Sprueche 8

1 Rufet nicht die Weisheit und die Klugheit läßt sich hören?

Mon ikke Visdommen raaber, og Forstanden opløfter sin Røst?

2 Öffentlich am Wege und an der Straße stehet sie.

Paa Toppen af Højene ved Vejen, midt paa Stierne staar den;

3 An den Toren bei der Stadt, da man zur Tür eingehet, schreiet sie:

ved Siden af Portene, ved Udgangen af Staden, ved Indgangen til Portene raaber den:

4 O ihr Männer, ich schreie zu euch und rufe den Leuten!

Til eder, I Mænd, vil jeg raabe, og min Røst lyde til Menneskens Børn.

5 Merket, ihr Albernen, den Witz; und ihr Toren, nehmet es zu Herzen!

I uvidende! fatter Vid; og I Daarer! fatter Forstand.

6 Höret, denn ich will reden, was fürstlich ist, und lehren, was recht ist.

Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting og aabne mine Læber med Retvished.

7 Denn mein Mund soll die Wahrheit reden, und meine Lippen sollen hassen, das gottlos ist.

Thi min Gane taler Sandhed, og Ugudelighed er en Vederstyggelighed for mine Læber.

8 Alle Reden meines Mundes sind gerecht; es ist nichts Verkehrtes noch Falsches drinnen.

I Retfærdighed ere alle min Munds Ord; der er intet fordrejet eller forvendt i dem.

9 Sie sind alle gleichaus denen, die sie vernehmen, und richtig denen, die es annehmen wollen.

De ere alle rette for den forstandige og ligefremme for dem, som finde Kundskab.

10 Nehmet an meine Zucht lieber denn Silber und die Lehre achtet höher denn köstlich Gold.

Tager imod min Undervisning og ikke imod Sølv og imod Kundskab fremfor udsøgt Guld.

11 Denn Weisheit ist besser denn Perlen, und alles, was man wünschen mag, kann ihr nicht gleichen.

Thi Visdom er bedre end Perler, og alle de Ting, man har Lyst til, kunne ikke lignes ved den.

12 Ich, Weisheit, wohne bei dem Witz und ich weiß guten Rat zu geben.

Jeg, Visdommen, jeg har taget Bolig i Vidskab og besidder Kundskab om kløgtige Raad.

13 Die Furcht des HERRN hasset das Arge, die Hoffart, den Hochmut und bösen Weg, und bin feind dem verkehrten Munde.

Herrens Frygt er at hade ondt; Hoffærdighed og Hovmodighed og Ondskabs Vej og den Mund, som taler forvendte Ting, hader jeg.

14 Mein ist beides, Rat und Tat; ich habe Verstand und Macht.

Raad og hvad der har Bestand, hører mig til; jeg er Forstand, mig hører Styrke til.

15 Durch mich regieren die Könige und die Ratsherren setzen das Recht.

Ved mig regere Konger, og ved mig beskikke Fyrster Ret.

16 Durch mich herrschen die Fürsten und alle Regenten auf Erden.

Ved mig herske Herskere og Høvdinger, alle Dommere paa Jorden.

17 Ich liebe, die mich lieben; und die mich frühe suchen, finden mich.

Jeg elsker dem, som elske mig, og de, som søge mig, skulle finde mig.

18 Reichtum und Ehre ist bei mir, wahrhaftig Gut und Gerechtigkeit.

Rigdom og Ære er hos mig, varigt Gods og Retfærdighed.

19 Meine Frucht ist besser denn Gold und fein Gold und mein Einkommen besser denn auserlesen Silber.

Min Frugt er bedre end Guld og ædelt Malm, og at vinde mig er bedre end udsøgt Sølv.

20 Ich wandle auf dem rechten Wege, auf der Straße des Rechts,

Jeg vandrer paa Retfærdigheds Vej, midt paa Rettens Stier,

21 daß ich wohl berate, die mich lieben und ihre Schätze voll mache.

til at lade dem, som elske mig, arve varigt godt og til at fylde deres Forraadskamre.

22 Der HERR hat mich gehabt im Anfang seiner Wege; ehe er was machte, war ich da.

Herren ejede mig som sin Vejs Begyndelse, forud for sine Gerninger, fra fordums Tid.

23 Ich bin eingesetzt von Ewigkeit, von Anfang vor der Erde.

Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var.

24 Da die Tiefen noch nicht waren, da war ich schon bereitet, da die Brunnen noch nicht mit Wasser quollen,

Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til.

25 Ehe denn die Berge eingesenkt waren, vor den Hügeln war ich bereitet.

Før Bjergene bleve nedsænkede, før Højene bleve til, er jeg født.

26 Er hatte die Erde noch nicht gemacht, und was dran ist, noch die Berge des Erdbodens.

Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv.

27 Da er die Himmel bereitete, war ich daselbst; da er die Tiefe mit seinem Ziel verfassete,

Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden;

28 da er die Wolken droben festete, da er festigte die Brunnen der Tiefe,

der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted;

29 da er dem Meer das Ziel setzte und den Wassern, daß sie nicht übergehen seinen Befehl, da er den Grund der Erde legte:

der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold:

30 da war ich der Werkmeister bei ihm und hatte meine Lust täglich und spielte vor ihm allezeit

Da var jeg hos ham som Kunstnerinde, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle Tider;

31 und spielte auf seinem Erdboden; und meine Lust ist bei den Menschenkindern.

jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.

32 So gehorchet mir nun, meine Kinder! Wohl denen, die meine Wege behalten!

Og nu, Børn, hører mig! og salige ere de, som tage Vare paa mine Veje.

33 Höret die Zucht und werdet weise, und laßt sie nicht fahren!

Hører Undervisning og bliver vise, og lader den ikke fare!

34 Wohl dem Menschen, der mir gehorchet, daß er wache an meiner Tür täglich, daß er warte an den Pfosten meiner Tür.

Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligt vaager ved mine Døre og tager Vare paa mine Dørstolper.

35 Wer mich findet, der findet das Leben und wird Wohlgefallen vom HERRN bekommen.

Thi hvo mig finder, han finder Livet og faar Velbehag hos Herren.

36 Wer aber an mir sündiget, der verletzt seine Seele. Alle, die mich hassen, lieben den Tod.

Men hvo, som synder imod mig, skader sin Sjæl; alle, som mig hade, elske Døden.