Psalm 94

1 HERR, Gott, des die Rache ist, Gott, des die Rache ist, erscheine!

Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!

2 Erhebe dich, du Richter der Welt; vergilt den Hoffärtigen, was sie verdienen!

Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.

3 HERR, wie lange sollen die Gottlosen, wie lange sollen die Gottlosen prahlen

Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?

4 und so trotzig reden, und alle Übeltäter sich so rühmen?

De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.

5 HERR, sie zerschlagen dein Volk und plagen dein Erbe;

Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.

6 Witwen und Fremdlinge erwürgen sie und töten die Waisen

De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.

7 und sagen: “Der HERR sieht's nicht, und der Gott Jakobs achtet's nicht.”

Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.

8 Merket doch, ihr Narren unter dem Volk! Und ihr Toren, wann wollt ihr klug werden?

Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

9 Der das Ohr gepflanzt hat, sollte der nicht hören? Der das Auge gemacht hat, sollte der nicht sehen?

Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?

10 Der die Heiden züchtigt, sollte der nicht strafen, -der die Menschen lehrt, was sie wissen?

Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!

11 Aber der HERR weiß die Gedanken der Menschen, daß sie eitel sind.

Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.

12 Wohl dem, den du, HERR, züchtigst und lehrst ihn durch dein Gesetz,

Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov

13 daß er Geduld habe, wenn's übel geht, bis dem Gottlosen die Grube bereitet werde!

for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.

14 Denn der HERR wird sein Volk nicht verstoßen noch sein Erbe verlassen.

Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.

15 Denn Recht muß doch Recht bleiben, und dem werden alle frommen Herzen zufallen.

Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.

16 Wer steht bei mir wider die Boshaften? Wer tritt zu mir wider die Übeltäter?

Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?

17 Wo der HERR nicht hülfe, so läge meine Seele schier in der Stille.

Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.

18 Ich sprach: Mein Fuß hat gestrauchelt; aber deine Gnade, HERR, hielt mich.

Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.

19 Ich hatte viel Bekümmernisse in meinem Herzen; aber deine Tröstungen ergötzten meine Seele.

Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.

20 Du wirst ja nimmer eins mit dem schädlichen Stuhl, der das Gesetz übel deutet.

Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?

21 Sie rüsten sich gegen die Seele des Gerechten und verdammen unschuldig Blut.

De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.

22 Aber der HERR ist mein Schutz; mein Gott ist der Hort meiner Zuversicht.

Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.

23 Und er wird ihnen ihr Unrecht vergelten und wird sie um ihre Bosheit vertilgen; der HERR, unser Gott, wird sie vertilgen.

Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.