Psalm 74

1 Eine Unterweisung Asaphs. Gott, warum verstößest du uns so gar und bist so grimmig zornig über die Schafe deiner Weide?

Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.

2 Gedenke an deine Gemeinde, die du vor alters erworben und dir zum Erbteil erlöst hast, an den Berg Zion, darauf du wohnest.

Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.

3 Hebe deine Schritte zum dem, was so lange wüst liegt. Der Feind hat alles verderbt im Heiligtum.

Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen.

4 Deine Widersacher brüllen in deinen Häusern und setzen ihre Götzen darein.

Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn.

5 Man sieht die Äxte obenher blinken, wie man in einen Wald haut;

Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene.

6 sie zerhauen alle seine Tafelwerke mit Beil und Barte.

Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre.

7 Sie verbrennen dein Heiligtum; sie entweihen und werfen zu Boden die Wohnung deines Namens.

De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.

8 Sie sprechen in ihrem Herzen; “Laßt uns sie plündern!” Sie verbrennen alle Häuser Gottes im Lande.

De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet.

9 Unsere Zeichen sehen wir nicht, und kein Prophet predigt mehr, und keiner ist bei uns, der weiß, wie lange.

Vi se ikke vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, som ved, hvor længe det skal vare.

10 Ach Gott, wie lange soll der Widersacher schmähen und der Feind deinen Namen so gar verlästern?

Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig?

11 Warum wendest du deine Hand ab? Ziehe von deinem Schoß dein Rechte und mache ein Ende.

Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem!

12 Gott ist ja mein König von alters her, der alle Hilfe tut, die auf Erden geschieht.

Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.

13 Du zertrennst das Meer durch dein Kraft und zerbrichst die Köpfe der Drachen im Wasser.

Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene.

14 Du zerschlägst die Köpfe der Walfische und gibst sie zur Speise dem Volk in der Einöde.

Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise.

15 Du lässest quellen Brunnen und Bäche; du läßt versiegen starke Ströme.

Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder.

16 Tag und Nacht ist dein; du machst, daß Sonne und Gestirn ihren gewissen Lauf haben.

Dagen hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol.

17 Du setzest einem jeglichen Lande seine Grenze; Sommer und Winter machst du.

Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket.

18 So gedenke doch des, daß der Feind den HERRN schmäht und ein töricht Volk lästert deinen Namen.

Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn.

19 Du wollest nicht dem Tier geben die Seele deiner Turteltaube, und der Herde deiner Elenden nicht so gar vergessen.

Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig!

20 Gedenke an den Bund; denn das Land ist allenthalben jämmerlich verheert, und die Häuser sind zerrissen.

Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger.

21 Laß den Geringen nicht in Schanden davongehen; laß die Armen und Elenden rühmen deinen Namen.

Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn!

22 Mache dich auf, Gott, und führe aus deine Sache; gedenke an die Schmach, die dir täglich von den Toren widerfährt.

Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.

23 Vergiß nicht des Geschreis deiner Feinde; das Toben deiner Widersacher wird je länger, je größer.

Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.