Psalm 137

1 An den Strömen Babels saßen wir und weinten, wenn wir Zions gedachten.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 An den Weiden, die dort sind, hängten wir unsre Harfen auf.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 Denn die uns daselbst gefangen hielten, forderten Lieder von uns, und unsre Peiniger, daß wir fröhlich seien: «Singet uns eines von den Zionsliedern!»

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

4 Wie sollten wir des HERRN Lied singen auf fremdem Boden?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Vergesse ich deiner, Jerusalem, so verdorre meine Rechte!

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Meine Zunge müsse an meinem Gaumen kleben, wenn ich deiner nicht gedenke, wenn ich Jerusalem nicht über meine höchste Freude setze!

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Gedenke, HERR, den Kindern Edoms den Tag Jerusalems, wie sie sprachen: «Zerstöret, zerstöret sie bis auf den Grund!»

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

8 Tochter Babel, du Verwüsterin! Wohl dem, der dir vergilt, was du uns angetan!

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Wohl dem, der deine Kindlein nimmt und sie zerschmettert am Felsgestein!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.