Sprueche 13

1 Ein weiser Sohn läßt sich vom Vater züchtigen; aber ein Spötter gehorcht der Strafe nicht.

En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.

2 Die Frucht des Mundes genießt man; aber die Verächter denken nur zu freveln.

Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.

3 Wer seinen Mund bewahrt, der bewahrt sein Leben; wer aber mit seinem Maul herausfährt, der kommt in Schrecken.

Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.

4 Der Faule begehrt und kriegt's doch nicht; aber die Fleißigen kriegen genug.

Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.

5 Der Gerechte ist der Lüge feind; aber der Gottlose schändet und schmäht sich selbst.

Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære.

6 Die Gerechtigkeit behütet den Unschuldigen; aber das gottlose Wesen bringt zu Fall den Sünder.

Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.

7 Mancher ist arm bei großem Gut, und mancher ist reich bei seiner Armut.

Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.

8 Mit Reichtum kann einer sein Leben erretten; aber ein Armer hört kein Schelten.

En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse.

9 Das Licht der Gerechten brennt fröhlich; aber die Leuchte der Gottlosen wird auslöschen.

De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.

10 Unter den Stolzen ist immer Hader; aber Weisheit ist bei denen, die sich raten lassen.

Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom.

11 Reichtum wird wenig, wo man's vergeudet; was man aber zusammenhält, das wird groß.

Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.

12 Die Hoffnung, die sich verzieht, ängstet das Herz; wenn's aber kommt, was man begehrt, das ist wie ein Baum des Lebens.

Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ.

13 Wer das Wort verachtet, der verderbt sich selbst; wer aber das Gebot fürchtet, dem wird's vergolten.

Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.

14 Die Lehre des Weisen ist eine Quelle des Lebens, zu meiden die Stricke des Todes.

Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.

15 Feine Klugheit schafft Gunst; aber der Verächter Weg bringt Wehe.

En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard.

16 Ein Kluger tut alles mit Vernunft; ein Narr aber breitet Narrheit aus.

Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.

17 Ein gottloser Bote bringt Unglück; aber ein treuer Bote ist heilsam.

Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.

18 Wer Zucht läßt fahren, der hat Armut und Schande; wer sich gerne strafen läßt, wird zu ehren kommen.

Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.

19 Wenn's kommt, was man begehrt, das tut dem Herzen wohl; aber das Böse meiden ist den Toren ein Greuel.

Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.

20 Wer mit den Weisen umgeht, der wird weise; wer aber der Narren Geselle ist, der wird Unglück haben.

Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.

21 Unglück verfolgt die Sünder; aber den Gerechten wird Gutes vergolten.

Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt.

22 Der Gute wird vererben auf Kindeskind; aber des Sünders Gut wird für den Gerechten gespart.

Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.

23 Es ist viel Speise in den Furchen der Armen; aber die Unrecht tun, verderben.

Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret.

24 Wer seine Rute schont, der haßt seinen Sohn; wer ihn aber liebhat, der züchtigt ihn bald.

Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.

25 Der Gerechte ißt, daß sein Seele satt wird; der Gottlosen Bauch aber hat nimmer genug.

Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.