< Psalm 90 >

1 Ein Gebet Mose's, des Mannes Gottes. Herr, Gott, du bist unsre Zuflucht für und für.
(En Bøn af den Guds Mand Moses.) Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
2 Ehe denn die Berge wurden und die Erde und die Welt geschaffen wurden, bist du, Gott, von Ewigkeit zu Ewigkeit,
Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
3 der du die Menschen lässest sterben und sprichst: Kommt wieder, Menschenkinder!
Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"
4 Denn tausend Jahre sind vor dir wie der Tag, der gestern vergangen ist, und wie eine Nachtwache.
Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.
5 Du lässest sie dahinfahren wie einen Strom; sie sind wie ein Schlaf, gleichwie ein Gras, das doch bald welk wird,
Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
6 das da frühe blüht und bald welk wird und des Abends abgehauen wird und verdorrt.
ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
7 Das macht dein Zorn, daß wir so vergehen, und dein Grimm, daß wir so plötzlich dahinmüssen.
Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
8 Denn unsere Missetaten stellst du vor dich, unsre unerkannte Sünde ins Licht vor deinem Angesicht.
Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.
9 Darum fahren alle unsere Tage dahin durch deinen Zorn; wir bringen unsre Jahre zu wie ein Geschwätz.
Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.
10 Unser Leben währet siebzig Jahre, und wenn's hoch kommt, so sind's achtzig Jahre, und wenn's köstlich gewesen ist, so ist es Mühe und Arbeit gewesen; denn es fährt schnell dahin, als flögen wir davon.
Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.
11 Wer glaubt aber, daß du so sehr zürnest, und wer fürchtet sich vor solchem deinem Grimm?
Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
12 Lehre uns bedenken, daß wir sterben müssen, auf daß wir klug werden.
At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
13 HERR, kehre doch wieder zu uns und sei deinen Knechten gnädig!
Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
14 Fülle uns früh mit deiner Gnade, so wollen wir rühmen und fröhlich sein unser Leben lang.
mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
15 Erfreue uns nun wieder, nachdem du uns so lange plagest, nachdem wir so lange Unglück leiden.
Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!
16 Zeige deinen Knechten deine Werke und deine Ehre ihren Kindern.
Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
17 Und der HERR, unser Gott, sei uns freundlich und fördere das Werk unsrer Hände bei uns; ja, das Werk unsrer Hände wolle er fördern!
HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!

< Psalm 90 >