Job 27

1 Und Hiob setzte seine Rede fort und sprach:

Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

2 So wahr Gott lebt, der mir mein Recht entzogen, und der Allmächtige, der meine Seele betrübt hat:

Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

3 Solange noch mein Odem in mir ist und der Hauch Gottes in meiner Nase,

— thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

4 sollen meine Lippen nichts Verkehrtes reden und meine Zunge keine Lüge aussprechen.

skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

5 Ferne sei es von mir, daß ich euch Recht gebe, ich werde mir meine Unschuld nicht nehmen lassen bis an mein Ende!

Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

6 Ich habe an meiner Gerechtigkeit festgehalten und werde sie nicht loslassen, mein Gewissen straft mich über keinen meiner Tage;

Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

7 mein Feind aber müsse verurteilt werden und meine Widersacher Unrecht haben.

Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

8 Denn was für eine Hoffnung hat der Frevler, wenn Gott [ihn] abschneidet, wenn er ihm seine Seele entzieht?

Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

9 Wird Gott sein Geschrei erhören, wenn Not über ihn kommt?

Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

10 Hätte er seine Lust an dem Allmächtigen, so würde er Gott allezeit anrufen.

Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

11 Ich will euch über Gottes Hand belehren und, was es mit dem Allmächtigen für eine Bewandtnis hat, euch nicht verhehlen.

Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

12 Siehe, ihr alle habt es ja gesehen (warum redet ihr so unnütze Worte)?

Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

13 Das ist das Teil, das der gottlose Mensch von Gott, und dies das Erbe, das die Tyrannen vom Allmächtigen erhalten:

Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

14 Wenn seine Kinder sich mehren, so ist's für das Schwert, und seine Nachkommenschaft hat nicht Brot genug.

Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

15 Seine Entronnenen sinken durch die Pest ins Grab, und ihre Witwen beweinen sie nicht.

De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

16 Wenn er schon Geld zusammenscharrt wie Staub und Kleider zusammenhäuft wie Kot,

Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

17 so bringt er sie zwar zusammen, aber der Gerechte wird sie anziehen, und in das Geld werden sich die Unschuldigen teilen.

da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

18 Er baut sein Haus wie die Motte und wie ein Hüttlein, das der Hüter macht.

Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

19 Reich legt er sich hin und tut es nicht wieder; in einem Augenblick ist er dahin:

Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

20 Schrecken ergreift ihn wie eine Wasserflut, der Sturmwind führt ihn über Nacht davon.

Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

21 Ein Ostwind ergreift ihn, und er fährt dahin, er rafft ihn von seiner Stätte hinweg.

Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

22 Schonungslos schleudert Er Geschosse nach ihm, eiligst muß er fliehen vor seiner Hand.

Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

23 Man klatscht mit den Händen über ihn und zischt ihn aus an seinem Ort.

Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.