Job 19

1 Und Hiob antwortete und sprach:

Men Job svarede og sagde:

2 Wie lange wollt ihr doch meine Seele betrüben und mich mit euren Reden niederdrücken?

Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

3 Ihr habt mich nun zehnmal geschmäht; schämt ihr euch nicht, mich so zu mißhandeln?

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

4 Habe ich aber gefehlt, so trifft doch wahrlich mein Vergehen mich selbst!

Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

5 Wollt ihr aber wirklich großtun gegen mich und mir meine Schmach vorwerfen,

Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

6 so erkennet doch, daß Gott mich gebeugt und sein Netz über mich geworfen hat.

saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

7 Klage ich über Gewalttätigkeit, so erhalte ich keine Antwort, und schreie ich um Hilfe, so finde ich kein Recht.

Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

8 Undurchdringlich hat er mir den Weg verzäunt und über meine Pfade Finsternis gebreitet.

Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

9 Er hat mich meiner Herrlichkeit entkleidet und mir die Krone vom Haupte weggenommen.

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

10 Er hat mich gänzlich niedergerissen, so daß ich vergehe, und hat meine Hoffnung entwurzelt wie einen Baum.

Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

11 Sein Zorn ist wider mich entbrannt, und er sieht mich an als seinen Feind.

og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

12 Seine Scharen rücken allzumal aus und bahnen sich einen Weg gegen mich und lagern sich um meine Hütte her.

Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

13 Meine Brüder hat er von mir verscheucht, und die mich kennen, tun fremd gegen mich.

Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

14 Meine Verwandten bleiben aus, und meine Bekannten verlassen mich.

Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

15 Meine Hausgenossen und meine Mägde halten mich für einen Fremden, sie sehen mich als einen Unbekannten an.

De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

16 Rufe ich meinen Knecht, so antwortet er mir nicht, ich muß ihn mit meinem Munde anflehen.

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

17 Mein Atem ist meinem Weibe zuwider und mein Gestank den Söhnen meiner Mutter.

Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

18 Sogar Buben verachten mich; stehe ich auf, so reden sie wider mich.

Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19 Alle meine Vertrauten verabscheuen mich, und die ich liebte, haben sich gegen mich gewandt.

Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

20 An meiner Haut und meinem Fleisch klebt mein Gebein, und ich habe kaum noch Haut, um meine Zähne zu behalten.

Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

21 Erbarmt, erbarmt euch meiner, ihr, meine Freunde, denn die Hand Gottes hat mich getroffen!

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

22 Warum verfolgt ihr mich wie Gott und werdet nicht satt, mich zu zerfleischen?

Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

23 O daß doch meine Worte aufgezeichnet und daß sie in ein Buch eingetragen,

Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

24 daß sie mit eisernem Griffel in Blei oder auf ewig in einen Felsen gegraben würden:

ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

25 Ich weiß, daß mein Erlöser lebt, und er wird zuletzt über dem Staube stehen.

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

26 Und nachdem diese meine Hülle zerbrochen ist, alsdann werde ich, von meinem Fleische los, Gott schauen.

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

27 Den werde ich mir ansehen, meine Augen werden ihn schauen, ohne [Ihm] fremd zu sein. Es schmachten meine Nieren in mir!

hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

28 Denn ihr sprechet: «Wie wollen wir ihn verfolgen!» und die Wurzel der Sache sei in mir zu finden!

Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

29 Nehmet euch in acht vor dem Schwert! denn das Schwert wird die Sünden rächen, damit ihr wisset, daß ein Gericht ist.

Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.