Psalm 71

1 HERR, ich traue auf dich; laß mich nimmermehr zuschanden werden!

Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

2 Errette mich durch deine Gerechtigkeit und hilf mir aus; neige deine Ohren zu mir und hilf mir!

Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!

3 Sei mir ein starker Hort, dahin ich immer fliehen möge, der du zugesagt hast, mir zu helfen; denn du bist mein Fels und meine Burg.

Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

4 Mein Gott, hilf mir aus der Hand des Gottlosen, aus der Hand des Ungerechten und Tyrannen.

Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.

5 Denn du bist meine Zuversicht, HERR HERR, meine Hoffnung von meiner Jugend an.

Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.

6 Auf dich habe ich mich verlassen von Mutterleibe an; du hast mich aus meiner Mutter Leibe gezogen. Mein Ruhm ist immer von dir.

Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

7 Ich bin vor vielen wie ein Wunder; aber du bist meine starke Zuversicht.

Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

8 Laß meinen Mund deines Ruhmes und deines Preises voll sein täglich.

Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.

9 Verwirf mich nicht in meinem Alter; verlaß mich nicht, wenn ich schwach werde.

Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

10 Denn meine Feinde reden wider mich, und die auf meine Seele halten, beraten sich miteinander

Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,

11 und sprechen: Gott hat ihn verlassen; jaget nach und ergreifet ihn, denn da ist kein Erretter!

sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.

12 Gott, sei nicht ferne von mir; mein Gott, eile mir zu helfen!

Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!

13 Schämen müssen sich und umkommen, die meiner Seele wider sind; mit Schande und Hohn müssen sie überschüttet werden, die mein Unglück suchen.

Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.

14 Ich aber will immer harren und will immer deines Ruhmes mehr machen.

Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.

15 Mein Mund soll verkündigen deine Gerechtigkeit, täglich dein Heil, die ich nicht alle zählen kann.

Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

16 Ich gehe einher in der Kraft des HERRN HERRN; ich preise deine Gerechtigkeit allein.

Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.

17 Gott, du hast mich von Jugend auf gelehret; darum verkündige ich deine Wunder.

Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

18 Auch verlaß mich nicht, Gott, im Alter, wenn ich grau werde, bis ich deinen Arm verkündige Kindeskindern und deine Kraft allen, die noch kommen sollen.

Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

19 Gott, deine Gerechtigkeit ist hoch, der du große Dinge tust. Gott, wer ist dir gleich?

Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

20 Denn du lässest mich erfahren viel und große Angst und machst mich wieder lebendig und holest mich wieder aus der Tiefe der Erde herauf.

Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

21 Du machst mich sehr groß und tröstest mich wieder.

Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

22 So danke ich auch dir mit Psalterspiel für deine Treue, mein Gott; ich lobsinge dir auf der Harfe, du Heiliger in Israel.

Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!

23 Meine Lippen und meine Seele, die du erlöset hast, sind fröhlich und lobsingen dir.

Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.

24 Auch dichtet meine Zunge täglich von deiner Gerechtigkeit. Denn schämen müssen sich und zuschanden werden, die mein Unglück suchen.

Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.