigeciirio ũhoro warĩo o na kana rĩthondekwo rĩngĩ.

Og naar I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage, lyder det fra HERREN, skal de ikke mere tale om HERRENS Pagts Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal ikke laves.

17 Hĩndĩ ĩyo mageetaga itũũra rĩa Jerusalemu Gĩtĩ kĩa Ũthamaki kĩa Jehova, nacio ndũrĩrĩ ciothe nĩikongana kũu itũũra rĩa Jerusalemu nĩ ũndũ wa gũtĩĩa rĩĩtwa rĩa Jehova. Matigacooka kũrũmĩrĩra ũremi wa ũũru wa ngoro ciao.

Paa hin Tid skal man kalde Jerusalem HERRENS Trone, og der, til HERRENS Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind.

18 Matukũ-inĩ macio nyũmba ya Juda nĩĩkanyiitana na nyũmba ya Isiraeli, na o eerĩ nĩmagooka moimĩte bũrũri wa mwena wa gathigathini, makinye bũrũri ũrĩa ndaaheire maithe manyu ũtuĩke igai rĩao.

I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre i Eje.

19 “Niĩ mwene ngiuga atĩrĩ, “‘Ingĩakenire atĩa ngĩmũtua ta ariũ akwa, na ndĩmũhe bũrũri mwega, igai rĩrĩa rĩega rĩkĩrĩte magai ma ndũrĩrĩ ciothe.’ Ndeciiragia mũrĩnjĩtaga ‘Baba’ na mwage kũũhutatĩra nĩguo mũtige kũnũmĩrĩra.

Og jeg, jeg sagde til dig: »Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod.« Jeg sagde: »Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!«

20 No rĩrĩ, o ta mũtumia ũtarĩ mwĩhokeku harĩ mũthuuriwe, ũguo noguo mũkoretwo mũtarĩ ehokeku harĩ niĩ, inyuĩ nyũmba ya Isiraeli,” ũguo nĩguo Jehova ekuuga.

Men som en Kvinde sviger sin Ven, saa sveg du mig, Israels Hus, saa lyder det fra HERREN.

21 Kĩrĩro nĩkĩiguĩtwo kũndũ kũrĩa gũtũũgĩru gũtarĩ kĩndũ, kũgirĩka na gũthaithana kwa andũ a Isiraeli, nĩ ũndũ nĩmogometie njĩra ciao, na makariganĩrwo nĩ Jehova Ngai wao.

Hør, der lyder Graad paa de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte HERREN deres Gud.

22 “Njookererai, inyuĩ andũ aya mũũhutatĩire; nĩngũmũhonia nĩguo mũtigacooke gũcooka na thuutha.” Magĩcookia atĩrĩ, “Ĩĩ nĩguo, nĩtũgũũka harĩwe, nĩgũkorwo wee nĩwe Jehova Ngai witũ.

Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er HERREN vor Gud.

23 Ti-itherũ inegene rĩa ũhooi mĩhianano kũu tũrĩma-inĩ o na kũu irĩma-inĩ nĩ rĩa maheeni; ti-itherũ, ũhonokio wa Isiraeli ũrĩ na Jehova Ngai witũ.

Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos HERREN vor Gud er Israels Frelse.

24 Kuuma o ũnini-inĩ witũ, ngai icio cia mĩhianano cia thoni nĩcio ciananiina maciaro ma mawĩra ma maithe maitũ: ndũũru ciao cia mbũri na cia ngʼombe, aanake ao na airĩtu ao.

Skændselen aad fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Smaakvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre.

25 Nĩtwĩgũithiei thĩ tũconokete, nacio njono ciitũ itũhumbĩre. Nĩ twĩhĩirie Jehova Ngai witũ, ithuĩ o hamwe na maithe maitũ; kuuma rĩrĩa twarĩ anini nginya ũmũthĩ ũyũ-rĩ, tũtũũrĩte tũtarĩ twathĩkĩra Jehova Ngai witũ.”

Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod HERREN vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi hørte ikke paa HERREN vor Guds Røst.