Psalm 56
1 Ein gülden Kleinod Davids von der stummen Taube unter den Fremden, da ihn die Philister griffen zu Gath. Gott, sei mir gnädig, denn Menschen wollen mich versenken; täglich streiten sie und ängsten mich.
Til sangmesteren; efter "Den målløse due på de fjerne steder"; av David; en gyllen sang da filistrene grep ham i Gat. Vær mig nådig, Gud! for mennesker vil opsluke mig; hele dagen trenger de mig med krig.
2 Meine Feinde versenken mich täglich; denn viele streiten wider mich stolziglich.
Mine fiender søker å opsluke mig hele dagen; for mange er de som strider mot mig i overmot.
3 Wenn ich mich fürchte, hoffe ich auf dich.
På den dag jeg frykter, setter jeg min lit til dig.
4 Ich will Gottes Wort rühmen; auf Gott will ich hoffen und mich nicht fürchten; was sollte mir Fleisch tun?
Ved Gud priser jeg hans ord; til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde kjød kunne gjøre mig?
5 Täglich fechten sie meine Worte an; all ihre Gedanken sind, daß sie mir übel tun.
Hele dagen forvender de mine ord; alle deres tanker er mig imot til det onde.
6 Sie halten zuhauf und lauern und haben acht auf meine Fersen, wie sie meine Seele erhaschen.
De slår sig sammen, de lurer, de tar vare på mine trin, fordi de står mig efter livet.
7 Was sie Böses tun, das ist schon vergeben. Gott, stoße solche Leute ohne alle Gnade hinunter!
Skulde de undslippe tross sin ondskap? Støt folkeslag ned i vrede, Gud!
8 Zähle meine Flucht, fasse meine Tränen in deinen Sack! Ohne Zweifel, du zählest sie.
Hvor ofte jeg har flyktet, det har du tellet; mine tårer er gjemt i din flaske; står de ikke i din bok?
9 Dann werden sich meine Feinde müssen zurückkehren, wenn ich rufe; so werde ich inne, daß du mein Gott bist.
Da skal mine fiender vende tilbake, på den dag jeg roper; dette vet jeg at Gud er med mig.
10 Ich will rühmen Gottes Wort, ich will rühmen des HERRN Wort.
Ved Gud priser jeg ordet; ved Herren priser jeg ordet.
11 Auf Gott hoffe ich und fürchte mich nicht; was können mir die Menschen tun?
Til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde et menneske kunne gjøre mig?
12 Ich habe dir, Gott, gelobet, daß ich dir danken will.
På mig, Gud, hviler løfter til dig; jeg vil betale dig med takksigelser.
For du har fridd min sjel fra døden, ja mine føtter fra fall, så jeg kan vandre for Guds åsyn i de levendes lys.
