< Job 34 >
1 Und es hob an Elihu und sprach:
Fremdeles svarede Elihu og sagde:
2 Hört, ihr Weisen, meine Rede, und ihr Verständigen, merkt auf mich!
Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;
3 Denn das Ohr prüft die Rede, und der Mund schmeckt die Speise.
thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.
4 Laßt uns ein Urteil finden, daß wir erkennen unter uns, was gut sei.
Lader os vælge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er.
5 Denn Hiob hat gesagt: “Ich bin gerecht, und Gott weigert mir mein Recht;
Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud har borttaget min Ret.
6 ich muß lügen, ob ich wohl recht habe, und bin gequält von meinen Pfeilen, ob ich wohl nichts verschuldet habe.”
Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig.
7 Wer ist ein solcher Hiob, der da Spötterei trinkt wie Wasser
Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand
8 und auf dem Wege geht mit den Übeltätern und wandelt mit gottlosen Leuten?
og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk?
9 Denn er hat gesagt: “Wenn jemand schon fromm ist, so gilt er doch nichts bei Gott.”
Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.
10 Darum hört mir zu, ihr weisen Leute: Es sei ferne, daß Gott sollte gottlos handeln und der Allmächtige ungerecht;
Derfor, I Mænd af Forstand! hører paa mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og fra den Almægtige at være uretfærdig.
11 sondern er vergilt dem Menschen, darnach er verdient hat, und trifft einen jeglichen nach seinem Tun.
Thi han betaler et Menneske efter dets Gerning og lader enhver faa efter hans Vej.
12 Ohne zweifel, Gott verdammt niemand mit Unrecht, und der Allmächtige beugt das Recht nicht.
Ja, sandelig, Gud handler ikke uretfærdigt, og den Almægtige forvender ikke Retten.
13 Wer hat, was auf Erden ist, verordnet, und wer hat den ganzen Erdboden gesetzt?
Hvo har beskikket ham over Jorden? og hvo har grundet hele Jordens Kreds.
14 So er nun an sich dächte, seinen Geist und Odem an sich zöge,
Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:
15 so würde alles Fleisch miteinander vergehen, und der Mensch würde wieder zu Staub werden.
Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen.
16 Hast du nun Verstand, so höre das und merke auf die Stimme meiner Reden.
Dersom du har Forstand, saa hør dette, vend dine Øren til min Tales Røst!
17 Kann auch, der das Recht haßt regieren? Oder willst du den, der gerecht und mächtig ist, verdammen?
Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr? eller tør du sige den mægtige retfærdige at være uretfærdig?
18 Sollte einer zum König sagen: “Du heilloser Mann!” und zu den Fürsten: “Ihr Gottlosen!”?
Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige!
19 Und er sieht nicht an die Person der Fürsten und kennt den Herrlichen nicht mehr als den Armen; denn sie sind alle seiner Hände Werk.
Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.
20 Plötzlich müssen die Leute sterben und zu Mitternacht erschrecken und vergehen; die Mächtigen werden weggenommen nicht durch Menschenhand.
De dø i et Øjeblik, og det midt om Natten: Folk rystes og forgaa; og de mægtige tages bort, men ikke ved Menneskehaand.
21 Denn seine Augen sehen auf eines jeglichen Wege, und er schaut alle ihre Gänge.
Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt.
22 Es ist keine Finsternis noch Dunkel, daß sich da möchten verbergen die Übeltäter.
Der er intet Mørke og ingen Dødsskygge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig.
23 Denn er darf auf den Menschen nicht erst lange achten, daß er vor Gott ins Gericht komme.
Thi han behøver ikke at agte længe nogen, der skal stedes til Dom for Gud.
24 Er bringt die Stolzen um, ohne erst zu forschen, und stellt andere an ihre Statt:
Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted.
25 darum daß er kennt ihre Werke und kehrt sie um des Nachts, daß sie zerschlagen werden.
Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste;
26 Er straft sie ab wie die Gottlosen an einem Ort, da man es sieht:
han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det.
27 darum daß sie von ihm weggewichen sind und verstanden seiner Wege keinen,
Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje,
28 daß das Schreien der Armen mußte vor ihn kommen und er das Schreien der Elenden hörte.
for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.
29 Wenn er Frieden gibt, wer will verdammen? und wenn er das Antlitz verbirgt, wer will ihn schauen unter den Völkern und Leuten allzumal?
Naar han skaffer Ro til Veje — hvo vil kalde ham uretfærdig? — og naar han skjuler sit Ansigt — hvo kan da beskue ham? — baade for et Folk og for et enkelt Menneske:
30 Denn er läßt nicht über sie regieren einen Heuchler, das Volk zu drängen.
Saa er det, for at en vanhellig ikke skal regere, og at der ikke skal være Snarer for Folket.
31 Denn zu Gott muß man sagen: “Ich habe gebüßt, ich will nicht übel tun.
Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder?
32 Habe ich's nicht getroffen, so lehre du mich's besser; habe ich Unrecht gehandelt, ich will's nicht mehr tun.”
Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har gjort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.
33 Soll er nach deinem Sinn vergelten? Denn du verwirfst alles; du hast zu wählen, und nicht ich. Weißt du nun was, so sage an.
Skal det være efter dit Skøn, at han skal gengælde? thi du har vraget, saa at du har at vælge, og ikke jeg? saa tal da, hvad du ved!
34 Verständige Leute werden zu mir sagen und ein weiser Mann, der mir zuhört:
Folk af Forstand skulle sige til mig, og ligeledes den vise Mand, som hører mig:
35 “Hiob redet mit Unverstand, und seine Worte sind nicht klug.”
„Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab‟.
36 O, daß Hiob versucht würde bis ans Ende! darum daß er sich zu ungerechten Leuten kehrt.
O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfærdige Mænd!
37 Denn er hat über seine Sünde noch gelästert; er treibt Spott unter uns und macht seiner Reden viel wider Gott.
thi han lægger Overtrædelse til sin Synd, imellem os klapper han i Hænderne og gør mange Ord imod Gud.